Lapinettes blog

Så er vi gået ind i 8. leveuge her. Dvs det er den sidste, inden hvalpene må flytte. De bliver 8 uger på søndag. Det er altid en hektisk uge. De nye ejere kommer på besøg, for at nå at bonde med deres hvalp. Der er stadig også kommende evt. ejere, der gerne vil forbi og kigge – for at se hunde og hvalpe af huset her. Jeg mener det er vigtigt at vise frem, så det prioriteres også højt.

Her til formiddag kommer Iris og chipper dem. DKKs chippe-dame her i området er en god ven fra schæfer-klubben. Hende som jeg har også har gået spor med privat, så det bliver også hyggeligt at vise hende de små pus og hvad Prima også kan levere udover spor.

Apropos schæferklubben, så var jeg til indskrivning søndag. Nu banker hverdagen på igen – for når hvalpene bliver 8 uger på søndag, så gør min egen Jayme det også, og hun skal på hvalpehold. Jeg er så glad for at træne i schæferklubben – folk har det rigtig rart med hinanden derude, og da schæfere er mere robust race, er der ikke så meget “pyller”. Man forventer implicit at “selvfølgelig kan hunden da det”, fremfor at tænke collie-sarthed eller lign indover. Det har helt konkret flyttet mig til ikke at pylre helt så meget omkring højden på spring f.eks og lign.

Og ja – så kan collien da selvfølgelig også!

Jayme kom på hvalpehold – og Prima har fået lov at rykke op på B holdet. Dvs IPO lydighed for voksne schæfere. Normalt må der ikke være andre racer på det hold, det er kun for schæfere. De andre racer må træne til og med færdselsprøve/Begynder B niveau, men så er det kun for egen race. Vi har fået disp. – og det er jeg meget taknemmelig over.

Prima er ved at være træningsklar også – foderstanden er allerede ved at være tilbage til normal, efter hun var blevet noget tynd af at bære 7 så store hvalpe + give mælk. Hvalpene har ikke fået mælk en lille uge nu,og jeg er fortsat med samme mængde hvalpemad. Det har givet noget, og jeg vil sige hun kun mangler ½ kg nu,så er hun perfekt. Hun tæsker rundt med legetøj igen nu og vil gerne en hel masse. Hun leger også rigtigt meget med hvalpene – og det kan man bare sidde og se på i timevis <3

Som skrevet er her gæster hele tiden og de seneste dage har budt på nogle mere spændende af slagsen. Et svensk par, som mistede deres ene collie i januar, og i første omgang gerne ville have haft en af hvalpene her. De var så desværre solgt, men de ville gerne kigge alligevel. Manden oplyste han ofte arbejdede i Odense nogle uger af gangen – og altid havde hundene med. Nå, er du musiker ? spurgte jeg – for lige det mønster der kender jeg fra tidl. svenske kolleger. Ja, det var han – han var komponist og havde skrevet musik til Skønheden og Udyret, der kørte på Odense Teater. Han rejse rundt på teater i DK/Sverige og arbejdede – og et krav var altid, at hundene skulle med.

Jeg har aldrig mødt ham, kvag mit tidl arbejde – men det er totalt min gamle verden, og det var SÅ hyggeligt med et lille link tilbage til det. De var her i går – trodsede voldsom blæst og nuppede en grim tur over Øresundsbroen, for at se hvalpene. De havde også deres collie med. Den er altid med.

Mega hyggeligt, og de var solgt til stanglakrids. Manden mente det var de smukkeste colliehvalpe, han nogen sinde havde set. Skønt at høre, selv om de ikke er lavet til at skulle være smukke. De ville også gerne have en hvalp fra næste kuld.

I går havde jeg så besøg af Pia Veikkolainen og hendes veninde Hanna, som også er collie-freak, og har hvalp fra Pia – og igen en hvalp fra denne. Pia er alias kennel Lumipilven og det er brugsarbejdet, hun brænder for,samt mentalt stærke collier. Hun har opnået imponerende resultater med hendes hunde og er i den grad et “navn”, indenfor collierne som arbejdshunde.

Hun var ejer af Primas mormor kuldbror – Eros vom Bopparder Hamm og har nu Rudi vom Bopparder Hamm på 2 år, udover sine andre hunde. Jeg har lært hende at kende i kennelgruppen for Boppierne. Vidoerne af hende og Eros ( som hed Eineri som kaldenavn ), var en af grundene til jeg endte med at hende en lille Prima. De indgik i det lange, lange arbejde omkring at finde en tæve udefra, som kunne arbejde BEDRE end Donna.

En af de videoer er bl.a. denne : https://www.youtube.com/watch?v=Ist7gW-4tdo

Det som jeg faldt for her, er hans tempo og intensitet. Han sætter i galop, fluks han sendes af sted – og ved gentagelser holder han tempoet. Man siger jo ofte man ikke skal gentage ting med collier – så gider de ikke/ bliver sløvere eller lign. Nope – han holder den. Og så er han jo mega glad og arbejdsivrig også 🙂 Jeg har fået præcis det i Prima også – hun kan gentage mange gange, uden at ændre intensitet. Det er jeg ret vild med – den intensitet.

Jazzmin skal op og bo i Finland hos en af Pias collievenner. Hun havde tidl en hvalp efter Eineri her – og har nået meget arbejdsmæssigt med den også. Pia har så sendt Britta i retning af mig. Nu var det så spændende at se, om forventningerne holdte stik og hun syntes de var gode nok. Det havde jeg ikke behøvet at bekymre mig om – de var begge meget begejstrede, og hendes følgesvend var helt ked af ikke at kunne købe en af dem 🙂

Jeg er også meget begejstret for dem, men jeg ER kennelblind. Man kan ikke være andet, når man render med sådan en flok små pus. Men hun så det samme som mig : mega sociale med rigtigt meget leg og fed byttedrift. “Virkelig gode hvalpe” sagde de begge – mange gange. Meget, meget dejlig dag sammen med dem. En af de kommende købere kom også forbi – og så havde vi hyggelig stund alle 4, mens hvalpene tæskede rundt om benene på os med bideskind og var ved at vælte hytten. Lykken er!!!

I skal lige se en gave jeg fik – det er lavet af Heini Seppä – hende vil nogen kende som hende finnen, der laver cirkusopvisning med hendes collier. Hun er åbenbart dygtig til at arbejde i træ også! MEGA smukt, når man nu er collienørd. Den er jeg godt nok glad for.



Nu strandtur, inden de små skal chippes – og så venter endnu 2 hold gæster i dag. Det er lige før de små nok bliver sendt af sted med pelsen helt slidt ned af alt det nusseri 😀

Jeg lægger i øvrigt hele tiden ny billeder op – jeg er i gang med en ny mappe nu, der hedder 6-8 uger. Der kan man følge dem kontinuerligt, ligesom der er skrevet navn ved billederne : http://jkuld.lapinette.dk/#!album-125

Men lige et af min lille kommende hund. Jeg er allerede totalt forelsket i hende, og glæder mig til alt det vi skal de næste mange år :

Jeg sidder her med morgenkaffen, og venter på 7 små vovser får leget færdigt. Så putter de sig nemlig til formiddagslur, og jeg kan komme på stranden med de store.

