Lapinettes blog

Så kom de små. 22.12 blev dagen – hvilket lige præcis var 9 uger efter ægløsning. Så de blev født på terminsdato.

Det var noget af en oplevelse – men det er fødsler nu altid. Der er ikke to, der er ens.

Som skrevet i sidste blogindlæg, blev Prima rigtig rigtig tyk den sidste drægtighedsuge. Hun havde en mave, som jeg aldrig har mærket tilsvarende. Helt hård – og uanset hvor jeg mærkede kunne jeg mærke hvalpe, som bevægede sig runt lige under huden. Hun har haft en glubende appetit og spist og spist og spist. Men alligevel blev hun noget spids over ryggen, efter min smag. Vægten viste hun tog 6 kg på under drægtighed.

Jeg var noget spændt på, hvad vi ville møde. Rigtigt mange små hvalpe – eller få store.

Jeg ved hun selv er ud af et kuld på 9 – og alle var små. Så jeg tænkte det nok bar den vej, omend jeg godt nok syntes det var nogle store ting, der bevægede sig rundt i mine håndflader, når jeg mærkede på maven.

Lørdag morgen kl. 4 vågnede jeg ved hun kastede op. Hun gispede og virkede lidt opkogt. Jeg tog temp – den var stadig normal ( den falder op mod fødsel – for så at stige igen ). Hm – men hun lignede godt nok en tæve i begyndende opblokning. Spise ville hun heller ikke rigtigt.

Senere spiste hun så faktisk morgenmad, men tøvende. Så begyndte temperaturen at falde. Hun pustede stadig og ville nu ofte ud og havde lidt dårlig mave. Det syntes jeg var lidt tidligt i forløbet – det plejer først at komme til sidst i processen.

Marieanne skulle med til fødslen, så jeg kontaktede hende og sagde processen var i gang. Der ville dog nok gå noget tid, for temp havde ikke været nede og vende endnu. Vi blev dog enige om vi lige godt kunne vente sammen, så hun tog af sted mod Amager.

Vi havde en hyggelig dag, og hyggede med at bage småkager osv. Det er bare med at opretholde noget der ligner en alm. hverdag så tæven har ro.

Temperaturen kom så ned under de 37, og hun begyndte nu virkelig at puste meget. Det var lidt spooky – normalt er der intet at mærke på tæven, når temp er nede – det begynder først, når den stiger igen.

Da temp nåede 37,3 ( og normal temp er 38,1 ) fik hun veer. Man kunne se det trak hen ad ryggen på hende, og ret hurtigt blev det presseveer. Vi var i gang med at se julefilm på netflix – og det blev hurtigt pakket væk for at hjælpe Prima.

Jah – og så gik tiden og presseveerne blev vældigt voldsomme og kom i serier. Men vandet gik ikke, og der kom ingen hvalpe. Intet at mærke i fødselsgangen. Min dyrlæge havde sendt en sms, om vi havde fået hvalpe – så jeg ringede lige til hende og vendte situationen. Vi syntes nok vi var vant til der ville være gået noget vand eller kommet en hvalp efter 1 times presseveer. Det var også det normale, men det KUNNE også ske, det vi oplevede. Hm……….

Efter yderligere 20 min, hvor Prima begyndte at virke træt og veerne væltede ind over hende, kunne jeg ikke tage ansvar for det mere. Tænk hvis hvalpen var vandret ind i det andet horn i stedet, og nu lå på tværs. Det har man da hørt om. Talte med Nina igen, som også mente det lige burde tjekkes. Da var kl. 2 om natten – så af sted med os.

Jeg kørte bilen, da jeg kender den – og Marieanne sad med Prima. Halvvejs siger hun pludselig – okay, nu er væskeblæren der altså. OKAY ??? så sker der da noget – og mig køre ind til siden og få noget lys på, så vi kunne se hvad der skete. Da vi holdte der stoppede veerne. Nå – vi fortsatte så. Vi havde ellers lige håbet vi kunne vende om, og så føde hjemme.

I det øjeblik vi lander på P pladsen ved dyrlægen, så kommer første hvalp, og Prima skriger højt. Jeg har fat i hende og Marieanne tager imod hvalpen. Ind på brystet med den – og så ind til dyrlægen. Først der får vi kigget godt på den. En stor fin tri tæve. Med streg under stor.

Prima bliver undersøgt og alt er fint – og vupti – så kommer næste hvalp.

Jeg har mest travlt med at være der for Prima, men da jeg får kigget på hvalpene, får jeg nærmest et chok. HOLD da kæ.., de er store. Nina tænker det samme – og vejer dem. Den han hun lige har taget imod vejer 451 gram – og tæven 370. Dermed forstår vi det har taget så lang tid at få dem presset ned/ud. Nogle gange skal tingene forståes baglæns.

