Lapinettes blog

Så må det være tid til at få skrevet lidt her. Overskuddet har ikke været der et stk. tid.

Efterhånden har man jo som hundenørd erfaret at maj og september er de mest hektiske mdr om året. Det er der, der ligger rigtigt mange hundeaktiviteter. Det er jo klart nok – den værste varme undgåes – og kulde ditto. Men det er dælme hektisk til tider.

I år synes jeg det er helt vildt – og vi er kun lige startet på september.

Jeg ved ikke, hvorfor det er værre i år, men de sidste uger har jeg tænkt, det var på kanten af hvad jeg egentlig kan klare. Alle stress-symptomerne kom buldrende.

Det er så ikke kun det med prøver, udstillinger, træning osv – men også en kombination af noget bekymring for hundene. Det er nok det, som trækker mest tænder ud.

For nogle uger siden kunne jeg konstatere Donna havde tabt sig noget, når jeg mærkede på hende. Jeg vejer altid deres mad – hver dag – og hun har fået samme portion i mange år. Man skulle synes at som ældre vovse, kunne det risikere at blive for meget ift hvad en yngre har brug for, men næh………lige omvendt. Så jeg blev jo bekymret for om hun er syg. Samtidig med kunne jeg konstatere hun nu begyndte at få lidt alderdomstegn ift dårligere balance. Var det nu noget begyndende gigt ? Eller fordi hun var syg ?

Hun virkede dog frisk nok. Oppe at køre, når træningsvesten kom på, og leger også med Prima. Jeg vejede hende ved dyrlægen, og hun vejede nu 1,5 kg mindre end hendes normalvægt. Det lyder måske ikke af så meget – men hun er altid holdt slank, så det var i den grad i underkanten.

Jeg købte Canosan, som er et natur-tilskud til hunde ifm gigt – og noget som hjalp Gimli meget. Fiskeolie ditto – og så blev hun sat op i mad. Efter 10 dage havde hun ( kun ) taget 150 gram på. Det gjorde ikke bekymringen mindre. Jeg startede også der for 3-4 uger siden med rygøvelser. for at træne balancen og coren. Så kom DM ind i det her, hvor hun skred ud og faldt på banen. Der var også hamrende glat, da det lige havde regnet en del, men det var en urimeligt snær kombination, som hendes balance sikkert også havde svært ved. Uha, det ramte hårdt. Det at hun nu var GAMMEL. MIN Donna – uha :/

Det gode er, at vores rygtræning faktisk virker – og at hun efter endnu 10 dage ved dyrlægen nu havde taget 600 gram på. Canosanen gør også sit, er jeg sikker på – og hun virker langt mere sikker på benene nu.

Hun er glad og livlig – og har været det hele tiden. Af en eller anden grund har hun måske bare brug for mere mad nu (?) Jeg ved ikke om stofskiftet kan ændre sig på den måde som ældre. Det er ikke sket hos Andrea og Silver i al fald.

Nå – men nu er hun faktisk i ok huld igen, og går en del pænere på sin ben, så det glæder mig. Men jeg mistede også lidt balancen lidt der. Donna har altid været noget ganske særligt-

Prima har hele livet haft nogle ting med sin fordøjelse, som har undret mig. Hun er MEGET glad for mad og sluger alt hun får. Men hun fungerede ikke på BARF, som kom stort set ufordøjet igennem til min forundring, som større hvalp. Så hun kom på tørkost igen, da jeg ikke ville risikere hun ikke optog det hun havde brug for. Det gik godt – og hun har aldrig haft sart/dårlig mave. Til gengæld har hun af og til fået voldsom kvalme efter tyggestænger og lign. Ikke bare 5 min – men måske en hel dag. Jeg begyndte at skrive datoer ned – og det var 3-4 gange om mdn. Jeg begyndte selvsagt at undlade at give hende sådanne ting – men alligevel kunne hun få kvalme af ting, jeg ikke forstod. Kylling skåret i tern og tørret i ovn til træning. Kylling er skånekost ??

Aldrig dårlig mave – kun kvalme, som her til sidst også gav opkastninger.

Så måtte det tjekkes og hun fik hele turen ved dyrlægen. Hun fik scannet hele maveregionen – og der kunne ses lidt irritation i den forreste del af mavesækken.

Så blev der indgivet kontrastvæske – og 1 minut efter fik hun taget røntgen, for at se mavesækken – om der skulle være fremmedlegeme eller lign.

Kontrastvæsken var allerede ude i tarmene efter 1 minut. . Min dyrlæge sagde bare ” HOLD da op” – og da jeg stod med ryggen til, da jeg holdte Prima på bordet, var det jo noget ildevarslende…

Men det var fordi hendes fordøjelse simpelthen er så hurtig, at maden lukkes direkte videre. Det forklarer hvorfor større ting er svært for hende – og er kommet op igen. Det forklarer også hvorfor hun ikke kunne fordøje f.eks kallun. Det rå kød har meget brug for de enzymer, der er i mavesækken for at kunne fordøjes.