Vi har været igennem en drøj omgang – nok mest for mig. Det startede den weekend de blev 5 uger ( lidt over 1 uge siden ).

2 stk fik dårlig mave. Det var ikke DÅRLIGT-dårlig, men grødet – og de skulle ofte ud. De var allerede helt renlige v. 5 uger, men det betød så ofte de stod ved døren og piv piv, og så måtte de ud.

Dvs – farvel, nattesøvn. Jeg var oppe en gang hver 1½- time ca – natten igen. Så var jeg vågen ½ time – og så gik der 1-1½ time igen, og så forfra.

Det var 2½ døgn på den måde – så havde de det godt igen. Men så kom de næste 2……Og sådan har det kørt slag i slag en uge. De har været friske,glade og spist flot. Jeg har brugt ca 600 kr på zoolac – som vist ikke gjorde den store forskel, men sådan nogle små nogen skal ikke have det sådan jo.

Jeg lurede på om det var noget de havde spist, men mønstret tyder på noget virus – når detsådan vandrer. Alle gæster har fået håndsprit ved indgangen, og skoene har stået udenfor. Mine lufteture med de store er lagt ud øde steder. Men det er nok svært at garantere sig 100 %. De store har intet fejlet.

Men nu er alle friske – og sikke noget party de kan lave. De går over alt her – hvalpegården står åben nu. Alle de store hunde er søde og rare og så kan hvalpene lige så godt få lov at være hvor de vil. I aftes havde de det vildeste party. Jeg har 2 tunneller i haven – og de tæskede rundt i dem og bare rundt og rundt og rundt…………Jeg har aldrig haft hvalpe, der løb så meget og så elegant i den alder.

Her har været mange gæster forbi – dagligt er her besøg. Det er rigtig fint og de små eeeeeelsker gæster. Det gør de store også 😀

Deres kaldenavne er i øvrigt på plads – det bliver : Jayme, Joy, Jazzmin/Jasmin, Laddie, Jackie, Derfel og Yankee. Der er nogle mennesker der synes tiden går langsomt pt 🙂

Som skrevet tidl. er jeg blevet kimet ned af mennesker, der ønskede en hvalp efter mentalbeskrevne forældre. Der har også været en masse forbi og kigge – også selv om hvalpene var solgt. Jeg viser gerne frem her. Jeg hører jo ofte “i byen” at nogen har travlt med at snakke om, at hundene her kravler på væggene – så det er jo fantastisk dejligt at vise venlige, imødekommende hunde frem – som lægger sig og sover, straks folk har sat sig hos enten hvalpe eller med kaffen. Mange har hørt den “snak” – og er meget imponerede over den ro hundene har her – og igen må jeg forklare, at stress er ganske uønsket, når man vil træne med sin hund. De MÅ have en god slukknap. For hvis de hele tiden bruger energi på alt muligt ligegyldigt, så kan de ikke arbejde, når de skal.

Ofte er “kritikken” – eller de mindre venlige ord – også fremsat af folk, der aldrig har mødt hundene her.

Konkret har det betydet nok hele mit næste kuld også er forudbestilt. Der er et stort behov for collier efter mentalbeskrevne forældre, hvor der er vis form for tryghed omkring der bliver arbejdet med mentaliteten -og nervøse, reserverede, bange collier ikke er ønsket.

Der er mangel på sådanne colliehvalpe – efter forældre der ikke nødvendigvis har det arbejdsdrive, jeg også går efter her. Jeg håber nogen kaster sig over opgaven!

Mentalitet er en varm kartoffel. Der er i går udkommet en kæmpe rapport ( 74 sider ) i Sverige. Jeg har tygget mig igennem første tredjedel nu. Der har længe været fokus derovre, og mentalbeskrivelser været et krav, for at hundene kunne komme i avl. Så skulle en sådan være gennemført. Det betyder at gennem årene har mere end 5000 collier være igennem. Herhjemme er samme tal knap 100.

De har dermed en masse statistisk materiale at arbejde med, og det er ikke opløftende. Collien er den mentalt ringeste race af alle racerne under Svensk Brugshunde Klub. Mest bange, dårligste afreaktioner, mest reserveret og mest skudræd – og meget tilbage at ønske, had angår nysgerrighed.

Det har ført til Svensk Kennel Klub har lavet en række tiltag – bl.a. et mentalindeks for collierne, så man kan se hele slægtsbilledet i en potentiel avlshund. Over 100 er bedre end gennemsnittet – lige som vi har med HD herhjemme.

I 2018 blev der lavet 5 kuld ( KUN 5 ), hvor hvalpene lå med indeks over 100. Fra et af de kuld importerede jeg i fællesskab med gode venner Kayleigh – som skal i avl her i huset næste år.

Der har været store problemer med opdrætterne var ligeglade med de værktøjer de fik ( eller en stor del af opdrætterne ), og fortsatte som de selv ville ud fra egne kriterier. Derfor blev der nedsat en arbejdsgruppe for at søge at gøre noget ved det – med et mål om mentalt bedre collier – og den rapport er et skridt på vejen. Ligesom indeks var.

Jeg elsker den grundighed – og stræben efter fakta. Det er seriøst!!

Den er ikke just opløftende – flere ting går stadig gale vej – men det er positivt man får taget fat om den varme kartoffel.

Der er indhentet udtalelser fra andre lande, hvordan de ser colliens mentalitet – herunder også DK. Det er i særdelshed ikke særligt opløftende.

Der står følgende : ” I Danmark beskrivs en splittring, där en del uppfödare anser att det inte finns några problem, medan andra menar att det finns problem med bristande avreaktioner och brist på nyfikenhet. Rasklubben i Danmark avvisar dock tanken att mentaliteten är ett särskilt
problemområde inom rasen, och vill ha bort fokus på mentalitet ur SRD “

Det er korrekt det ( ligesom i Sverige ) er meget splittet i DK. Jeg tilhører den del, der mener der er brist på nysgerrighed og afreaktioner. Men det er ikke noget jeg bare mener – det er simpelthen info fra de ca. 100 MB vi har haft i DK. Det er fakta!! Vi er et par stykker der er dykket meget ned i det her – og holder man hundenes resultater op mod ønskeprofilen, så er nysgerrigheden det som ligger længst væk det ønskede fra overhovedet. Der er meget lidt af den generelt.

Når nu svenskerne har lavet sådan et stk flot arbejde med statistikker, og info hentet ud fra de over 5000 af mentalbeskrivelser de har at arbejde med – og ud fra det danner sig billeder, så er det jo seriøst at kigge på det samme i DK. Vi har meget lidt info at arbejde med – men der er dog noget.

Men den officielle melding retur til dette flotte arbejde, er at klubben afviser at mentaliteten skulle være et særligt fokusområde – og så vil de i øvrigt gerne have taget den del væk i dommervejledingen til udstillinger, hvor dommeren bedes holde særligt øje med temperamentet.

Flot! Helt tydeligt baseret på hvad man lige synes og føler for ( og ikke med baggrund i noget objektiv fakta ), og ja – det er da sikkert også træls dommerne på udstillingerne kigger for meget på temperamentet.

Det var så lige en dag, hvor jeg syntes det var pinligt at være dansker.

De andre klubber i de andre lande nævnte forskellige ting, de synes man kunne arbejde med – men i DK har vi ingen problemer, og det der skærpede opsyn skulle væk.

