Blog Image

Lapinettes blog

Op og ned…..

juni 2011 Posted on Sun, July 17, 2011 11:51:44

Livet går jo op og ned – det ved man. Nogle gange kan jeg dog undre mig over intensiteten i den proces. En masse op og ned på kort tid smiley

Startede vel egentlig med at en kollega blev syg – og jeg blev spurgt om jeg ville arbejde fuldtids denne uge ( 11-18 dagligt ). Jeg har så svært ved at sige nej, for jeg ved de har brug for arbejdskraften – så fik sagt jaaaehh. Lidt nølende godt nok – men et ja er det jo.

På vej hjem mandag – så går bilen i stykker. Midt på motorvejen ryger trækket simpelthen og jeg må liste til mekanikeren i 3. gear med 50 i timen. Motoren lyder som en traktor. De vil kigge på den – så tirsdag morgen afleveres den – og så hedder det cykel + bus til job. Det tager 1½ time – så læg lige 2 * 1½ time oven i arbejdstiden smiley

Der begyndte jeg at mærke presset – at nu var det en situation jeg bestemt ikke havde lyst til. Men trøstede mig med det nok kun var en dag – så det gik jo nok. Mekanikeren ringede så – bilen var kaput. En ventil var røget – så en rep. til mindst 20.000 kr. smiley UHA – sikke noget hø. Bilen kostede 60.000 i sin tid – så det kunne vist ikke betale sig. Vendte den med venner og bekendte – og nej, ny bil måtte til. ÆV – for er ellers så glad for min bil. Begyndte at søge rundt – men for dælen, hvor er man blondine-blank, når det kommer til sådan noget.

Endnu et stress-moment – og nu havde jeg 3 timers transport til job fremadrettet – og kollegaen var nu sygemeldt på ubestemt tid.

Fik taget mig sammen og sagt, at jeg ikke kunne blive fuldtids hver dag – og der blev sagt ok. Jeg tænkte selv et godt kompromis var halv skade – så blev halvdelen af tiden ekstra.

Så blev Donna syg – en nat. Hostede og hostede – som sad der noget i halsen, og som hundemor til drægtig tæve, frygter man kennelhoste vældigt meget. Så mig ringe til gode venner midt om natten for at låne bil – og af sted til Dyrehospitalet. Donnas mave var også blevet en del mindre, så jeg bad om tjek + scanning. Rigtig ærgeligt at endnu en gang konstatere at Dyrehospitalet er både dyrt og dårligt, når man kommer i vagten. Ankommet derude viste det sig dyrlægen ikke kunne scanne – og var helt blank på årsagen til hoste. Æv, for en fuser.

Meldte Hund syg på job dagen efter – jeg havde allerede arbejdet de 15 timer om ugen jeg har pligt til, så gjorde det med næsten god samvittighed – eller hånden på hjertet nok sådan lidt fanden i voldsk.

Ned til Nina næste dag og få scannet – hosten var så væk, så det har været noget der sad fast og nu havde passeret. Men jeg havde ret med maven – Donna havde resorberet nogle stk. Der var 4 tilbage. Hvorfor vides ikke – vi gennemgik processen, og alt er jo gået efter bogen. Alt fra dem var væk – så de er gået til 1-2 uger tilbage. Det er så positivt ift resten – at de stadig havde det fint, og havde god str.

Naturen er jo underfuld, så måske de af en eller anden grund bare ikke har været levedygtige, og så “ryddes” der op inden fødsel. Det kan hunde jo – og kaniner i øvrigt også. Der har jeg også oplevet det. Men Donna holdes nu under skarp kontrol – vi var også til scanning i går, hvor alle 4 stadig havde det godt og var vokset.

Så er min datter væltet på cykel også – og måtte syes sammen med 10 sting.

Så alt i alt en uge, som virkelig har trukket tænder ud.

MEN – på positiv-listen :

Donnas hvalpe har det godt – 10 dage tilbage, så skulle der gerne komme 4 stk. sunde varylere.