Af samme grund har hun fået irritationen i mavesækken, som helt givet har gjort ondt. En ond spiral. Det gode er, at der for så vidt ikke er noget galt med hende. Min dyrlæge havde set det her før hos hunde, og det betyder intet for dem, andet end man som ejer skal undgå at give dem specifikke ting.

Vi fik også det råd i en periode at give hende nogle piller, der lægger en beskyttende hinde i maven 1 time inden morgenmaden. Så hver morgen får hun sådan en. Siden har der intet været overhovedet – og selv en tørret kyllingestang hun fik hapset, udløste ingen problemer.

Men hende og Donna samtidig med hvert deres – synes jeg har været mindre sjovt.

Samtidig med har der jo været knald på med diverse prøver, en masse træning, en udstilling – jah, og I kuldet har vi lige været af sted med og få HD + AD fotograferet. Prima ditto.

Det er som om det hele sker lige nu 🙂

Nu er næste store ting så at få hentet Kayleigh. Så kommer der lidt ro på igen.

Endelig er den ulidelige varme, der har præget tiden helt siden maj måned, aftaget.

Generelt er jeg ikke fan af de ekstremt høje temperaturer, men som hundeejer, er jeg det i særdeleshed ikke.

Meget tidligt op og lufte – så hundene ikke risikerer overophedning ved at løbe og lege på morgenturen. Så en hel dag, hvor de ligger brak – og henunder aften kan man så gå ud og lave lidt. En del aftener har det også været for varmt til det. Vores træning har lidt under denne varme.

Men NU – ahhhhhhhhh – regnvejr og køligere temperaturer. På morgenturen styrtede hundene rundt og jagtede hinanden og havde fest. Ingen tvivl om de nød, det ikke var så varmt mere.

En anden facet er, at varmen også gør noget ved deres pels. Jeg har aldrig never ever set så mange hunde, været fældede totalt og aldeles ned. Det gælder også de fleste herhjemme – tæverne ligner nærmest nogen, der har fået hvalpe. Det er så ved at vende nu, men de har set noget sølle ud.

Ikke at det gør noget, men det er et meget tydeligt tegn på varmen i den grad påvirker.

Jah – i starten af perioden tog vi til stranden morgen og aften og blev kølet ned. Men så kom der bakterievarsel – og så måtte vi finde andre steder at gå.

Her har været feriebørn forbi i lind strøm. Først Nellie og Zico. Så Dixie i 14 dage – og Bassie tog hjem i går efter en 1 uges ferie her i huset.

Da Trine hentede Dixie, havde hun Erika og Hera med fra Fyn. Så blev der nørdet hundetræning 3 timers tid. SUPER fedt. 2 meget aktive hvalpekøbere på Fyn, hvor vi skriver en del sammen om træning, men sjældent ser det irl indbyrdes, da vi bor i hver sin landsdel.

Jeg har faktisk også fået trænet ok her i varmen – men det har været sent om aftenen og primært Prima. Hun har brug for at bruge hovedet. Donna skal i princippet træne en masse rally – men vi har kun fået gjort noget ved det et par gange. Det er til gengæld gået ret godt, så jeg håber rutinen holder DM med. Derefter skal hun have lov at nyde sit otium og gå en masse spor bare for hyggens skyld. Hun bliver 11 år til okt.

Prima blev købt for at overtage Donnas job som træningshund, og det er ren svir de faktisk har overlappet hinanden med 1 års tid. 🙂

Mit største mål for i år er opnået – nemlig at Prima skulle bestå en Beg. B. Så resten er ren hygge og “vi ser hvad der sker”.

Prima og Fanny er tilmeldt nogle prøver – og jeg må finde noget til Casey også. Tænker hun bliver meldt til fælrdighedsprøver + evt. noget rally.

Udover DM, er den næste stort ting dog en udflugt til Sverige primo sep.

I fredags var jeg hjemme ved Sanne og Thomas, hvor vi spiste lækker middag og skålede i champagne, idet vore planer og ønsker er gået i opfyldelse.

Sanne var skrevet op til hvalp efter Fanny – og jeg havde glædet mig til at få en hvalp hjem til dem og bo. Men ak – der kom jo ingen hvalpe. Det var trist – men efter nogle dage ringede Sanne. Nette – hvis du kan finde en mentalt god tævehvalp – efter sunde linier til os, så må du få avlsretten.

Okay ??? Mener du virkelig det ?? Magter du så at skulle undvære hende 8 ugers tid, når hun har hvalpe hos mig ??? Ja, det var helt afklaret – og kun spændende, hvis det kunne lade sig gøre.