Så sender jeg en kærlig tanke til de ejere af nogle collier jeg har mødt de seneste år – også ifm mit arbejde som hundetræner. Hvor hunden var så bange den ikke kunne være på pladsen. Hvor ejerne sagde de elskede hunden, men var så kede af de havde købt den – for det begrænsede deres liv voldsomt. Et sted måtte hunden være i haven, når der var gæster – for den var så presset af det, at den bed dem osv

Vi er så bange for varme kartofler i DK – og fejer dem væk og gemmer dem bort,og håber det grimme går væk. Men det gør det ikke – det ulmer hele tiden rundt omkring. Det ville være så befriende at få det på bordet – og få arbejdet med det.

Men man kan ikke ændre andre – kun sig selv, og her i huset er arbejdet for at lave bedre mentalitet mere passioneret end nogensinde!!!

– og jeg kan slet ikke følge med alle de mennesker, der gerne vil have hund på de præmisser. Jeg vil ydmygt håbe nogen flere ser mulighederne i dette derude – allermest for hundenes skyld.

Så blev de små 5 uger i går. Jeg fyldte selv år d. 20 januar ( 47 ) og skal love for 47 ikke er 29 mere.

Det er hårdt at have hvalpe. Jeg tænker mange nok tænker, at det er SÅ hyggeligt. Så kan man rende og nusse og pusse lidt, tage nogle fede billeder, og så eller bare være lykkelig.

Jeg ER lykkelig – men her gøres rent 24/7, for det første. Det her evindelige grå pladdervejr er dårligt foreneligt med at have 7 små uldklumper, der er ude 12 gange i døgnet og samle alt det nams de kan i pelsen.

De store skal luftes – hvilket sker, når de små ENDELIG sover. De er meget mere vågne nu – og så skal der findes på ting. Nye ting – helst noget nyt hver dag. For at udfordre dem, men også for at lære dem at kende – så de kan lande i det hjem, der lige passer perfekt til dem.

Om natten har jeg længe været oppe kl. 4 ca ( og gået i seng 23.30 ), for der vil de gerne ud og tisse.

ifm ormekur her i weekenden er det så både kl. 1 og kl. 4 – for sådan en ormekur sætter gang i nogle små maver.

Og ja – de er renlige nu. Jeg har ikke haft uheld inde i over 1 uge. Kun enkelte tissetåre på en dag ( der skal man være ninja, det kan de ikke helt holde på endnu ), men de har ikke besørget inde. Faktisk render de helt ned i den anden ende af haven. Selv ret små hvalpe vil væk fra reden, hvor de sover og spiser – og understøtter man det bliver de lynhurtigt renlige. Men det kræver så man står op kl. 1 og 4 hver nat, når første hvalp vågner og giver lyd.

I nat væltede jeg søvndrukkent ud af sengen kl. 1 ( der er en grund til det hedder drukkent – sådan føles det at være mega træt ), og i bare panik fik jeg stukket en finger ind i det ene øje. Reflekserne var en 3. dages brandert værdige – så jeg fik ikke blinket ned. BUM – nå, nu er jeg blind, tænkte jeg så – og skyndte mig at få noget tøj på og de små ud ( og HEY – jeg nåede det. Ingen tissetår!! ).

Så står man der, svajer lidt fra side til side, med et lukket øje, hvor vandet vælter ud – og er ret stolt af de små pus. Der er også lige en snert af, at forhåbentlig er der ingen fornuftige mennesker der ser det 😀 Det føles lettere crazy.

Jeg er så ikke blind – kun meget øm, og i morges kunne øjet åbnes igen. Så det var godt sluppet.

Åha, der sker meget ellers. Søndag d. 19 havde jeg åbent hus for eksisterende hvalpekøbere ( alle de gamle ) til at komme og gramse hvalpe, og få kaffe, kage og fødselsdagsboller. Der kom 12 stk – og de små blev dullet godt og grundigt.

Der har været en lind strøm af gæster i øvrigt.

Alle hvalpe har nu fundet hjem – og fantastisk fine hjem. Det bliver meget spændende at følge dem alle. Jazzmin er den, som skal rejse længst – hun skal til Finland og bo, og være brugshund.

Kuldet er meget jævnt,og det har været noget af en opgave at fordele dem. Uanset hvad jeg har udsat dem for, har alle været überseje. Mega miljøestærke, nysgerrige og helt ligeglade med rabalder, bimlen, bamlen og skud.

Den endelige prøve var byttedriftstest. 5 mega stærke – og 1 enkelt skilte sig ud som totalt maniac. 2 moderat byttedrift ( det kan nå at komme endnu ).

Jeg har været SÅ fristet af at beholde den lille maniac – hun er lige mig. Men for hendes skyld kommer hun til Finland til en super fører og træne brugs. Det vil hun være mega velegnet til med den drift, power og tempo hun holder sig.

Hun ligner Fanny af udseende – og sådan en har jeg allerede. Jeg har også en maniac i mor Prima, hvad angår byttedrift.

Den zoble pige har også meget byttedrift og knald på. Mega stærk i alt – og så ligner partiet omkring hendes øjne farmor Donna. Hun bliver her <3 Jeg ved ikke hvor længe jeg har Donna endnu,og det føles rigtigt et barnebarn, som ligner hende – bliver her. Hun hedder Jawsome Jacintha ( Jacinth var oldemor Honeys stamtavlenavn ), så der er også en rød tråd til mit eget. Men hun har mor Primas madness, og jeg er dybt forelsket. Hun bliver så meget mørkt shaded – ligesom far. Me like! Hedder man Jacintha i USA – kaldes man Jay. Så hun skal hedde Jayme ( udtales Jaimie ). Jayme er gammel skotsk stavemåde for Jaimie.

Resten ryger også til garvede træningshjem – og til et par nye, som dog er mega passionerede omkring deres hund. Alle hvalpe er landet lige hvor de passer allerbedst,og jeg glæder mig sådan til at følge det.

Jeg kunne have solgt kuldet 4 gange. Jeg har fået SÅ mange henvendelser. Dels fra arbejdsnørder fra det meste af Europa ( hvoraf det blev pænt nej tak til alle de lande, hvor hvalpen skal være 15 uger for indførsel ). Jeg har måtte skuffe flere svenskere, hvilket er træls. Men jeg vil gerne være egoistisk denne gang, og bruge al min tid på Jayme – og mor Prima, som også trænger til at komme ud og lave andet end passe hvalpe. At skulle have ansvaret for 1-2 hvalpe mere i yderligere 7 uger havde jeg ikke lyst eller overskud til denne gang.

Rigtigt mange har også ringet og ønsket hvalp. De er godt nok ikke til al den træning, jeg skriver om eller at skulle være specielt aktive med hundene – men kan gode lide alt det jeg skriver om mentalbeskrivelser. For deres forrige collie var så nervøs, bange for dit – eller dat – eller naboens var. De vil gerne sikre sig de ikke får en nervøs hund.

De seneste dage har jeg fået 2-3 af den slags henvendelser dagligt.

Jeg synes det er fair man ikke gider træne, eller være specielt aktiv med sin hund, men bare have en ganske alm hygge-collie, til små ture og nus bag ørerne – men som er mentalt robust. Folk er meget ofte meget bekymrede for at skulle risikere at få en usikker/nervøs hund igen – og finder tryghed i forældrene er mentalbeskrevne.