Nå – vi kører hjem igen, og der fødes yderligere 5 hvalpe. Dvs Prima får 7 i alt. Alle 7 KÆMPE store. Jeg har da aldrig hørt om eller set så store colliehvalpe. De plejer at ligge på 200 – 250 gram her i huset – og der har skam også være nogen, der var en del mindre.

3 stk ud af 50 har været over 300 gram – og det var kun lidt over. Så det her var jo et kvantespring. Født på dato – så det er ikke fordi hun er gået over tid.

De fordeler sig således :

tri tæve, 370 gram
tri han, 451 gram
Zobel han, 416 gram
Zobel tæve, 400 gram
tri han, 420 gram
tri tæve, 399 gram
tri han, 440 gram

7 store, sunde og yderst aktive hvalpe. De ligner nogen, der er 1 uge gamle – ift hvad jeg plejer at have.

Tænk lille Prima har haft sådan en omgang i maven. Lægger man det sammen, er det ca 2.8 kg hvalpe – det er jo helt vildt. Ikke noget at sige til hun var stor.

3 moderkager kom ikke ud – navlestrengen knækkede idet hvalpene blev skudt ud, og det var umuligt at få fisket dem ud bagefter. Så da kl. blev 10 søndag morgen, måtte vi lige ned til Nina igen. Hun kan nemlig “ting” – fiske moderkager ud fra helt bagest f.eks. Det er bare med at få dem ud, så man ikke pludselig står med kæmpe infektion.

Sikke en omgang for Prima, at føde sådanne 7 kanonkugler – men hun gjorde det så flot. Hun er dælme sej, den lille <3 – og en kanon mor, kanjeg konstatere nu. I skrivende stund er hvalpene 1½ døgn gamle, og har alle taget flot på – ca. 30 – 50 gram allerede.

Nu kan vi gå julen i møde, med sådan en dejlig lille familie liggende i soveværelset. Det bliver ikke meget mere hyggeligt!!

Jeg vil snarest lave et album i “galleriet” med J-kuldet. Så vil der komme kontinuerlige foto-opdateringer der.

KÆMPE tak til Marieanne for assistancen. Det var godt, vi var 2 – for der skulle knokles i perioder. Vi arbejdede kanon sammen, så super fin oplevelse, det hele!

Så er vi på dag 58 – i teorien 5 dage tilbage. Nu er vi forbi skæringsdagen, hvor hvalpene burde kunne overleve.

Primas temperatur kører allerede noget op og ned, så jeg kunne forestille mig de bliver født lidt før terminsdato. Det må vi se……….

Det begynder at blive tungt for hende, og disse dage synes jeg maven er vokset, hver gang jeg kigger væk. Hun virker totalt fyldt op med hvalpe, synes jeg. Jeg kan se de sparker helt oppe i solar plexus – og hele vejen til under lårene.

Hun har skullet ud om natten den seneste uge – og af med afføring. Alle mønstre og rutiner har ændret sig. Det har været bitte portioner – men meget hyppige. Nu er maven så faldet ned – og nu er vi tilbage ved normen igen. Helt tydeligt at tarmene har været klemt totalt sammen, og det har forstyrret.

De store kasser med legetøj, står urørt. Legetøjet plejer at ligge i hele huset, og hun har noget i munden en stor del af dagen. Pt leger hun overhovedet ikke. Vi går små ture, hun er stadig MEGET sulten og så hviler hun meget. Jeg glæder mig til at få min lille lynkineser tilbage. På det her tidspunkt i drægtigheden synes jeg altid det er SÅ synd for dem, at de skal bære rundt på den store mave og være besværede.


Her er Prima set oppefra, mens jeg lavede aftensmad i dag.

I lørdags var vi nede og få den sidste herpesvaccine. Nina satte lige en scanner på, bare fordi hun var nysgerrig. De er så store nu, man ikke kan tælle dem – eller se dem alle sammen. Kun de nederste 3 kan man lige fange, hvis man er heldig. Det gjorde hun så – og der var godt nok liv og glade dage. De ligger utrolig tæt, sagde hun…………Men i øvrigt syntes hun ikke Prima var så tyk, som man ville forvente med 7 hvalpe i maven. Hun vidste dog godt, at collier kunne narre, fordi de ofte bar det utroligt flot.

Der kan jo snildt være gået nogen til – men egentlig tror jeg det ikke. Hun havde taget 4 kg på ( 8 dage inden fødsel ), og alt hun spiser går til hvalpene. Jeg synes hun er blevet lidt mere spidsrygget og ribbene føles lidt mere, men hun spiser flot og hele tiden, så det må være sultne hvalpe 🙂

De her dage er der så virkelig voldsom vækst, og maven vokser nærmest fra time til time. Hun er besværet nu, og også begyndt at ligge og gispe til tider. Hormonerne arbejder i kroppen nu.