Så det var jo nogle spændende muligheder for mig også. Jeg behøvede ikke lede længe – kun eftertjekke noget, jeg allerede havde øje for. Et kuld hvor jeg faktisk skrev til opdrætter : Jah – havde jeg ikke lige fået Prima, SÅ havde jeg lagt billet ind. Efter min mening noget af det mest spændende her i Norden længe.

Så det endte med Sanne og jeg i fællesskab lagde billet ind – og spændende var det, for der var der rigtigt mange andre der også gjorde.

Men – vi blev godkendt – og endda til en zobel, hvilket var Sannes helt store ønske.

Så om ikke så længe, kører vi sammen til Sverige og henter et lille nyt håb her til øen. Hun kommer til at bo 3 km fra mig, og jeg ses jævnligt med dem i forvejen. Det bliver nok ikke mindre fremadrettet + de kommer på hvalpehold her hos mig. Det er TOPspændende – og jah, hun er så Primas lille kusine <3

Jo mere jeg lærer Prima at kende og følger hendes familie, jo mere imponeret er jeg over de hunde. Så det er jo fantastisk med endnu en tæve at de linier i avlen her i huset.

Så meget spændende tider pt – og meget at glæde sig til og over.

Jeg havde ellers besluttet mig ikke at gå op i brugsprøven i dag. Vores apport var pt i stykker – og selv om der var god fremgang, så var den ikke færdig. Det ligger i mig ikke at stille op, hvis jeg ikke føler det er top super.

Det førte faktisk til noget selvransagelse – hele den situation. Et emne, tankerne har kredset om længe uden rigtigt at få fat.

Men here it goes………..

Nu har jeg trænet hunde i 12 -13 års tid og gået til prøver. Gennem årene har noget ændret sig. Eller – mange ting har ændret sig. Man får jo en masse erfaring, prøver en masse, får nogle totalt opture – og nogle nedture. En ting, der afgjort har ændret sig er, at angsten for at fejle er blevet større.

Det er gået godt en del gange, og forventningerne bliver større. Både andres og ens egne. Jeg hører ofte “ork, det klarer du sagtens” – og lign.

Men sandheden er, at selv om man har stået øverst på skamlen flere gange og har et hav af titler, så driller tingene altså også til tider.

Jeg synes en del ting har drillet på det seneste. Det er ikke bare en tur på klasse 1 her, hvor er jodles rundt fra den ene sejr efter den anden. Der skal i den grad kæmpes også til tider – og måske allermest med en selv.

Konkret har jeg jo haft et mål om at komme op i en begynder B prøve med Prima, og jeg meldte til for ½ år siden ca. sammen med flere på mit hold i belgierklubben. Men så begyndte tingene at drille. Prima haltede af og til – og jeg fik hende røntgenfotograferet på kryds og tværs. Intet kunne dyrlægerne finde. Men flere gange haltede hun pludselig på det ene forben. Hver gang var det 1 uge på smertestillende og holde i ro – og det hjalp. Men vi har misset megen træning på den konto – selv om både hun og jeg gerne ville. Efter 8 !!! mdr kom der så pludselig en byld ovenpå poten – og en 1½ cm lang torn viste sig nede midt i. Den fik jeg gravet ud – der var hun lidt over 1 år. Siden har hun ikke haltet – det er den, der har siddet dernede og lavet ballade al den tid. Torne kan ikke ses på røntgen :/ 4 gange har vi været til dyrlægen……..

Kort efter den kom ud – en uge eller lign – gik hun i løbetid. Der gik vi til rallyprøver – og det er fint nok, for så lærer man hvordan hun reagerer i den situation. Hun var meget ukoncentreret og gad faktisk ikke rigtigt noget. Helt anden Prima, end jeg ellers kender. Men sådan er det………….løbetid kan vælte selv den stærkeste. Så ingen træning igen i lang periode……..og vores begynder B nærmede sig hastigt. Jeg ville ikke kode noget forkert – så hellere undlade at træne. Så vi har været ude og gå 5 skridt fri ved fod og så leget en masse.

For ca. 14 dage siden var hun så “back” og glimtet i øjnene var retur, efter 6 ugers “efterløbsfniller”. Nå – så i gang med at træne til brugsprøve – og BUM, ville hun ikke tage apporten 😀 😀 😀 jamen, heldige har vi da ikke været………

Tænkte at jeg ville trække mig. Det var uoverskueligt og risikoen for at fejle var enorm.

Min søn syntes jeg var åndssvag – og hvad så, hvis det går skidt ?? så lærer du noget af det………og mine “jamen” blev skudt totalt ned. Han havde selvfølgelig helt ret.