Jeg håber flere collier vil blive beskrevet rundt omkring – for der er tilsyneladende et kæmpe “marked” for colliehvalpe efter sådanne forældre.

Det bekræfter mig i alle de ting jeg har tænkt de sidste år. Skal racen have fremgang, skal der strammes op på mentaliteten!

Og her så en lille Jazzmin på hendes 5 ugers fødselsdag – I´m in love……..

https://www.youtube.com/watch?v=TQ4kYiI02L0

Primas opdrætter tester hvalpene sådan her, og jeg skal love for det giver meget info om byttedrift, mod og udholdenhed.

Det er fedt at være kommet med i et mere worldwide colliemiljø – jeg lærer SÅ meget hele tiden.

I går oprettede jeg J kuldet til registrering hos DKK – og allerede her til morgen er de kommet på. Det var godt nok hurtig ekspedition!

Dermed er vi nu i næste fase – det er der hvor alle de praktiske ting omkring kuldet skal gøres ift de skal videre i livet.

Jeg fik også i går bestilt tid til øjenlysning og sundhedsundersøgelse – så nu er det bare at hygge igennem de næste 4 ugers tid, og så er projekt J kuld umiddelbart afsluttet her, og ryger videre ud og bliver små individuelle projekter i deres hjem. På søndag har de været her halvdelen af tiden – hold da op, det er gået stærkt.

Der er begyndt kontinuerligt at være en lind strøm af gæster – så de små kan få oplevet en masse forskellige personer. Som jeg også har oplevet med deres mor er begrebet “socialisering” ikke eksisterende. Det indbefatter ligesom hundene skal “vænne sig til noget”, lære ting er ok. Det gik jeg i gang med, med Prima – da jeg fik hende. Vi tog ud i bycentre, i elevatorer osv – og det hele var bare med høj hale og hun syntes det var mega sjovt. Så hun kunne ikke socialiseres – hun hviler i alt vi gør, og jeg har aldrig set en uha-reaktion, hvor tilvænning må til.

Det samme ser jeg i hendes hvalpe – uanset hvad jeg pt udsætter dem for, er det bare spændende. Nyt legetøj, ting der bevæger sig, usikkert underlag, nye mennesker, de store hunde – og skudtræning. Skudtræning består så af de store luftfyldte plasticdimser, som er med i pakkerne fra zooplus. Dem har jeg samlet det seneste ½ år, og har rigeligt så jeg kan fyre et par af om dagen. Det giver en lyd,som når man puster en papirspose op fra bageren, og så klapper den en. Det siger BANG. Jeg må konstatere de enten er døve eller ligeglade – men nu kører vi det lidt hver dag.

De er glade for mad – så glade at det er for meget. Jeg har gjort det efter bogen ( som jeg plejer ) og langsomt kørt op på 4 måltider om dagen, hvor de spiser hvad de kan – og så burde de have en tår hos mor bagefter. HØ. “Spiser hvad de kan”. De er UHYGGELIGE. ALT er totalt støvsuget – og de leder bøvsende efter mere. Tår hos mor gider de ikke – hvilket også er noget hø, for hun skal altså tømmes ud kontinuerligt, for ikke at ende i noget brystbetændelse. Så efter jeg i går kunne se det udviklede sig i den retning, er de nu under streng administration.

De ligner mor, hvad mad angår – hun er også uhyggelig. En af de ting, der narrede dyrlægerne, da hendes tarm var i klemme – var jo bl.a hun i høj grad spiste som hun plejede. Dermed mente de hun havde det for godt, til det kunne være så slemt. Tjah………..

Der ryger hele tiden en masse billeder i deres galleri – kan findes under menupunktet “galleri” – og så J-kuldet.

I søndags var jeg ude og fejre min datters 24 år fødselsdag – og hundene skulle være alene hjemme 3 timers tid. Det kan jeg ikke – så derfor spurgte jeg rundt efter babysitter. Det ville Marieanne gerne – og hun havde også sit kamera med. Det er langt bedre end mit indendøre på korte afstande, så nu ligger der et helt album i galleriet med hendes lækre billeder. Tusinde tak for både dem + pasning!!

Jeg er en åben opdrætter. Jeg skriver om alt der sker her – både stort og småt. Med andre ord kan man ikke grave hemmelige ting frem 🙂 For de findes ikke. Det kan også være sårbart at være åben – for så må man af og til fortælle om ting, der måske ikke er så gode, men jeg synes nu det er en kæmpe styrke. Dels kan jeg stå ved mig selv, og ikke gå og være bange for noget skulle sive ud – dels ved hvalpekøberne her, at der ingen skeletter er i skabene. Det de kan se og læse sig til, det er hvad man får. Jeg har selv prioriteret at købe hund ( Prima ) hos opdrætter der er tilsvarende åben, for jeg vil heller kende evt svagheder end evt få ubehagelige overraskelser.

Så for at foregribe evt snak – så har jeg jo også været åben med, at Prima og Bobby havde 2 fine parringer. MEN at jeg også har insemineret, idet en sædtest viste hans sæd var tiptop, men han dannede meget lidt prostatavæske. Dyrlægen anbefalede at jeg inseminerede, hvis jeg ville gå med livrem og seler. For prostatavæske er næring for sæden – og med meget lidt af den, ville sæden muligvis ikke leve så længe.

Jeg er til livrem og seler – og Bobby ikke så ung mere, så hvem ved om der er en chance igen, inden sæden måske også lider under alm. alderdomssvækkelse ?

Så hundene fik 2 fine parringer herhjemme, og så fik jeg insemineret ved siden af sidst på eftermiddagen.

Ifm registrering af kuldet, skal man vælge om det er naturlig parring, inseminering med frisk sæd eller inseminering med frostsæd. Man kan kun vælge 1 mulighed – og så kom jeg jo i klemme. Jeg havde brug for 2. What to do ??

Det har jeg tænkt meget over, uden at komme det nærmere. Jeg skrev til DKK, som svarede at det måtte jeg selv om, for man vidste jo ikke om hvalpene var resultat af det ene eller andet. Næh, det er jo rigtigt nok……..

Jeg valgte naturlig parring efter nøje overvejelse. For jeg TROR det DKK ønsker at undersøge, er om hundene kan parre sig naturligt,og have fingeren på pulsen der. Det kunne hundene. Men i og med jeg havde den viden, at der var sparsom prostatavæske, valgte jeg at tilføje insemination for at gøre alt for et godt resultat. Men hundene har udvist rette drift, og jeg tænker det må være det vigtige (?)

Jeg kunne jo bare have holdt det hele for mig selv – men sådan er jeg bare ikke 😀 Jeg mener virkelig åbenhed er vejen frem. Dermed kan man så også udsætte sig selv for kritiske røster, og en masse slidder-sladder. Men den pris betaler jeg gerne for åbenhed.

Nu er hvalpene ved at vågne – og jeg har vilde planer for hvad vi skal lave af nye ting i dag. Jeg ELSKER den her alder – hvor man bare kan fylde på og på, og virkelig lære dem at kende, ved at se hvordan de går til opgaverne!

Så i gang med dagens sjov!!

Herunder zobel tæven.

Der sker mange ting lige nu, og jeg hænger på så godt jeg kan.