Min bil bliver lavet – yeaaaahhh! En god ven kender en, som har tilbudt at lave den, selv om det er kæmpe job, og ham og kammerat stod og nørklede hele dagen i går. Kigger man ned i motorrummet er det stort set tomtsmiley . Men jeg er med i hele processen – kan ikke meget andet end servicere med kaffe osv – men de fortæller beredvilligt om alt de finder, og bl.a. har de konstateret at der er fusket godt og grundigt med det topstykke tidligere. En rigtig gang klamhuggeri. Nu bliver det godt – bedre end nogen sinde!

Og så er jeg stålsat omkring jobbet nu. Uhhhh – vil så gerne please omgivelser og gøre alt så godt, så det er svært at sige nej. Føler et stort ansvar også med det jeg er involveret i – så tager gerne ekstra på mig. Men – der var forskellige episoder fredag, som medførte at jeg smyger det ansvar af mig igen. Nu hedder det 11-14. Basta!!

Så totalt ruchebane denne uge – men nu er den landet i god ro og orden!



Hunde, hunde, hunde….

juni 2011 Posted on Sun, July 10, 2011 00:11:56

Jeps – jeg er da vist gået totalt i hundene smiley Disse dage byder på masser af oplevelser med både egne og andres hunde.

I dag var det sidste gang på det hvalpehold, jeg kører for Sydkystens Hundeskole. Hyggeligt – og alle 3 vil gerne fortsætte. Det glæder jeg mig til – og hundene er sikkert groet til dobbelt str. når vi ses igen. Det er i al fald gået stærkt de 8 uger vi har haft sammen. Det var MEGET varmt i dag, så der blev holdt lidt frikvarter, mens førerne drak en sodavand sammen. Kaffe og kage er fantastisk, men det var faktisk for varmt til det i dag. Hvem skulle tro, jeg kunne have det sådan ???

Casey har været demohund på holdet af og til – og lykken var stor i dag, du hun fik lov at holde frikvarter med de små. Hun var lykkelig for at give den gas – og de var lykkelige for at kunne jagte af sted med hende. Små børn synes store børn er fantastiske – åbenbart også i hundeverdenen.

Det udviklede sig dog til noget af en våd omgang, da hende og Balder fandt den ene vandpyt, der var på pladsen – til gengæld af en vis str.

Vel hjemme kom brormand Rammstein på besøg. Han ville gerne vaskes, sagde hans mor – og så benyttede vi lejligheden til at ondulere både noget kaffe, en jordbærkage – og en rallybane.

Vildt hyggeligt – og han er godt nok en glad, lækker vaps smiley

Rammstein i fuld fart…….

Hvor ER jeg bare glad for mine hvalpekøbere, som kommer forbi, holder kontakt, sender billeder m.m. Det er SÅ fedt at følge med……..og gramse på dem af og til. Heldige mig!!

Casey og Rammstein fik også leget en del – så hun er træt til aften 🙂

Vi gik sædvanen tro en aftentur ved stranden. Der plejer at være ret øde, men der var en del mennesker til aften. Også to utroligt søde af slagsen, som kom og hilste på – og gerne ville hilse på hundene. Sidstnævnte viste sig ellers fra værste side, da vi netop passerede en flok heste – og så går der altid hyrdemode i den. Gøen og hoppen rundt i snorene – men vi hilste på, og så var det også collie-folk. Pt dog uden hund – men havde tidl. haft to. Hvor hyggeligt altså……og vi udvekslede numre, og de tilbød deres hjælp til pasning af vovserne osv – og overvejede også hvalp.

En gang collie – altid collie, og møder man andre collie-folk, så går snakken altså – SÅ hyggeligt.

Så en dag fyldt med oplevelser – og i morgen kommer endnu en. Der afholder “min” hundeskole uoff. rallyprøve, så jeg skal tidligt op og ordne og gøre klar. Prøven er åben, og 3 collies har meldt til også, bl.a. søster Cloie.

Glæder mig!