Nu er det “bare” at vente. Planen var at være hjemme 24/7 ved hende nu, men i går måtte jeg af sted og få Silver aflivet. Det har jeg skrevet om i News. Det var både uventet – og ventet. Ventet, fordi jeg i okt fik at vide hans nyrer ikke var gode mere, og han kørte på lånt tid. Uventet fordi han livede gevaldigt op på nyrediæt og væk var alle symptomerne og den ændrede adfærd. Men det var en stakket frist – og de kom tilbage her den seneste uge. Dertil også tynd mave. Ikke hele tiden – kun de 1-2 gange i døgnet som normalt, men det var som om kroppen ikke kunne finde ud af det mere. Jeg gav skånekost, prokolin, probiotika – men det ændrede ikke en døjt. Han blev tiltagende lidt diffus, og begyndte igen at virke lidt “småfuld” og ikke kunne styre sine bagben.

Lørdag sagde jeg så til Nina, at jeg mente det var tid – og jeg fik så en tid mandag til at sende ham afsted. Det var perfekt timet. Han fik en masse godbidder – og kun 20 sek efter den bedøvende sprøjte eksede benene under ham og han faldt faktisk sammen. Det var ekstremt hurtigt – og også tegn på systemet ikke duede mere. Han ville aldrig være vågnet af den igen, men fik selvfølgelig alligevel den sidste, afgørende sprøjte. Men det var lige før den ikke var nødvendig. Det viste, om noget, hvor slidt han var indeni.

Det er en intens tid lige nu – med liv og død i et stort virvar. Sådan synes jeg næsten hele 2019 har været. Et rigtig mærkeligt år. Ekstremt komprimeret – der har været oplevelser nok for 3 år. Mindst.

Men nu venter vi – og vi er klar. Der er lavet vagtplan, så uanset hvornår Prima skulle finde på at føde kommende uge, så er der en medhjælper klar. Skal man akut afsted til dyrlæge, er det rart at være 2.

De store juleindkøb er foretaget – for hvem ved om der er tid til det dagene op til jul ?

Så er vi landet på dag 53 i Primas drægtighed. På lørdag skal vi til dyrlægen og have sidste herpes-vaccine, og derfra har jeg barselsorlov. Ingen aftaler eller lign. – jeg skal kun være hjemme ved hende.

Lige pt synes jeg maven vokser dag for dag. Hun er ved at være ret stor nu – og når hun ligger på siden, kan man se de små sparker og mosler rundt derinde. Det er altid super fascinerende at sidde og iagttage. Hun er fyldt op med hvalpe – de er “all over” – helt nede fra mellem bagbenene til op under ribbenene. Jeg er spændt på om vi nøjes med de 7 dyrlægen så – eller også er det bare nogle meget aktive af slagsen – som futter en masse rundt 🙂

Prima selv tager det totalt cool. Jeg kan huske andre tæver i huset – bl.a. Summer. Når de små begyndte at sparke røg hun op, og kiggede fovirret på maven. Hvad var nu det ??? Og ja, hvor skulle hun vide det fra ? Det er da mega mærkeligt at noget rumsterer i maven.

Prima er bare totalt i ro med alt – som altid. Den hund har et overskud, der siger spar to <3

10 dage til fødsel ( efter bogen ), men stadig alt for små til at overleve. En ting er størrelsen, noget andet at tæven til slut udskiller nogle hormoner til dem, som skal gøre deres lunger klar til selv at trække vejret osv. Det er givet heller ikke sket endnu. Man siger man skal forbi dag 56 for at hvalpene kan overleve.

Summers H kuld blev født dag 55 – alt, alt for tidligt. Men der måtte akut kejsersnit til, da en død hvalp derinde forgiftede fostervandet med coli-bakterier. Mor fik meget høj feber akut, og vi ilede til dyrlægen, som kunne se hjertelyden var skidt på de små. Så ud måtte de – og sandsynligvis ville de ikke overleve. I den situation må jeg være ærlig og sige, jeg er helt ligeglad med hvalpene. Det er tæven, det handler om – og Summer jeg var bekymret for.

Prøver viste da også Summers hormonnivueaer slet ikke var til, at hvalpene kunne overleve. Nå – summa summarum – det gjorde de, men jeg har sjældent knoklet så hårdt. De vejede 100 – 130 gram – og alt var gået som det skulle, til bakterier pludselig forgiftede fostervandet, så det er nok den vægt man må forvente på dag 55.

Det er ½ str og også derunder ift hvad man gerne vil have en nyfødt colliehvalp vejer. Så den sidste uge er der eksplosiv vækst. Prima må ende med at ligne en strandet hvalp, når jeg ser hvor stor hun allerede er.

I går var hun i bad, og fik klippet bukser og mave – så vi kan se, hvad vi arbejder med til fødslen. Derudover kan de lange hår snor sig om en hvalpehals, således at hvalpene kan hænge fast i mor, når hun springer ud af kassen. Det skal vi ikke have noget af.