Selvfølgelig ville det være fint at komme programmet igennem, for jeg kender det ikke på egen krop. Kun på skrift. Hvis man synes LP er stift, så ganger man lige med 100, så har man IPO. Godbidder er forbudte – også i lommerne. Man må intet have på sig. Man må ikke være på pladsen, inden man skal op ( uha, det var svært sidst ), man må stort set ikke rose sin hund. Kun enkelte gange sige “dygtig” i neutralt tonefald og klappe den en gang. Det valgte jeg at smide nogle points på i dag – og sige dygtiiiiiig til min hund.

Det var sindssygt lærerigt at prøve. Hele processen har været vildt lærerig. Og det er jo vigtigere med liv, lyst, engagement og passion – end points og at vinde. Så præstationsangsten blev pakket væk, jeg tog af sted – og så frem til mødet med noget helt andet.

Jeg lærte i dag, at min lille hund har så meget arbejdspower, at hun gerne arbejder et helt program uden godbidder, og uden at blive mere langsom, ukoncentreret eller lign af det. Det har vi også trænet på fra start – at forstærke selve det at arbejde. Hun var SKIDE god faktisk.

Der overskred jeg en grænse – arbejde uden godbidder ???? Folk må have spist søm. men hvis de har lært det fra små, så er det ikke synd. Det er synd at omkode en 4-5 årig hund, der har en etableret forventning om godbidder.

Jeg lærte hun kan meget mere end jeg tror. At hun godt nok er en collie – men overhovedet ikke blev trukket for for langsomt tempo – hvilket flere af de andre gjorde. Tværtom blev hun rost for sit fokus og hurtige reaktioner.

Det er et svært program, hvor mange ting skal spille – hun løste det flot. Kun apporten gik ikke godt – dog en del bedre end for 10 dage siden. Hun løb faktisk ud og løftede den 650 gram tunge apport op, tog 3 skridt retur – og smed den så. Det er fremskridt 🙂 men da hun ikke bragte den retur, var det 0.

Vi bestod prøven, da resten var godt. Med 70 points- over 70 er bestået.

Det er sjovt at se folks reaktioner efterfølgende. Mange siger tillykke – men flere valgte at hæfte sig ved det der IKKE gik godt. Ejjjj, det er synd med apporten. Tager du så prøven igen ??

Næh – hvorfor skulle jeg dog det ? Den er bestået ?? Den kommer igen næste år i AB 🙂

Men det er faktisk tanker jeg selv kunne have, og øver mig i at lægge væk. At tilstræbe det perfekte. Men jeg øver mig i at se på det gode, fremfor fejlene. Dyrke glæden, fremfor behovet for kontrol.

Det er en farlig sti at gå ud af, at tro man er så god, man ikke kan lave fejl – og have en oplevelse af at alle nok forventer man præsterer igen og igen i top. Det kan da godt være nogen forventer det – og hvad så ??

Den forestilling tror jeg kan ødelægge meget. Mest af alt ens åbenhed – bl.a. over for nyt stof, for sin hund og for sig selv. Man bliver på sikre stier og gentager det trygge. Det nemme for mig var bare at lave rally de næste mange år. Det har jeg fået rigtigt godt tjek på, og det er hjemmebane.

Netop derfor har jeg valgt at gå andre veje nu – for nye udfordringer er et “must” for ikke at kreativiteten og motivationen ryger.

Det har været en energibooster af den anden verden, at træne brugsarbejde og møde helt andre mennesker at mingle med. Alligevel svigtede modet her nu her og jeg var tæt på at melde fra 🙂

Og sådan er det tit. Føles tingene ikke lige HELT rigtige – så trækker man sig. Det er den manglende åbenhed – og behovet for kontrol, fremfor udgangspunktet omkring at lære noget, tror jeg.

Tingene drilller for os alle. Dem der kommer langt, er dem der tager tyren ved hornene, erkender ting er svære lige nu og arbejder sig igennem. Det nemme er at give op.

Jo ældre man bliver i “gamet”, desto sværere bliver det. Men man skal turde satse, tror jeg – og aldrig være bange for at fejle. For fejl laver alle.

Mest af alt nyde alle de gode ting – og hundetræning er jo først og fremmest SJOVT. FEDT at mærke samarbejdet og når vovse forstår hvad vi vil.

Men nemt er det ikke – og det bliver ikke nemmere, desto ældre man bliver 🙂

Mange mennesker holder ferie lige nu. Det gør jeg vel i princippet også – og så alligevel slet ikke.

Af forskellige årsager skal jeg helst ikke mere end 1-2 ting om dagen. Men lige pt ligger det også på det, og det har det gjort længe. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har skullet “ingenting”.

Faktisk har jeg følelsen af at trænge til ferie 😀

Jeg bruger meget tid på at hjælpe andre med deres træning – jeg trænger til at have overskud til at kigge på min egen.