Hverdag

juni 2011 Posted on Fri, July 08, 2011 23:52:42

Jeg holder meget af hverdage. Ganske alm. dage ……… Jeg har intet behov for store fester, lange rejsemål til eksotiske steder eller vilde oplevelser. Til gengæld elsker jeg hverdage med alle de små oplevelser de byder på.

I disse dage jodler jeg rundt over mine hverdage – for de er altså bare super

Havde en grim oplevelse forleden – var til lægebesøg med en mindre ting, men lægen opdagede så noget fælt noget, mente hun. Min hovedpulsåre lød som en vaskemaskine af ældre model – sagde WUSJ WUSJ, hvor der ikke skal være nogle videre lyde. Hun blev noget stille – og oplyste så hun havde gjort et såkaldt “tilfældigt fund” og jeg fluks skulle scannes. Det blev jeg så dagen efter……….

Hun ville slet ikke sige noget om, hvad hun mente det kunne være – for så ville jeg bare blive bekymret smiley Hæ – så bliver man da først bekymret. Efterfølgende snakke med gode venner og google viste så det uden tvivl var udposning på hovedpulsåren, hun havde mistanke om. Sådan en kan springe i løbet af et klask og et skrig – og så er man sådan set ret så færdig som gårdsanger.

Wow……….

Et langt døgn, inden jeg kom til scanning, som påviste jeg altså er ok, og nogle hovedpulsårer bare lamer og lyder forkert, uden der ER noget forkert. Sikke en lettelse.

Men mange tanker når at rumstere rundt – og en ting er sikkert : Jeg elsker min hverdag. Jeg ønsker intet ændret – og mere kan man vel ikke forlange.

Donna er gået ind i 7. uge i dag – og blivere langtsomt men sikkert mere og mere tyk. Hun har det super fint – er blomstret op, som man også til tider ser hos gravide kvinder – og hun stråler bare. Ihhh, hun er smuk, synes lille objektive mig 🙂

Spændende dage på job også, hvor jeg er med til mere og mere. Også hos dyrlægen – i dag var jeg med til sterilisation og også med til at dissekere livmoderen bagefter og finde cyster.

Jeg ville jo gerne være dyrlæge som barn, men UHA NEJ Nette, sagde mine forældre……..så skal du jo se blod og aflive hunde osv. DET holder du ikke ud.

Nu har jeg været med til både blod og aflivning – og jeg synes bare det er spændende, vildt intenst og meningsfuldt. Jeg elsker hvert et øjeblik. Det skulle så være det eneste, jeg ønskede anderledes…….at i stedet have valgt dette som ung, men så er det jo skønt at få mulighed for at prøve det nu.

Vi går nogle dejlige ture mellem alle bygerne – og det er også skønt pt. Der er SÅ smukt ude ved stranden. Så kan jeg gå og summe lidt over kommende trænings-strategi, for nu må vi i gang igen. Der må sættes nye mål for efteråret.

Billederne er fra gåtur i dag. 2 * Casey, og Donna og Andrea side ved side.



Ting tager tid – mange ting tager meget tid :-)

juni 2011 Posted on Wed, July 06, 2011 23:12:21

Jeg erkender det blankt. Jeg skammer mig – og ærgrer mig over – at jeg ikke har fået opdateret mere på denne side endnu. Donna har fået en side, men mangler stadig et par resultatsider og ALLE de andre hunde mangler stadig + hvalpe af huset, som også skal have en hver.

Pfyyyh – man bliver helt svedt. Men der er bare mange bolde i luften pt. Jeg har 3 hold for Sydkystens Hundeskole, som nærmer sig sin afslutning – så har de haft 8 gange hver, og konkret afholder der uoff. rallybegynderprøve på det ene hold på søndag. Det prioriteres ret højt – alt dette arbejde.

Børnene har ferie – og skal hentes/bringes/ fornøjes og underholdes. Det prioriteres også.

Jeg har ikke ferie – er på job dagligt.