Jeg er mega spændt – hun var en drøm der gik i opfyldelse, da jeg fik hende – og nu kommer der flere små drømmehunde. En blanding af hende og Donna ( gennem Bobby ), er virkelig en drøm, der går i opfyldelse.

d. 6 dec var hendes faster oppe til sidste og afgørende prøve med sin blinde ejer. Faster Nouki har boet et par år hos Johanna, som selv er svagtsynet, men arbejder med at uddanne blindfører-hunde. Det tager lang tid – år. Hun har lagt hele basis – og tidligere i år flyttede Nouki så ud til sin nye ejer, som hun skal arbejde for i hverdagen. De bestod prøven med bravour og hun er nu certificeret blindeførerhund og arbejder som en sådan.

En collie, som blindeførerhund ? Jeg ville ikke have troet det var muligt, før jeg selv så det – og mødte hundene dernede. Man faktisk er Nouki den 3. eller 4. Boppi ( hundene fra Bopparder Hamm ), som bliver dette. Prima har en moster også, som arbejder sådan – og en fætter. Jah – og Johanna er nu i gang med at uddanne den næste.

Jeg er fuld af beundring for Verenas avlsarbejde. Hendes opdræt er mentalt stabile collier, som jeg aldrig har set tilsvarende. De besidder en indre ro, som er fantastisk og hviler i alt de gør. Jeg har udsat Prima for alskens ting – åbne vindeltrapper i metal, elevatorer, markeder m.m. – hun fører altid an foran mig, og synes det er super spændende det hele. Glad hale og stor oplevelsestrang. Så vender hun sig lige om engang imellem – “Er du med ?” Yes, det er jeg – og så er hun på vej videre igen. Jeg har endnu ikke set hende udvise “uha” ved noget som helst – jeg tror slet ikke det bor i hende.

Typisk så elsker hundene dernede også bare mennesker. Glemmer ikke da jeg tilbragte en dag der, og særligt Primas farmor Donna hele tiden ville kontakt og bare var SÅ glad for man var der. Ikke overgearet – stille og roligt, men nøjs, hun ville os gerne. Hun er til dato den mest imponerende collie, jeg har mødt. Udover sit utroligt søde væsen, har hun også et hav af titler – bla IPO3 – og hun er besøgshund for børn.

Det siges ofte at de der “brugshunde” er nogle skarpe nogen – men min erfaring er den modsatte. De gode af dem har super sociale kompetancer og hviler utroligt meget i sig selv.

Jeg var lykkelig, da jeg fik lov at købe Prima – for hvalpene dernede sælges rundt i hele Europa til ekstremt dygtige hundeførere. Endnu mere lykkelig, da jeg fik at vide hun var en kopi af farmor Donna.

Hun mere end lever op til forventningerne – og nu indfries næste drøm. Nemlig afkom med dels hendes gener – og Donnas.

Nu skal vi bare have overstået fødslen – og jeg krydser alt for det går helt efter bogen. Og så kommer den gode tid. Jeg ELSKER at have hvalpe!


Primas faster på arbejde – jeg er så imponeret.

Så er vi kommet ind i december. Tiden går stærkt pt.

Jeg synes dagene ligner lidt hinanden pt – men det er skam hyggeligt nok. Tidligt op, ud og gå de lange ture – hjem og evt. vaske en hund eller to. Gøre rent – og gøre rent igen. Gulve og omgivelser bærer kontinuerligt præg af det fugtige vejr vi har haft gennem lang tid. Vi har haft nætter med frost, og alt er dækket af rimfrost på den tidlige morgentur – SÅ smukt. Men hov – så tøer det, og så er det sjask igen.

Jeg kom godt igennem min tandoperation. Det var en såkaldt rodspids-amputation. Man fandt ud af jeg havde betændelse i en tandrod i en rodbehandlet tand. Jeg har absolut intet mærket til det. Men det kan åbenbart være farligt at gå med, da der ikke er så langt ned til hjertet. Jaja har jeg tænkt, det går nok – og også skelet lidt til prisen. Men en bekendt, som er tandplejer kunne nogle godyle skrækhistorier, når det gik galt – og så blev jeg alligevel lidt nervøs. Der er børn og hunde, der har brug for mig.

Det er gået godt – men det er noget af en omgang. Tandkødet skæres op og løftes ligesom af, så rødderne er blotlagt – og så bores roden af, der fyldes noget i – og lukkes igen. 10 sting blev jeg syet med. Min kind var kuglerund dagen efter, men det gjorde faktisk ikke så ondt som frygtet.

Nu er det historie, og jeg behøver ikke spekulere mere på det. Det er rart.