Jeg drømmer lidt om at smide hundene i bilen og køre på langtur – ud i det blå. Men det er ikke realistisk. Med et par meget gamle hunde, vil det være synd.

Jeg trænger også til ferie fra min træning, tror jeg – synes vi har været i gang længe. Men til gengæld rykker mange ting også rigtig godt. Prima er tilbage efter løbetids-nede, og har pt den mest suveræne FVF. Vi træner lidt LP1 også – og jeg synes hun er godt med.

På søndag har vi vores brugsprøve, og jeg troede vi var SÅ klar. Jeg glædede mig – og pludselig vil hun ikke samle apporten op. KRISE!! Det er en tung 650 gr apport hun skal hente – kastes og hentes – og det er gået fint. Pludselig – niks, ville ikke. Uanset hvad jeg prøvede – NIKS.

Det kan jo være hun har slået sig på den – og jeg har også en grum mistanke om min belønning med bold bestemt ikke har understøttet apportøvelsen.

Kan man redde en ødelagt apportøvelse på 14 dage ? Nej, det tror jeg ikke. Visse processer kan ikke forceres – så min forventningsfulde glæde, blev med et forvandlet til” ÆV!!”

Nå – men jeg giver mig ikke uden kamp, og vi er startet forfra. Efter lidt tid ville hun godt sætte tænderne om den alm. apport og lave håndtouch samtidig med. Sådan lærte jeg hende apport i sin tid.

Ud fra tankerne om min belønningsmetode har ødelagt lidt – kastede jeg nu apporten og sendte hende af sted med det samme. Stod helt passiv – også når hun vendte og kiggede sig på mig. Stod stille- nølede…….jeg var helt passiv. Endelig løftede hun den så KLIK; party, trækketov og vild leg. Hun ELSKER trækkeleg og kommer helt op at ringe.

Vi kender vist alle Eksperimentariet, hvor der er røde knapper at trykke på ved flere aktiviteter. Jeg husker flere kasser man er gået til og har tænkt over, hvad der mon skete – så trykkede man, og vupti – så kom belønningen i form af noget aktivitet. Vores unger dengang startede stille ud, men endte med at løbe fra aktivitet til aktivitet for at trykke på røde knapper -for at udløse spændingen.

Same same. Løft en apport, og der sker ting og sager.

Det har nu betydet at vi er “der” at hun har fået omkodet sine stop derud – hun løber direkte ud, samler op og løber retur – nu er min øvelse så at klikke efter lidt mere løvog lidt mere løb retur – og så ryger trækketovet ned bag mine ben.

Så både i går og i dag er hun tæsket ud og har samlet den op – og vi træner også håndtouch med apport, hvor jeg hjælper mindre og mindre.

Det hele er den lille. Jeg tvivler på vi når at opgradere til 650 gram inden prøven. Så det ender nok med jeg må trække os – hvilket er tæske ærgeligt. Hendes FVF er hamrende super pt – og det meste af prøven er lineføring.

MEN – så går vi bare direkte til LP1 – og så må vi nuppe brugsprøven enten senere i år eller næste år. Får hun den 14 mdr gammel eller 24 mdr gammel er vel ligegyldigt. Hun skal nok få den.

Hun har en fantastisk motor – og et super drive. Hun har så været svær at lære apporten fra start – meget sværere end mine egne. Men sådan er det. Gimli var endnu sværere end hende, så jeg har været i noget meget værre og han endte med at elske den 😀

Jeg fik en erkendelse. som nu er bundfaldet. Jeg har brugt 3 år på at finde hende og vælge hende ud. Mange, mange penge på at købe hende og få hende til DK – og hun er af fantastiske arbejdslinier. Men måske er hun også bare en collie ? Som jeg må møde der, hvor hun er……….hvilket er et ret fedt sted, for hun har virkelig meget power med i rygsækken og mentalt er hun outstanding. Men perfekt er hun ikke……der er også ting med hendes der skal kæmpes for 🙂 Piz oz 😀

Fanny går det forrygende med. Hun er blevet utrolig glad – og jeg elsker det. Siden vi havde indbrud, og de givet har gjort noget ved hende, har hun været ret meget ved siden af sig selv. langt mere på vagt og reserveret – og ikke rigtigt villet fremmede eller andre hunde eller ret meget andet end mig. Men jeg mærker hun er blødt vildt op på det sidste.

Arbejder langt mere upåvirket af alting – og opsøger nu fremmede og prøver gerne at kravle op på skødet af dem, som hun gjorde tidligere også. MEGET indladende 😀

Det er godt nok positivt – hende har jeg også været lidt bekymret for. I går var der træningsdag i DCK-regi – og Fanny var lykkelig. Hen til en masse mennesker, hilse på, hilse på hunde – og hun nød det. Skønt at mærke hun er “back”.