Der vaskes hunde ( også andres ), holdes møder m.m. en helt masse – for efter Donnas fødsel tager jeg ingen steder.

Hundene SKAL ud deres 2 timer dagligt og øffe rundt på stranden.

Og så går tiden jo…….

Casey har været ved dyrlægen til sit 1 årstjek, vaccination m.m. Hun var fin over hele linien, og der har absolut ingen reaktion været på vaccinen. Jeg har skubbet den lidt, så hun var helt ovre borrelia, inden hun fik et skud sygdom igen.

Donna bliver tykkere og tykkere – nååååårh, en dejlig mave. Nu er der 3 uger og 2 dage, til hendes terminsdag – og nu varer det heller ikke så længe, inden man kan mærke de små sparke. Uhhh, jeg glæder mig.

Mor Honey var i bad i dag – hun er bare smækker-lækker nu.

Og tjek lige en dejlig flok her fra Sydhavsøerne ( Lolland/Falster m.m. ). Det er Rammstein til venstre – Andreas søn, og Caseys kuldbror. Er han ikke bare blevet en smuksak ? Og heldig er han at have sådan en flok gode venner her!!

Week-enden 10./ 11.september bliver der party party, hvilket jeg glæder mig rigtigt meget til. Hele 5 hvalpe herfra – alle fra C kuldet, er meldt til officielle rallyprøver. Casey, Cloie, Diva, Dina og Rammstein. Hold da fest jeg glæder mig til en week-end pakket med BÅDE prøver OG mine hvalpe og hvalpekøbere. Hele 3 ting på en gang….smiley



Fri ved fod….igen igen

juni 2011 Posted on Sat, July 02, 2011 23:38:28

I dag blev der afholdt endnu et fri ved fod kursus – denne gang i nørd-regi.

Som altid en spændende proces, at følge hundeførerne – de overvejelser de gør sig, og den bevidsthed som udvikles gennem kurset. I dag var der yderligere det element, at der deltog 3 stk. – som har været med på et tidligere kursus.

De har alle 3 arbejdet videre – og tænkt videre hjemme fra sidst, og det kunne man tydeligt se. Meget, meget spændende at være med til at starte den proces – og se resultaterne, samt mærke glæden ved fornyet inspiration.

Der var et par nye elementer med i dag – for netop det, at 3 havde deltaget før, medførte jeg syntes der måtte være noget nyt også. Så det var jo oplagt at teste om hunden nu kunne styres med fødderne – så hænderne blev bundet på ryggen smiley

Hahaha – at se 6 personer vandre af sted med hænderne på ryggen, førte mest tankerne hen på noget med lænkede fanger, og hen og stå på stribe og grave ud til jernbanespor ( hmm – for mange film måske ? ), MEN – heldigvis har vi ingen hæmninger – og er herre-ligeglade med hvad de mange folk i passerende biler tænker – så øvelsen blev taget seriøst. Og virkede da også efter hensigten.

Vejret holdte – så nogenlunde. Lidt regn først – men den tog af, og så var vejret perfekt.

Men hold da fest, et rabalderbrag af en tordenvejr vi fik her til aften. Fra kl. 18.00 – 22.00 har der været non stop torden, og det har væltet ned i stænger. Det var flere gange lige oppe-over. Wow……….sad da her i mit træhus, og overvejede – hmmmm – gad vide, om der egentlig er lynafleder på ?? Nå, men en er jo fra landet, så det er jo ikke noget en god kop torden-kaffe ikke kan klare smiley

Hundene var godt nok noget rastløse henad 22 – for aftenturen havde ladet vente på sig – men så nuppede vi en tur ved stranden. Nu i tørvejr, men stadig med masser af lyn i horisonten. Super smukt!!



Storm før stilhed….eller…

juni 2011 Posted on Tue, June 28, 2011 23:23:23

Der er godt nok drøn på p.t.