Nu ser vi fremad – og nu begynder jeg at glæde mig til at det kommende kuld kommer til verden. Prima er godt nok blevet tyk allerede. Hun gik i 7. uge i går, og har taget 2,1 kg på – og det hele sidder på maven. Stadig slank, og man kan let føle ribben m.m. – men maven er blevet stor.

Hun er frisk, glad – og går uden problemer de lange ture. Hjemme hviler hun dog mere og hun gider ikke lege så vildt med de andre mere. Det er rigtig godt, hun passer på sig selv. Så er hun sulten – som i MEGA sulten. Jeg vejer hendes mad – for det er vigtigt hun heller ikke bliver tyk nu. Men hun sidder hele tiden lige ved siden af mig – eller bag mig i køkkenet. Stirrende øjne totalt fastlåst på det mad jeg måtte have gang i.

Jeg glæder mig vildt til at få hvalpe, men savner også vores træning og at kunne være lidt vild og tosset med hende – og hendes madness-gen. Nu er hun mest bare sulten. Hver ting til sin tid………Sådan er det.

Jeg skrev sidst jeg ville få Charlie retur her. Det bliver der ( heldigvis ) ikke noget af alligevel. De har fået lavet en udvidet allergitest på sønneke – på både spyt, pels og hud fra hund, og han reagerer ikke på det. Læger er ofte hurtige til at synes man skal af med kæledyrene ( har jeg selv prøvet ifm min allergi ), men det burde altså ikke være Charlie han ikke kan tåle. Så nu leder de videre i omgivelserne.

Udover hundevaske, hundegarn og undervisning på hundeskolen ( hund, hund og hund 😀 ), skal jeg have lavet hegn her i haven den næste tid. Et ellers flot pileflethegn er ved at være mørt, og jeg tvivler på det er hvalpesikkert. Første 2 fag er skiftet ud med et trykimprægneret bræddehegn – så mangler bare 10 fag 😀

Herunder et billede af Balto, jeg fik forleden – af netop sådan en magisk morgen med rimfrost og sol.

Smukke dreng – Balto = Lapinette´s High Voltage

Så sidder jeg her en tidlig morgen, og venter på det bliver lidt lysere udenfor, så vi kan komme på tur.

Jeg vågnede mega tidligt i dag, for der venter en tandlægetid, som indbefatter operation, og det er jeg ikke så stolt ved.

Men nu er hjemmesiden opdateret på hvalpesiden, så intet er så skidt det ikke er godt for noget.

Mandag var en spændende dag. Da jeg var ung og boede i London, tog jeg på pubcrawling. I mandags var det så vetcrawling – nuppede den ene dyrlæge efter den anden 🙂

Startede om morgenen hos Jens – og HD + AD foto af Kayleigh. Kayleigh er fra Kennel Springmist i Sverige, kusine til Prima – og jeg har avlsretten. Hun er simpelthen allerede blevet stor og gammel nok til vi skal i gang med den slags. Hvor bliver tiden af ? Jeg synes stadig hun bare er en lille hundehvalp <3

Nå, men done John – og dyrlægen mente alt var fint. Nu venter vi så på hvad DKK siger.

Hjem med Sanne og Kayleigh – og så af sted igen med Prima til scanning. Nu kunne de nemlig tælles, de små – og man kan måle på dem og få en ret præcis terminsdato. Det sidste er især rart, når jeg godt selv kunne regne ud, vi landede ret meget oven i juleaften.

d. 22 dec skulle så være termin – og det er super perfekt. Bortset fra min dyrlæge rejser til Sverige på juleferie d. 21. GYS – hun er altså rar at have i baghånden. Men det er hun så lidt alligevel, for hun gav mig sit privatnr – og HVIS noget skulle opstå, så kan hun ringe Martin ind. Ih,så blev jeg glad igen – Martin er en guldert,og jeg er lige så tryg ved ham, som ved Nina.

Men forhåbentlig opstår der ingenting – Prima er ung, frisk og i topform. Jeg er bare fan af livrem og seler.

7 stk hvalpe fandt Nina – men hun kan ikke afvise der er flere. Men 7 er der med sikkerhed i al fald. Jeg ved så godt antallet kan ændre sig inden fødsel.

Prima selv har det fantastisk. Hun har på intet tidspunkt i drægtigheden haft madlede, kvalme eller ubehag. Tværtom – hun er MEGA sulten. Og bare så glad. Tempoet er sat lidt ned og hun sover noget mere, men hun jodler rundt og ser bare så tilfreds ud. Det er i al fald dejligt nemt.

Der har det seneste år været rigtigt mange henvendelser på hvalpe. Især fra udlandet. Flere har jeg sagt nej til, for det har indbefattet hvalpen skulle være her til 15 ugers alderen, og det har jeg lovet mig selv ikke at gøre mere – kun ved helt særlige lejligheder. Det gør alt for ondt at skulle af med dem i den alder.