Forleden morgen gik jeg på stranden med mine 4 hunde. Jah – det er jo også nyt. At kunne have hele flokken med på en tur. De sidste mange år har de været delt op i hold 1 og hold 2. Men det behøver jeg ikke mere. Donna er stadig super frisk, og går gerne med på de lange ture – så nu kommer alle 4 med på morgenturen.

Pt går den til stranden – det er et lidt øde område, og med kæmpe smittepres pt med kennelhoste og noget udefinerbar virus med diare blandt hunde, håber jeg at undgå det, ved at gå tur hvor vi ikke møder andre – eller meget få. Jeg vil ikke have sådan noget stads hjem til hvalpene.

Nå – men vi gik der. Donna har aldrig snor på – og Prima fik også lov at løbe. Prima løber frem/tilbage og ronderer meget, og hun skal jo i form igen,efter at have været drægtig og med nedsat tempo gennem noget tid. Som sagt, ronderer hun altid og afsøger området foran. Pludselig stopper hun så meget brat op, og ser ud som om hun vil knalde ned i en dæk, men løfter så rumpen op og bliver stående med hovedet sænket – lidt a la hyrdemode. Min første tanke er at hun er kommet til skade – så jeg kalder på hende. Hun vender sig og kigger på mig – med forventningsfulde øjne, og bliver stående. Sænker hovedet igen – så er jeg klar over der må ligge noget der. Lidt samme adfærd hun viser på sporet, når hun påviser genstande – bortset fra hun der dækker. Men vi går jo ikke spor – så måske derfor hun bliver stående ? Eller også er det regnvejret ( det vælter ned ) – og en bar mave med 5-6 cm langt yver er nok ikke fristende at få ned i vådt græs.

Jeg går hen til hende – og mellem hendes forben ligger en pung. Jeg samler den op – og den er intakt med kørekort, rejsekort, sygesikringsbevis og alskens andre vigtige ting. Prima stråler af glæde – hun skal have en godbid. Og JA, det får hun!!!!

Mors lille brugshund – som slet ikke er bedt om noget, og det er udenfor “søgekontekst”. Vi har også lavet en del feltsøg, og her hun har så koblet 2 ting sammen – finder genstand, og vælger at påvise som ved sporet, fremfor at indbringe det. Hun er sulten pt – og tilbyder hele tiden alt muligt. Hoppe op på ting, bakke osv – så jeg tror hun også her tilbød adfærd hun kender, for at få en guf.

Det var godt nok vildt at opleve. Jeg gik på nettet, da jeg kom hjem og fandt ejer – og sendte ham en besked over msn. Han kom 1 time senere og hentede sin pung, og var MEGA glad. Han havde en masse godbidder og gode sager med til Prima som tak. Det var en rigtig fin oplevelse.



Hvalpene er kommet ind i stuen – og nu er der plads, så jeg kan tage ordentlige billeder. I soveværelset har mit kamera slet ikke kunnet arbejde,så jeg har måttet bruge mobiltlf. Det huer mig ikke helt. Men der vil løbende nu komme en masse billeder i galleriet for J-kuldet, så det er muligt at lære de enkelte hvalpe at kende på udseeendet og detaljerne.

De har fået fine øjne, de kan høre – og tænderne er også brudt frem. De kom i stuen i går, og i går aftes røg rampen ned, så de kunne komme ud i hvalpegården. Det var bare fuld fart frem og så ud og undersøge det hele. De er godt nok MEGA seje. De er også bare så glade – hver gang jeg går derind, kommer de farende med logrende haler – og det samme med min søn. De er mega sociale.

Jeg havde en sjov oplevelse i dag, hvor jeg klippede negle på dem – for 2. gang. Nøjs, de gror, de negle! Men jeg havde så den største han på skødet, og sad og holdte hans ene forpote i hånden, mens jeg klippede neglene. Jeg blev opmærksom på han stirrede mig lidt op i ansigtet. “nååårh, dygtige dreng, hvor er du go! sagde jeg til ham – og små sludrede videre. Og så begyndte den lille hale bare at logre hele vildt. KÆFT, hvor var det sød – han er 2½ uge, tobak for en skilling – og han responderede på min tale med stor glæde. Jeg holdte så op – så holdte halen også op, men han stirrede fortsat op. Så roste jeg igen – og så startede halen igen. Jamen altså………..det var rørende. Lille ven dog <3

I går blev Årets Hunde, 2019 annonceret fra Dansk Collie Klubs side. 7 Lydighed og rally-lydighedsklasser er repræsenteret, og Årets hund ( og evt 2. og 3. vinder ) findes i hver klasse.

Mine 3 hunde, er alle blev Årets hunde i deres klasser. Hhv Rally Ekspert, Rally Senior og LP2. Fanny, Donna og Prima.

Derudover er Isabella blevet Årets hund i Rally begynder. Hendes søskende Icha og Easy ligger også godt til i den bedste halvdel – Icha er nr. 4 så lige præcis efter vinderrækken.

Derudover er Hera og Rammstein jo blevet Dansk Rally Champions i 2019, så det er et super flot år, vi har haft – igen. Sidste år var også godt – og året inden da…….mener jeg. Generelt går det bare ret godt. Det er 8. gang Donna opnår at blive Årets Hund i sin klasse – hun er virkelig og har altid været – helt fantastisk <3

Det er vemodigt at den tid er slut – efter så mange år på banerne, men nu vil der så blive mere tid til Fanny og Prima. Jeg har aldrig kunnet springe Donna over eller have hende på reservebænken – hun elsker jo at arbejde. Men nu må vi finde andre ting at lave sammen – og ungdommen skal få plads.

Det er fantastisk at have hende lækre børnebørn liggende her – og Primas børn. Den kombi tror jeg rigtig meget på, og planen er også en af tæverne bliver her. Der venter også nogle spændende hjem til flere af hvalpene allerede, og andre spændende er i indledende fase.

En finsk collie-dame var skrevet op ( det var 2 faktisk ), men ombestemte sig, og ville hellere prioritere at få sin tæve parret af Bobby. Den er lige gået i løb i går, så nu kommer der snart spændende besøg fra Finland.

9. februar kommer endnu et spændende besøg fra Finland – det er Pia, som kommer ned og kigger hvalpe. Hun er alias Kennel Lumipilven, og var ejer af en kuldbror til Primas mormor. Nu har hun endnu en han nede fra BH + sine andre collier. Som vist skrevet tidligere er bl.a videoer af hende og hendes Eineri en af grundene til jeg hentede Prima. Pia skal ikke have hvalp, men er nysgerrig og vil gerne se dem. En god veninde og hvalpekøber til Pia mistede sin hund i dec – og hun har nu lagt billet ind på hvalp her, efter Pias anbefaling. Det bliver spændende om det flasker sig således – så kommer der finsk brugshund ud af det i al fald 🙂 Rigtigt spændende er det også nu at lære et finske arbejdscollie-miljø/personer at kende. Det er altid super spændende at lære nyt – og det gør man, når man kommer ind i nyt miljø.