Så alt i alt en masse positivt 🙂

Også en besked fra Sverige – at den tæve “vi” har ønsket os her på Amager, som skal være Sannes hund og min avlstæve – den står vi først i kø til. Der har ellers været mega rift om det kuld – men vi får den vi gerne vil have åbenbart. Eneste forbehold er at den lige skal blive lidt ældre – og hun skal være sikker på der ikke er noget ved den, som medfører den ikke er egnet til avl f.eks. Det tror hun ikke – og det tror jeg heller ikke, men det er klogt med forbehold. Det havde jeg nok også sagt.

Men næste avlstæve bliver zobel i så fald – og efter min mening noget af det mest spændende, lavet i Norden i lang tid.

Så lander jeg lige pludselig med en masse muligheder avlsmæssigt – hvilket er totalt luksus, men også nødvendigt. Det er sårbart med et lille opdræt. Bare en enkelt tæve ikke kan “levere” kan man jo stort set lukke 12 års avlsarbejde ned. Så jeg har haft et behov for at udbygge mulighederne. At Fanny har resorberet 2 gange var en streg i regningen. Men måske der er en mening med det……….

Ginny er påtænkt til at lave et kuld til sidst på året. Jeg er meget tilfreds med hendes I kuld her – dælme dejlige, udadvendte, livlige hvalpe hun har fået. Jeg har fundet en han, som jeg tror også er “outstanding” 😀 Allermest mentalt.

Om ikke så længe skal Prima og I kuldet HD og AD fotograferes. Det bliver også mega spændende. Alle får taget AD også. Det har jeg ellers ikke gjort før – for har aldrig mødt en collie med AD, og samtlige collier, der har fået taget billeder i DK har 0 gennem sidste 10 år.

Men jeg kan se i Sverige det dukker op af og til – og der er jo fotograferet meget lidt i DK, så tallene kan man ikke regne med.

Dernæst har en collie i omgangskredsen fået konstateret AD ( ikke en af mine hvalpe ), og han er stærkt plaget af det. Han bor sammen med en af mine hvalpe, og tæt på. Jeg har fulgt ham fra ganske ung, hvor han begyndte at halte. Dengang fik han konstateret spondylose, og derfor troede både ejer/dyrlæge at hans til tider voldsomme halten på højre forben, skyldtes dette. Der blev dog senere taget røntgen, da det bare var for slemt – og han fik diagnosen AD. Det er helt smadret derinde 🙁

Han er i familie med min Gimli – som også havde diagnosen spondylose, men faktisk blev aflivet pga svær gigt i forbenene. Han haltede også en del til sidst. Det kan jo være aldersbetinget slidgigt – men jeg ærgrer mig da i dag over jeg ikke også fik taget AD billeder af ham ifm HD foto. Ikke at det ville gøre nogen forskel for ham – men af nysgerrighed.

Så derfor får mine hunde taget det også fremover. Jeg er i den gad fan af at have fingeren på pulsen.

Dixie bor her pt – det er super hyggeligt, og ingen tvivl om hun også nyder at have en flok omkring sig. Hun får daglige legeflip hvor hun tæsker rundt og rundt og rundt,og så gakker hende og Prima helt ud. Fanny leger også med.

Det er så dejligt at få dem “hjem”og mærke de bare føler sig hjemme. Hun er en hyggefis og minder mig SÅ meget om hendes mor Dina. Totalt cool, laidback og tager alting med ophøjet ro – undtaget hvis noget skal jages eller man giver den gas træningsmæssigt. De har verdens bedste slukknap, men er også PÅ, når det behøves. Meget, meget nem hund at have <3

Herunder opfordrer hun Prima til leg – og kort efter gik den vilde jagt 😀

Nu går vi ind i sommerferietiden. Sædvanen tro kommer der en del hvalpe af huset forbi til pasning. Denne gang kommer de sågar helt fra Jylland og Fyn, for at blive passet. Det glæder jeg mig super meget til – det er jo hvalpe jeg ikke ser så tit igen 🙂

Udover det totalt hyggelige, så lærer jeg dem jo også at kende på en helt anden måde ved at have dem i “hænder”. En kæmpe gave for en opdrætter – at kunne følge dem på den måde, og se hvordan de blev 🙂

Det er en intens tid pt – men det er det jo stort set altid i sommerperioden, når man er hundetræningsnørd.

lige pt er der nogle kæmpe aha-oplevelser i træningen, som i den grad er motiverende.

Det handler om at sætte ind LIGE der, hvor problemet er – i detaljen. Som i dette tilfælde ikke er øvelser, som driller – men adfærd. Eller har drillet, må jeg hellere sige. Det ser ud som om vi er på rette vej.