En finsk super-duper hundefører havde også lagt billet ind, men har så i mellemtiden hentet hvalp hos den kennel Prima kommer fra, og har hænderne fulde. Men hun er stadig meget interesseret og nysgerrig, og har nu booked flybillet for at komme og se dem. Hvor MEGA spændende – og jeg glæder mig til at træffe hende!! Hun og hendes videoer af Primas mormors kuldbror, var en af årsagerne til jeg endte op med en Boppi 🙂

En af de ting, som netop er fulgt med købet af Prima er et kæmpe netværk rundt i hele Europa med andre collie-workoholics, og det er MEGA spændende og inspirerende.

Som stort set oplevet hver eneste gang ifm hvalpe, så når de er ved at være der og det er en realitet, så hopper folk fra igen. Det kan der være mange grunde til. Hvad der føltes rigtigt for 1-1½ år siden, er måske ikke rigtigt nu. Der kan være stødt sygdom, flytning osv til – og det er HELT i orden.

Derfor skriver jeg heller ikke folk op mere – den besked har alle fået, når de har henvendt sig. For at skrive op forpligter mig, men ikke den opskrevne. For erfaringen er de fleste alligevel ikke er klar, når tiden så oprinder. Jeg har bedt folk følge med, og når så der er konkret info om der er hvalpe på vej, så må de melde ind der.

Jeg kan faktisk ikke huske alle, der har henvendt sig – men jeg kan huske jeg har besvaret en del mails. Et par stk har så skrevet, at det desværre ikke passer alligevel pt.

Jeg har pt kun et par hvalpe, jeg stensikkert ved har et godt hjem som venter – så det er altså nu muligt, at komme i betragtning 🙂

Jeg glæder mig som et lille barn – 2½ år siden jeg sidst havde hvalpe.

Det bliver en fantastisk jul!!

Det er ikke fordi jeg har tendenser til det drikfældige, at jeg rationerer – men hver onsdag og lørdag må jeg tage et glas rødvin til maden 🙂

Det er til gengæld en rationering af belønninger/godbidder – og træder i stedet for kage og chokolade 🙂 Når man ønsker at ændre en adfærd, skal man erstatte den med en anden. Det er børne-lærdom, når man træner hunde 😀

Men sjældent har det føltes så fortjent som i dag, med et glas rødvin til maden.

For nu er det ganske vist – vi venter hvalpe 😀

Jeg har i dag set små bobler på en skærm hos dyrlægen. Det er godt nok lidt tidligt – og planen var også scanning på mandag, hvor man kan se hjertelyd og også tælle antallet af fostre. Den aftale holder vi fast i.

Men da Prima til morgen efter sin normale afføring, leverede en tynd klat – så fik jeg flash back til Fanny og hendes resorbationer. Der var første tegn nemlig lige præcis sådan en omgang.

At Prima var drægtig, var jeg ret sikker på – men det er farligt at melde noget ud, inden man har en dyrlæges ord for det. Men uha da – sådan en klat der, smadrede lige luftkastellerne og drømmene – eller manede i al fald usikkerhed omkring dem.

Er der en ting, jeg har lært – er det at jeg duer ikke til at gå og spekulere. Så hellere betale sig fra vished. Så heldigvis havde min dyrlæge tid i dag til at scanne – og der var fine bobler derinde 🙂 Sunde og raske – og lige som de skal være på nuværende tidspunkt. Så 2 fluer med et smæk – drægtighed bekræftet og også vished for alt er som det skal være.

Dyrlægen talte dem ikke, hvilket hun ellers er en haj til. Det er lidt for småt endnu – hun konstaterede blot de var der, og alt så rigtigt ud. Men første view viste, der i al fald er 5. Så må vi se om der er flere på mandag – det kan snildt være, da hun ikke ledte efter flere.

Den lille tynde klat, kan så skyldes hormoner, sagde hun – for Prima er ellers hunden med jernmaven, der aldrig never ever har dårlig mave. Der har da heller ikke været noget siden. Eller også har hun fundet noget spooky på tur. Hun er MEGA sulten pt – og når man bor i byen, er der mange fristelser for en lille hund på gåtur. Pizzaskorper, madpakker og gamle kødben er bare nogle af de ting jeg har hevet ud af munden på hende seneste uge. I går så jeg dog ikke hun fandt noget – men afvise det kan jeg ikke.

Weeeeeeeeee – Wow, jeg glæder mig. Et kuld der har været 5 år undervejs. 3 år på at finde rette tæve til at føre linien efter Donna/Honey videre – og så har Prima skullet vokse til – og har også vist sig at være mere end jeg nogen sinde kunne have drømt om. Hun er den mest fantastiske, lille hund med det sejeste temperament og et arbejds-drive jeg ELSKER.

Nu er det “bare” at vente – og så lander de små sådan ca. jule-aften. Yes – timing er en herlig ting.