Endelig dejlige sommerdage – og så bruges de bare primært bag rattet i collie-kareten. Ud til strand/hjem fra strand et par gange med varylerne….1½ time tager det derefter tur/retur til den anden ende af Kbh med noget sportslejr, som 1 stk. barn herhjemme forlyster sig med.

Så på job – hjem igen – så 1½ time tur/retur endnu engang for at hente mit afkom.

Til aften så også et smut til Solrød til instruktørmøde i Sydkystens Hundeskole – det første jeg deltager i.

Nøjs, en masse tid bag rattet. Jeg overvejer pt om ikke tiden kan bruges konstruktivt til bare et eller andet……..Hm…….Jeg har hørt masser af musik, og nok erkendt at der godt nok er meget musik derude, som er aldeles uanvendeligt til fri ved fod. Jeg kan bare ikke lade være med at forestille mig at gå til det………. 😉

Forude venter en del kurser – bl.a netop fri ved fod – og en uoff. prøve for SHS i rally. Men når vi nærmer os slutningen af juli bliver der stille – HELT stille. Så er det Donna det handler om – udelukkende.

Det gør det jo så allerede – der bliver kræset om hende med lækker mad, gode ture tilpasset de rigtige muskler osv. Kvalmen er væk og hun stor-trives pt. Det gør maven også. 🙂

Jeannette og Karin var et smut forbi forleden – og var også forbi 4-5 dage tidligere. De kunne se forskel på de dage – at hun var blevet større. Hun er bestemt også ved at ligne et omvandrende bakkebord 🙂

I morgen er aftenen fri – så skal Casey og jeg i gang med at få sommerens challenge endeligt og helt i mål. Hund går i 8-taller om 2 pinde stukket i græsset. Fører går i en cirkel udenom hele herligheden. Vi kan næsten…….Det er kun, hvis vi tilfældigvis støder sammen for enden af et 8-tal -så stopper Casey for at indkasere belønning. Det skal vi lige have sat i system – så vi kan sætte flueben ved den!



Kaffen er god

juni 2011 Posted on Sun, June 26, 2011 21:17:58

Kaffen er god – men er den egentlig ikke altid det ?? smiley

Serverne, hvor tidligere hjemmeside lå, er under afvikling – og nu var det altså tid til at få denne side op at køre – som jeg har nusset med den sidste tid. Sikke et arbejde – alle billeder skal loades op individuelt – og tager en krig. Der må vælges og vrages – og hvilke farver skal det hele være i ?

Nå – men jeg måtte kaste mig ud i det, og så må jeg nørkle det sidste på plads hen ad vejen.

Jeg jodler rundt i salig hvalpe-rus pt. Godt kan ikke kan strikke til sådanne størrelser – for så havde jeg siddet og nørklet små lysesrøde og lyseblå ting smiley

Jeg må nøjes med at gå og kigge forelsket på Donna og drømme om, hvad der mon gemmer sig derinde. Ih, det er spændende. Men Nina dyrlæges melding om 8 + sætter da godt nok fantasien i gang – ikke minst med gode navne til de små.

I dag havde vi et Fri ved Fod-kursus på Amager. Som altid en god oplevelse – og i dag var der endda 2 collier med. Et ekstra plus. 🙂

Vel hjemme var der besøg til Donna. En dejlig familie her på Amager, som gerne vil have en hvalp efter hende. Uhhh – det var hyggeligt, og der blev nusset og pusset i lange baner. Super fint – der vil hvalpen få det super godt. Andrea syntes dog godt nok, de skulle kigge lidt på hende også………og lidt mere……….og lige lidt mere smiley

Så efter sådan en dejlig dag – med masser af gode oplevelser – så ER kaffen altså god. Nu venter en lille strandtur med flokken – og så er kaffen sikkert stadig god vel hjemme igen………..smiley



En ny blog

juni 2011 Posted on Tue, June 21, 2011 19:57:45

Nu er jeg den heldige ejer af en såkaldt rigtig blog. Wow……gad vide om jeg kan finde ud af det ?

Det vil vise sig – håber på siden her går i luften i løbet af få dage.

Nette



« Previous