Fanny er fantastisk dygtig. Vel nok den dygtigste hund jeg har haft – med et tempo, som siger spar to. Det har jeg også fokuseret på fra hun var hvalp – understøttet og fremelsket PARTYYYY og være lidt vild. Alt det der klik, klik, kontrol, kontrol, rooooligt og pænt – det dæmper på den lange bange, efter min mening. Hvis man vil op i de højere klasser, skal der være noget drift og en hund, der er vild med at arbejde. I LP3 i dag skal der løbes meget. De skal løbe ud i feltet, ud og hente en apport, ud og rundt om en kegle – og løbe i 2 indkald. Det ene med stop. Man skal have “lavet” en hund, der synes det er fedt at løbe 🙂

Det har jeg fået gjort – Fanny har et flot tempo og intensitet og hun ELSKER at træne.

Det jeg så har været mindre god til, er at træne mange forskellige steder. Faktisk har jeg vist ikke været så lidt på “hold” med en hund tidligere. For det er jo gået forrygende med at lære hende det selv, og valser jeg ud af min havelåge står jeg på en kæmpe fodboldbane. Der går jeg ofte ud og træner om aftenen.

Som yngre syntes hun prøver var svære. SÅ mange spændende mennesker – og hun elsker mennesker. Vil gerne i kontakt med folk. Nå – men det er jo alderen, tænkte jeg – og det gik da også væk. Hun gik nogle fine rallyprøver, sidste år – også nogle RIGTIGT fine. Uden vi nogen sinde rigtigt har trænet rally.

Så har vi holdt pause – jeg troede jo vi skulle have hvalpe. Da hun gik tom, genoptog jeg min LP3 træning – som jeg heller ikke havde passet længe. Da det lå i kortene at godbidderne ville forsvinde i LP3 fra 2019 gad jeg rent ud sagt ikke træne programmet. Det blev ret spredt fægtning.

Så efter meget lang pause gik vi i gang igen – herhjemme. Det gik super – fede øvelser hun har.

Så meldte jeg til et par kurser – og det var en helt anden hund. Virkede usikker, dæmpede og fokus var meget på omgivelserne.

Hm…….Vi havde nok trænet for lidt på fremmede steder, og nu startede jeg også til træning igen.

Havde en lignende oplevelse med Donna for år tilbage, og vi har også haft indbrud, hvor tyvene angiveligt har sparket Fanny eller lign her i vinters. Siden da har hun været mere på vagt generelt. Havde det nu ødelagt noget ???

Dengang med Donna var øvelsen at hver morgen ifm jeg kører ud og lufter, holdte jeg ind forskellige steder, lavede en lille ting med det pres det er at skulle kunne fremmede steder – og det flyttede vildt meget.

Nu startede jeg det samme igen – for at erfare at det gik fint. Hun var ligeglad med om et var P pladser, parker med masser af mennesker osv

Hm…………..og så slog det mig – og vist også min træner ud fra spørgsmålene at dømme – kunne det være mig, hun reagerer på ???

Jeg synes jo hun er fantastisk dygtig – og jeg vil gerne vise hun er det. Det vil man jo gerne til en prøve – eller et kursus. Så når jeg ligesom bliver måske lidt sammenbidt, så tænker hun – Fu.., min fører er mærkelig – og dæmper. Det bliver jeg så lidt irriteret over – uden at vise det ( selvfølgelig ), men hun mærker det, og så har man skabt en ond cirkel.

Hun er sensitiv – det ved jeg jo godt. På den gode måde – hun kan lære alt, lynende hurtigt. Det kræver en sensitiv hund ( fintfølende – ikke nervøs 😉 – nogle gange bruges det ord lidt forkert ).

Så nu lavede jeg mit set-up om. Tog stadig ud og lavede øvelser forskellige steder – men nu, hvor det var et pres for mig. Indkøbscenter – man kan godt blive lidt beklemt ved at stå der med hunden i plads og arbejde, hvor alle mulige går forbi. Nu besøgte jeg steder der påvirker MIG – og øvelsen var at være ligeglad.

Bl.a. tog jeg hen et sted hvor der ikke må være løse hunde, tog snoren af lige foran en masse medlemmer – og gik lidt FVF. Risikoen for en skideballe var til stede, og øvelsen var at JEG skulle være ligeglad og være der for min hund, trods den risiko ( jeg hader sådanne konfrontationer ). Det føltes faktisk ekstremt meget som at gå til prøve – det pres 😀 😀 😀

Fanny gik godt – og vi fik ingen skideballe. Kun smil 😀 MEN – det var en lidt nervepirrende oplevelse. Det tætteste jeg har været på at have det indeni, som at gå til prøve. Jeg bliver ellers ikke voldsomt nervøs – men presset mærker man jo. Og det er det Fanny reagerer på.

Med denne nye viden kan jeg nu arbejde meget mere målrettet – det er FEDT.