Derudover blev Silver 13 år i går. Han er blomstret op, og laller glad og fro rundt. Leger med tæverne, og synes livet er herligt. Sikke en gave!!

Der er så ingen roser uden torne – det nævnes ofte, mange sælger glansbilleder på de sociale medier og en kunstig virkelighed. Det gør jeg ikke – her får man det hele 😀

Min vandvarmer stod af forleden, og jeg måtte ud og finde nogle penge jeg ikke har, for at få en ny. GOSH, jeg er træt af alting går i stykker lige pt, Heldigvis bor der en masse søde mennesker omkring mig, og en af dem spenderede 4 timer på at hjælpe mig med selv at sætte den nye op. Jeg ELSKER vort lille samfund her. Alle hjælper hinanden, hvor man kan. Som en jysk landsby – eller canadisk flække, man ser på film. Jeg har aldrig følt mig så meget hjemme, som her.

En anden “torn”, er at jeg får en af mine hvalpe retur. Næste mandag. Sønnen i familien har allergi – og jeg har fulgt det seneste 2 år. Han bor 1 uge hos far, hvor der intet er galt – men hjemme hos mor er det slemt. Hos mor bor vovse. Der er taget alverdens tests – og umiddelbart burde han tåle hund ( men ikke støvmider ), men det gør han så bare ikke alligevel, og det bliver værre og værre. De har prøvet alt, stort set.

Så Charlie flytter hjem til mig næste mandag – og så må vi se, hvordan det går. Måske ændrer det ingenting hos ejer – så kommer han retur til dem igen. Men måske reducerer det allergien hos sønnen, og så bliver Charlie foreløbigt her, og så må vi se om der er et godt hjem til ham “derude” – ellers bliver han bare her.

En utroligt ulykkelig situation for familien. Men jeg håber at kunne bære Charlie igennem det. Det er jo det man har kennelmødre til!

Cheers!
*

Charlie

Nu er sommeren seriøst ovre, og regn, rusk og også frost har indtaget lille DK. Jeg elsker den her årstid. Jeg kunne godt undvære voldsomt regnvejr på vores gåture, men selv det har sin charme – og kaffen er god bagefter.

Det har været en mærkelig periode, den sidste her. Alt muligt er bare gået i stykker herhjemme og har drillet. Bilen skulle til syn – og det passede så fint med service lige inden. De fandt så et par ting, som skulle skiftes – men det var over serviceaftalen. En eller anden knold har så for nogle mdr siden bakket ind i min bil på en P plads, og lavet hul i en af baglygterne – og ikke lagt nogen seddel i forruden. Tak for det!!

Så det fik jeg selv lov at betale – men nu er det så fikset til syn. BUM – så fik jeg et stenslag i forruden sidste weekend – og hvor ruden flækkede 20 cm. Mig ind og tjekke synsregler – og nej, det duer ikke :/

Så ny forrude var en realitet – og selvrisikoen på 3600 kr. Det er dælme dylme dyrt, når man ikke har meget at rutte med. Samme dag slog relæet herhjemme fra – og igen, når man slog det til. Udelukkelsesmetoden viste det var komfuret, der gjorde det – og jeg rykkede det ud fra væggen og kunne intet se bagved, der kunne afstedkomme det. Nå – så måtte en elektriker jo bestilles for at se, om det var lig med nyt komfur – eller endnu værre – noget i systemet INDEN komfuret. Ledningerne løber jo i væggene.

Jeg begyndte at synes det var noget træls, det hele.

Anyway – min venindes svoger bor også herude, og han kan lidt alting. Så han kom forbi for at kigge på komfuret/el. Da han fik skruet det fra hinanden, sad der en mus inde i komfuret – med en pote på hver sin uheldige pol. Så det var den der kortsluttede det hele. Jah, det havde den så heller ikke overlevet. En noget effektiv musefælde der.

Da den blev fjernet, så kørte det hele igen. Pfyh………..og nu er min forrude også skiftet, og bilen synet uden anmærkninger.

Tiden går med gode lange gåture – og vi går ofte 7-8 km på morgentur. Donna og Casey skiftes til de lange ture der, og begge klarer dem uden problemer. Fanny og Prima er altid med.

Egentlig holder vi træningsfri – men så alligevel ikke helt. Prima er hamrende sulten pt – jeg har aldrig set noget lignende. Hun tigger non stop, og gåturene er en lang søgetur efter mad. Så det udnytter jeg dybt kynisk – vi går spor 😀 Hun ELSKER at gå spor, så tænker hun er meget tilfreds. Men det er let at hæve kriterierne og gå ret langt uden godbidder, når hun er så tunet ind på at finde mad. Så det er lidt win/win. Hun er herre-sej til spor, og jeg glæder mig til vi kan begynde at gå til prøver i det.