I dag kom der henvendelse fra Polen på hvalp. Jeg skal love for det store udland har fået øje på Lapinetterne. Helst vil jeg jo de bliver i Danmark, så jeg kan følge dem, møde dem og nusse dem lidt en gang imellem. Men det er livlige hunde, så de vil også have godt af at komme ud, hvor de bliver trænet og får brugt hjernen. Så det er en balancegang – og puslespillet går vel op til sidst. Men indtil da vil jeg nyde MINE små pus for vildt. Tiden går alt alt for hurtigt. Nu bliver de 3 uger på søndag.

Så har jeg lige fået brugt et par timer på at opdatere News siden – eller siderne. For nu hedder det jo 2020, så hele 2019-siden er nu flyttet til “2019” og arkiveret der, og så er det 2020 nyheder der opdateres under “News” fremadrettet.

Altid et arbejde, som imødeses med en vis spænding. Tænk hvis jeg får slette alle nyhederne fra 2019 ? Det er nærmest umuligt at genskabe – og jeg synes det er rigtigt sjovt og hyggeligt at have alle årene tilbage liggende.

Desværre er den første nyhed i 2020 så en trist en af slagsen. Mozarts familie ringede i går, og sagde det desværre ikke gik godt med ham – og de havde talt med dyrlægen og fået en tid i dag til aflivning ( de bruger Ølby, ligesom jeg selv ).

Jeg havde set det komme. Han var forbi til soignering i dec – for at være fin til jul, og der sagde jeg stille farvel til ham. Han havde samme fremtoning som Silver – ingen muskler, vakkelvorn – og et træt blik. Vi talte også om det ifm afhentning – at jeg syntes det var begyndt at gå kraftigt ned ad bakke.

Men 12 år og 3 mdr – så kan man ikke bede om meget mere. Selvfølgelig sørger man – det er forfærdeligt at måtte sig farvel. Når sorgen har lagt sig, håber jeg Mozarts familie kan være glade for ( og stolte af ), at de har givet ham sådan et langt, godt liv. Det er de færreste collier forundt, at blive så gamle.

Det er mig smerteligt bevidst, at nu er cyklussen fuldbragt. De sidste 12 år er der kommet nye hvalpe og kuld til – men 12 år er gået, og ringen er sluttet. Nu er der naturlig afgang i den anden ende, og det er naturligt, omend bestemt ikke særlig sjovt.

Inde i soveværelset er der til gengæld liv og glade dage – der er nye liv, som er påbegyndt. De er børnebørn til Mozarts søster – og sådan kører det hele i ring.

12 dage gamle i dag – og alle har fået øjne. De er stadig blinde, men man kan skimte små rosiner inde i sprækkerne. De er mere vågne, og der er mere liv i kassen nu. Lige som snart bliver det rigtigt sjovt. Så må kassen og hvalpe ind i stuen, så de ikke begynder at planke den.

De er meget livlige og vedholdende små str – og jeg havde lagt en video på FB af det. Efter et par timer fik jeg en video tilsendt af Verena ( Primas opdrætter ). Først var jeg aldeles desorienteret . Jeg ER træt pt – og har blehjerne. Op flere gange om natten osv slider – men jeg var seriøst forvirret. Hvorfor havde hun en video af mine hvalpe ????

En flok tricolour hvalpe (flere med hvide lår og store hvide kraver ) og zoble med hvide pletter på rumpen. Derudover samme adfærd, som jeg lige havde postet – MEGET ihærdige hvalpe, der jagter mor rundt for en tår mælk.

Men så kunne jeg se tæppet var en anden farve – og hundemors ben var helt zoble.

Har du stjålet mine hvalpe ?? spurgte jeg – men næh, det havde hun nu ikke. Det var Primas mor Ice med hendes seneste kuld ( de er ca. 5mdr nu ). Hun havde præcis samme dejavu-følelse,som jeg sad med. Udseendemæssigt, farveaftegningmæsssigt – og adfærdsmæssigt – totalt kopier.

Jeg må sige – so far – at Bobby ikke har sat meget præg på det kuld her. Det er en flok små Boppier 😀 Det bliver spændende at se, som de vokser op……..

Prima gør det så flot, og hvalpene vokser og vokser, og er stadig kæmpe store ift alder. Nu varer det ikke længe, inden de skal smage rigtig mad. Jeg synes tiden flyver.

Men jeg er træt – stjernetræt. Der har bare været umådeligt meget gang i den nu gennem en ganske lang periode.

Jeg har mange planer for,hvad jeg skal nå hver dag. Når jeg så kommer til aften, må jeg sande at det meste af tiden er forsvundet med at lufte store hunde ( de får gode lange ture ), og sidde i hvalpekassen. Så ovevejer jeg lige, om jeg burde vaske gulv der kl. 20.30 – men øjnene er tunge og tørre. Det er vist bare at nuppe en ekstra kop kaffe og så finde en seng. 2 timer senere er der fordringtid igen…………..og 3 timer efter det igen – og så er det morgen (kl 6. ) og så har vi en ny dag, som starter med lange lufteture…………

Alt planlægges,så de små lige er fodrede, når jeg tager ud med de store. Som at have en baby 🙂 Det har jeg jo sådan set også.

Af en eller anden grund, kan jeg ikke finde ud af lægge videoer ind her. Men så er her et link til en lille pige, der hver gang finder kennelmor på et klask og et skrig – og selv kan kravle op på skødet <3

https://www.youtube.com/watch?v=4Of2rfE4L_0

Så er det dagen før nytårsaften. I morgen er der en del gøremål, så det føles fint at skrive dette indlæg nu i lidt god tid.

Jeg vil ønske alle, der følger denne blog ( eller er landet her tilfældigt lige nu ) et rigtigt godt nytår!!!

Når man går ind i et nyt år, gør man sædvanligvis status over det forgange år.

Her i huset har det været et mærkeligt år. På den ene side super godt, på den anden side med en masse kampe, der skulle kæmpes.

For at starte med det gode først, så har hvalpene af huset i år slået alle rekorder ude på banerne. Min ambiotion med at have opdræt, er jo at lave nogle gode, mentalt stærke hunde – som også vil kunne klare sig rigtigt godt til hundesport, hvis man har de ønsker. Det har jeg jo selv – og jeg søger selvfølgelig at “lave” hvalpe, som vokser op til hunde, som jeg selv ville elske at eje. Mange hvalpekøbere har gennem tiden hørt mig udbryde :” Ejjjj, hende”ham skulle jeg dælme ikke have solgt!!!!” – og det er sådan det skal være 🙂 Også selv om jeg af og til må opleve øjeblikke af fortrydelse 😀

I år har Lapinetterne hentet 15 nye titler på banerne, og det er jeg vildt stolt over. En ting er at have ideer, visioner og ønsker for hvordan det kunne være. Det er så fedt at opleve det ske!! Vi har opnået følgende titler :

LP1 : Sheeba
RBM : Isabella, Icha
RØM : Isabella, Diva
DKRLCH : Fanny, Rammstein, Hera
RSM : Donna
BPB : Rammstein, Hera
BH : Madonna
NW1G : Isabella
DKCH : Donna
KLBVECH : Donna

5 championtitler på 1 år – det kan man bestemt også være stolt af.