Prima er så i øvrigt noget mere afdæmpet end vanligt. Jeg har 2 store kurve med legetøj. Normalt ligger det ud over alt, men nu ligger det i kurvene pænt og nydeligt. Prima ligger i sofaen og putter i lammeskindene og er traaaaaaaat. Men vil meget gerne gå tur – og spor om eftermiddagen. Men MEGET sulten og vældig træt – jeg synes det er rigtigt gode tegn ift en evt drægtighed.

Fanny er meldt til rally ude ved Lone i Dragør. Super at få trænet nyt sted med en masse nye hunde og førere – og champion-øvelser. Hun har leveret noget ret fantastiske ekspert-prøver i år, så nu bruger vi vinteren på at blive champion-klasseklar. Det skal vi nok blive – jeg synes allerede det meste kører ret godt. Hun har altid været en haj til indlæring.

Men LIGE nu nyder vi mest efterår, gåture, varm kaffe, æblekage, strikketøj, vinterklargøring af have osv.

I går blev Icha Rally Begynder Mester. Dette var titel nr. 13 mit opdræt har taget her i 2019. Jeg har i årevis brændt for at collien som race, skulle ses mere som sports/arbejdshund end en nysselig selskabshund.

Det er SÅ FEDT at opleve al denne aktivitet og noget af det jeg har drømt om i den grad sker nu!!!

Jep – sofa og netflix kommer lige om lidt. Sammen med strikketøj. Velfortjent efter nogle dage med fuldt fart på.

For et par uger siden havde jeg de 2 gamle vovser til dyrlægen. Det er beskrevet i forrige indlæg. Det nye er at skift af foder har gjort KÆMPE forskel. Jeg blev rådet til at skifte til et foder, der skåner hjerte og nyrer – og jeg skal love for det har været godt. Donna havde let hjertearytmi – og Silver dårlige nyrer og tab af muskler. Donna har på intet tidspunkt virket gammel eller svag, men hun har godt nok fået en energi der siger spar to. Helt i front på de 5 km lange gåture i de store skove på Amager.

Det kan Silver så ikke mere, men han er ikke længere diffus, og lægger også op til leg med de andre. Han står og går pænt på sine ben igen. Nu tror jeg uden tvivl han nok skal blive 13 år her d. 11. nov.

Prima var lige kommet i løbetid i sidste indlæg – og nu har Bobby været her 3 dage, og har opvartet hende. 2 fine parringer er det blevet til – men derudover fik jeg jo lavet en sædprøve på ham for 14 dages tid siden. Han er jo ikke helt ung mere og det er 4 år siden han fik sit første kuld.

Den viste hans sæd er helt i top – super duper god. MEN – han producerer ikke meget prostatavæske mere, og det er næring til sæden. Så risikoen for at den gik til uden madpakke var stor.

Så jeg har valgt at oven i de parringer han måttet præstere, at få insemineret, hvor der er tilsat kunstig prostatavæske til sæden. Livrem og seler – han bliver ikke yngre, og jeg synes ikke vi har “råd til” at se hvordan det mon går uden.

2 gange var vi af sted til inseminering – både i går og i forgårs, og begge dage parrede de også naturligt om formiddagen. Der er sendt en træt Bobbyhund hjem retur med pænt tak for lån. Nu er det “bare” at vente og se, om anstrengelserne bærer frugt. Det håber jeg godt nok – jeg synes det er en ret fantastisk kombination, med de briller jeg render rundt med.

Det er “arbejdscollie”- brillerne. Begge hunde er fantastiske – og der ligger fantastiske hunde bag. Sundheden er i top – mentaliteten ditto. Så kan det godt være afkommet ikke bliver udstillings-champions, men det tror jeg vi overlever 🙂

I går kom en KÆMPE roset med posten. Det var fra arrangøren af rallyprøver hos Islandsk fårehundeklub. Donna blev Rally Senior Mester der i sommers, og de havde ikke en “mester-roset” til seniorklassen. Det giver de gerne til begynder og øvede mestre, men da seniorklassen er helt ny, var det overset. “Ej, skidt med det” sagde jeg – det gør altså ingenting. Jeg er bare glad for vi nåede at få titlen.

Så jeg havde bestemt ikke regnet med, der pludselig kom sådan en roset. WAUW, siger jeg bare – KÆMPE stor og med Donnas navn og reg.nr præget på. Det er jeg rørt over – hendes sidste roset, og sikke en <3

Nu går vi lidt i barselsorlovsmode her. Fanny og Prima var begge meldt til prøver her i nov, men dem har jeg meldt fra. Nu er det lange gåture og god, nærende mad, som står på programmet………….og måske lidt spor 😀

Spor er jo sådan set god, nærende mad, man bare selv skal finde i nogle fodspor 😀 Målet er en BPAB titel næste år med den lille sorte 😀 Spor er til dato stadig det vi har trænet mest.

Nå – det var det sofa og netflix der…………..