Der har været nogle rigtigt flotte præstationer imellem her – og derudover har flere andre hunde af huset også været ude og hente 1.pind i rally og lign. Det er en fornøjelse at være en del af – og i hele taget fylder hundefamililen her rigtigt meget i min hverdag. Jeg ser mange hvalpe herfra hele tiden – de vaskes, passes eller kommer til træning – og jeg elsker det. På facebook er der daglige tråde i vores kennelgruppe – om stort og småt. Og det elsker jeg også. Fantastisk fint sammenhold vi har, synes jeg – med megen aktivitet.

Året slutter så med at der kommer et nyt kuld hvalpe til verden, og det er en drømme-kombination for mig. Så dem glæder jeg mig rigtigt meget til at følge fremover – og de mennesker der ender med at måtte ejes af dem 😀

Alle Lapinetterne er her stadig. Ingen er gået bort i år, trods ældste kuld nu har nået de 12 år og knap 3 mdr.

Der har også været megen tid tilbragt ude på det sorte af neglene. Det startede vel egentlig med tæverne var på vej i løbetid, og så fik Casey akut en styrtblødning. Vi gik i skoven, og jeg har aldrig set noget lignende. Det pulsede ud og lå i kæmpe streger efter os. Jeg skyndte mig hjem med hende, og både hun og jeg var fuldstændig smurt ind i blod. BABU dyrlæge – og jeg troede aldrig vi nåede derned. Det gjorde vi – men dommen var cancertumor på 6 cm. Nina og Anna lavede et fantastisk stk arbejde. hvor de dels åbnede hende, dels gik ind gennem skeden. De cuttede blodforsyningen til tumor, og underbandt blodkar. Håbet var den ville svinde ind. Den sad desværre, så den ikke kunne fjernes.

Og ja – Casey er her stadig, og det ser ud til den omgang slap vi godt fra. Men det var stygt med flere grimme blødninger efterfølgende også.

Mens Casey stadig blødte on/ off, begyndte Andrea på det samme. Det var en løbetid som udviklede sig ud over 3 uger, og det blødte mere og mere. Hun blev rigtig dårlig, og jeg måtte sige farvel til hende. Da hun var 11½ fandt jeg knude i et bryst, som jeg lod sidde, grundet alder. Det har klart bredt sig ind, så det også gav en cancer i livmoderen. 13 år og 5 mdr – man kan ikke bede om mere. Det var bare meget oven i hinanden.

Prima havde længe gået med on/off kvalme/mavesmerter. Jeg havde været ved dyrlæge omkring det flere gange – de kunne ikke finde ud af hvad det var. Den mest madsyge lille hund, fik pludselig kvalme ( altid om morgenen ) og stod så i buk efterfølgende. Jeg har brugt en formue på at søge at udrede det – men ingen svar umiddelbart. Jeg prøvede selv alt, med forskellig kost, tilskud osv – det gjorde ingen forskel. Pludselig væltede læsset og hun blev rigtig dårlig. Gik som hund på 12 år. Jeg tog til dyrlægen – 2 dage i træk – og stadig ingen svar. Om aftenen kunne jeg ikke mere – ringede på deres vagttlf og bad grædende om, at de skulle få mig ind hos en specialist dagen efter. Det var Martin jeg fik fat i – efterfølgende udnævnt til verdens bedste Martin. Jeg havde flere gange sagt til dem, det var som om der sad en prop/fremmedlegeme – men det var ikke umiddelbart acceptere. Han udbrød straks på min beskrivelse ” Der er sgu da en prop, Nette” – og ja, jeg glemmer aldrig den lettelse ved at blive hørt rigtigt. Jeg tog derned, hun blev åbnet – og det var en såkaldt tarmdrejning. Tarmen sad i klemme oppe i nogle ligamenter og var stort set lukket til. Da jeg efterfølgende spolede tilbage, må hun have gået med det 7-8 mdr. Det gør ondt at tænke på. Nogle dage/perioder var der intet at mærke, og pludselig fik hun så voldsom kvalme/smerter. Ingen ved hvorfor det er endt sådan……….Evt ved voldsom opkastning kan det ske. Det synes jeg ikke hun har haft. Måske har hun gået med det altid?

Jeg har fået en hel anden Prima efterfølgende. Den arbejdsiver og drift jeg havde mærket i glimt har jeg nu i fuldt flor. Hun er virkelig verdens mest fantastiske hund. Vi nåede lige at træne 1 måneds LP2 med god, rask mave – og debutere i det, så kom hun i løb – og resultatet af dette ligger nu i soveværelset og putter i et hundeuldssjal 🙂 Hun har båret drægtigheden så flot, og klaret alt super. Men sikke et frustrerende forløb det har været inden vi kom i mål.

Mozart var forbi til vask ( Donnas bror – nu 12 år ), og som altid undersøger jeg dem lige, når jeg har dem. Han ene testikel var dobbelt så stor som vanlig, og den anden føltes som en gang bobleplast. Testikelcancer – jeg var slet ikke i tvivl. Han blev kastreret og efterfølgende erklæret rask. Også et forløb, hvor jeg levede med på sidelinien.

Aslan var forbi til vask – og øj, han var pludselig tynd, syntes jeg. Det syntes familien også – og da han kort efter blev meget intolerant var det dyrlæge. Det var Martin igen – som først snakkede om cancer, idet levertallene var påvirkede og de røde blodlegemer lave i antal. Han skulle retur næste dag til videre undersøgelser fik jeg refereret. HUH – få ham tjekket få flåtsygdomme, sagde jeg – lige præcis det der viste Caseys blodprøve, da hun havde borrelia. Og ja – det var hvad det var. Anaplasmose godt nok. Men heldigvis ikke cancer. Men Martin var meget bekymret, for hans tilstand var meget ringe. Fam lå i flytterod, så jeg tog Aslan herhjem til pleje og pasning. På 14 dage fik jeg smidt 2 kg på ham – og det blev starten på en lang vej tilbage til et godt liv igen. Hjemme igen ville han ikke spise, og han var super intolerant. Intet overskud overhovedet. Jeg tilrådede kastration, idet han altid har været noget hormonpræget – og det blev nok det, som reddede livet på ham. Han fik ro i hovedet, kunne koncentrere sig om at spise – og fik huld på kroppen, så den kunne blive rask. I dag har han det super – meget også meget frustrerende forløb.

Så har der været forskellige andre ting også, men de her har fyldt mest. Alt er endt godt! Og det er jo super godt.

Det er som eventyrerne – den ene grimme drage efter den anden skal nakkes, men klarer man det vinder man prinsessen og det halve kongerige – eller måske bare ro i sindet og afklaring.

Det her år har været kompakt – med ting hele tiden at forholde sig til, og kampe at kæmpe.

Men det som er så fantastisk at opleve, er at vi gør det ikke alene. Vi er sammen om det – og alle bidrager med, hvad de kan. Lapinette-familien kaldes de/vi i daglig tale – og sådan opleves det.

Livet går op, og det går ned – det er et vilkår. Men det at altid kunne dele tingene med ligesindede, er en gave.

Jeg oplevede i år, at da jeg kørte i fast rutefart til dyrlæge med Casey, Andrea og Prima – at der samlede hvalpekøberne ind og gav mig en pengegave som tilskud. Jeg tror aldrig jeg har oplevet at være så mundlam og rørt.

Her op til jul har jeg modtaget et væld af pakker og gaver til at forsøde tilværelsen med. Jeg føler mig utroligt heldig – og taknemmelig! Verdens bedste hvalpekøbere – de er her i huset! Tak for jer!

Det var også i år, jeg fik et drivhus – og en gammel interesse for havearbejde og selvforsyning blev genoptaget. Virkelig en booster i livskvalitet.

Året har budt på mange oplevelser med hundene – ingen nævnt, ingen glemt. Jeg er lige så glad for en god gåtur i naturen, som at vinde det hele på en prøve. Det at være der – sammen med hundene, tilstede – det er det, som giver det hele mening, synes jeg.

Silver måtte jeg så af sted med her på falderebet af 2019. Han blev 13 år og 1 måned. Igen kan man ikke bede om mere. Men det er altid umådelig trist at måtte af sted på den sidste tur.

I går var ved jeg ved dyrlægen og hente hans urne, så nu er han hjemme igen. Når det bliver forår, kommer han ned i haven ved siden af de andre 3 gamle vovser – og får en smuk rose ovenpå.

Nu ser jeg frem til 2020, og hvad det har at byde på. Mest af alt glæder jeg mig til at komme til at træne rigtigt med Prima. Det har jeg kun kunnet fragmentvist meget længe, idet maven spændte ben. Jeg nåede lige at få smagen af fugl, inden hun blev parret. Nu glæder jeg mig så meget til at se, hvad vi kan. En LP2 og en BH skulle vi meget gerne klare – og måske også en BPAB. Sidstnævnte er det jeg har trænet mest.

Fanny skal i championklassen i rally – og Donna er nu endegyldigt pensioneret. Det er Casey også – hendes hjerne arbejder kun i små vinduer, pga tidligere borrelia, så det bliver hyggetræning.

For første gang i 12 år har jeg kun 2 træningshunde. Det duer selvfølgelig ikke – så det satser jeg også på at gøre noget ved.

Rigtig godt nytår – og jeg håber på et noget mere tilbagelænet 2020, end 2019 viste sig at være!!

Prima og hvalpe fra i dag :
https://www.youtube.com/watch?v=QC1ERIdxgRU

Forrige indlæg blev skrevet 23. dec og lagt her på bloggen, og det fungerede fint fra min pc. Jeg er dog gjort opmærksom på flere telefoner ikke kunne se det, så der er lige brugt lidt tid på at rode med wordpress. Men det skulle fungere nu.

Hvalpene er nu 5 dage gamle, og alt går fint. De vokser som ukrudt. Det er utroligt så nemt det pludselig er, når de er så store ved fødslen. Meget mere selvhjulpne. Der er heller ikke nogen i dette kuld, som er små og skal hjælpes ekstra eller lign. Prima klarer det hele – og hun gør det super.

Nu her 5 dage gamle, nærmer de første sig 700 gram – det er nogle kæmpe hvalpe.

Jeg har researchet lidt, for jeg har vitterligt aldrig hørt om så store colliehvalpe før. Prima selv er primært af amerikanske linier, men ikke en specielt stor collie. Hun er nok nærmest lidt mindre end de andre tæver herhjemme.

Primas mor fik 9 hvalpe i hvert af hendes 2 kuld – men hvalpene var ikke specielt store. Det samme med mormor – som dog fik 11 i det seneste. Men hvalpene var af samme str. som jeg er vant til at se her. Til gengæld fik farmor i sit første kuld 8 hvalpe, som alle vejede lige omkring 500 gram. Fantastiske Donna – noget tyder på det åbenbart kan nedarves gennem en far – den tendens til så store hvalpe.

Kayleigh, som jeg har avlsretten på – er også barnebarn af Donna. Hendes mor er en datter af Donna. Mor Loova får også så store hvalpe.

Det er store hvalpe for tæven at føde – men udover der skulle mange uddrivningsveer til, så klarede Prima fødslen flot, og var i fin form dagen efter. Det er super nemt som opdrætter, når hvalpene er så store. De er langt stærkere og det føles egentlig ret sundt og godt.

Jeg har oprettet et album til hvalpene. Det findes her http://jkuld.lapinette.dk/#!home

En anden ting, der har været sjovt at konstatere, er at 5 ud af 7 er hvidfaktorerede. Alle 4 hanner har helt hvide lår og 3 med kæmpe hvide kraver og nærmest ½ hvid hale. Den sidste har også helt hvid krave,men den er smallere og lidt mere “zig zag”i det. Den zoble tæve er hvidfaktoreret også – og både hende og den zoble han har lidt hvidt krims krams på ryggen. De 2 tri tæver er ikke hvidfaktorerede.

Prima er ikke hvidfaktoreret,når man ser hende. Stor hvid krave, ja – og stor hvid halespids, men intet hvide på hverken yder eller inderlår. Jeg har dog fået oplyst at i og med det hvide på bugen går lidt op ad siden, kan det være en markør for at hun bærer hvidfaktor. Bobby er det absolut intet – han har stort set intet hvidt på sig 🙂 Hans krave er 5 hår i nakken, og der er stort set intet på halen. Så det kommer fra Prima. Hun har også nogle søskende, som er hvidfaktorerede – så jeg havde tænkt det MÅSKE kunne komme. Jeg havde dog forestillet mig en enkelt eller to, og kun ganske lidt.

Det skal siges, jeg er fuldstændig ligeglad med, hvor meget hvidt de har 🙂 Om det er næsten ingenting, eller lidt for meget for den gængse smag, spiller ingen rolle her hos mig. Er de sunde, mentalt gode og kan arbejde beder jeg ikke om mere 🙂

Men jeg synes det er interessant, at 2 hunde som fremstår hhv “normalt” og “med stort set intet hvidt”, får hvidfaktor i det omfang.

Og dermed har jeg fået det meste fantastiske eksempel på, hvorfor det er vigtigt at hele kuld HD fotograferes 😀

For når det kommer til arvbarhed, nytter det ikke at se på det enkelte individ – vi må have hele puljen med!!!

Nu ved jeg Prima har søskende med hvidfaktor – og var forberedt på det kunne komme. Men er alligevel overrasket over omfanget.

Udskift “hvidfaktor” med HD – det er samme sag. Nu er hvidfaktor jo ikke noget problem – men ved man der er 2-3 søskende med HD, så kan man som ikke synligt bærer altså godt give det videre. Derfor det er vigtigt at kende alle søskendes status!!

Jeg tror de bliver mega flashy – med alt det hvide. De sorte hanner er gnistrende sorte – og så med det kridhvide – wow. Den zoble han er langt mørkere zobel end nogen hvalp jeg har haft før – deriblandt hans far. Hans far er i dag stort set sort over ryggen. Jeg tænker næsten han bliver,hvad man kalder saddled shaded – totalt sort, bare med zoble aftegninger – og så alt det hvide. Jeg tænker også han bliver imponerende i sine farver.

Søster er samme farve som far i den alder – så hun bliver også meget mørkt shaded.

Spændende, spændende – og de er godt nok aktive og målrettede. Mega stærke hvalpe. Ihhh, hvor jeg glæder mig til at se dem vokse op!!!

Juleaften var en fantastisk aften. Familien samlet herhjemme – med god mad, god stemning, hunde på skødet sådan lidt all over – og så 7 små banditter i kassen i soveværelset. Det føltes lidt som at alt gik op i en højere enhed. Den aften vil jeg bære med mig længe!

Herunder fantastiske Prima og hendes 7-linger <3