Hundetræning er personlig udvikling på så mange planer – og lektien er også at man kan ikke gøre det alene. Dels har man brug for venner og bekendte som forstyrrelser, støtte og hjælp – men også en dygtig træner til at sparke de rigtige steder 🙂 Det har jeg heldigvis 🙂

Jeg fik den lektie at til næste time var der prøve ( FVF ). Der skulle leveres ved kasse 1. Det ville blive filmet – og DET er et pres. Jeg vidste jo der ville blive set på MIG, fordi det var mig der var under lup – og faktisk ikke hunden 😀 Jeg kunne ikke bare lade som om jeg var helt afslappet og fjong med det hele. Jeg måtte føle det – mens der blev filmet og kigget igennem alt 😀

Det gik godt – efter en uge, hvor jeg har stået mange spooky steder og ledt efter følelsen af frihed, glæde og party 😀

Det gik godt – et par fejl i form af flagringer, ja. Men det er jo slet ikke det vi har haft fokus på – men flowet og følelsen af osteklokke og resten af verden kan rende os……… 😀

Prima har haft lidt andre lektier for – hun skal holde fokus på mig, også mens og efter hun har fået en godbid. Kontinuerlig stirren op på mor fører. Den har vi også fået nakket.

Så gik vi en FVF – og den føltes faktisk endnu bedre en ovenstående. Når hun er der, min lille Prima – så er hun ekstremt intens og PÅ.

Stadig meget ung og ustabil – og vi kommer også til at køre en masse træning på fremmede steder. Men hun er sej, er hun.

Her i weekenden var hele 5 Lapinetter ude til prøver ( hvis man tæller Prima med ). 3 små I-hvalpe var afsted. for 2 af dem var det debut.

Det gik så fint, det hele – mere om det i News.

Vi var hele 7 collier til færdighedsprøverne. Winnie havde taget kage med – og bagefter satte vi os på en græsplæne, spiste kage, hyggesnakkede og hvor var det bare hyggeligt.

Igen – man kan intet alene. Hvis nu Prima og jeg var taget alene til prøve, fik vores bog retur – og bare kørte hjem igen. Det ville vi nok ret hurtigt løbe sur i – det sociale er ekstremt motiverende.

Jeg elsker vort colliemiljø ude på banerne. Jeg elsker det miljø vi har her hos Lapinetterne også.

Her er Balto – han bor i Ålborg. Han er fra H kuldet og dermed 2½ år. Han har tidligt vist gode takter for hyrdning og fam. gik til hyrdning allerede da han var hvalp. Så har der været lidt pause osv – men så købte de et stort stk. skov. I skoven satte de indhegning op – og så købte de får 🙂

Nu tager de helt til Esbjerg for at få hyrdeundervisning hos garvet hyrde. Det er virkelig spændende at følge 🙂 Jeg ville sådan ønske jeg selv havde haft mere overskud til at gøre noget ved det – for jeg ved jo hundene herhjemme også har drifterne. Men det gør klart noget, man selv har fårene – for hyrdning er slet ikke så nemt igen 🙂 så der skal øves……….

Her bliver Balto præsenteret for “sine” får første gang inde på marken……..

Og her er han til træning første gang i Esbjerg…….

Me like……Og her har han arbejdet 1½ time, og er ved at være godt stegt.

HA – ved ikke lige, hvem jeg prøvede at narre, da jeg bildte mig selv ind at NU kom en rolig juni 🙂

Nu her tirsdag er jeg ved at lande på fødderne igen, efter en weekend med gang i.

Men det er jo super sjovt og intenst det hele – så man jeg sove, når jeg bliver gammel.

Lørdag gik turen til Sverige. Op og besøge veninde Maria og hendes 2 collier. Far og søn. Farmand er også farmand til mit H kuld og han hedder Nexus. Nexus´ far er avlshan ( nu dog pensioneret ) på den kennel, hvor min lille Prima kommer fra – og mødet med Nexus, er en del af årsagen til jeg tog derned og hentede Prima.

Maria og jeg har været rigtigt gode venner nu i 10 år – hendes tidligere hanhund Eros, er far til Bassie, og han bliver 10 år nu til oktober. Eros er også morfar til Nexus, så det er en stor familie det hele 🙂

Jeg havde Prima med – ret hyggeligt at se hende med Nexus, som så er bror til hendes mormor.

Prima ligner så mere sin farmor og den side, end mormor. Men alligevel ret hyggeligt.

Collier avlet i generationer til at kunne gøre sig i IPO – og dertil de sødeste, søde, sociale hunde. Jeg er ret solgt i de linier.

Hvis alt går vel kommer der snart endnu et tilskud til kennellen af de linier. Det er nu bekræftet at Primas faster er drægtig, og vi håber på en lille pige her til DK. Det er ret spændende!!!

En anden god ven var med på turen – eller faktisk var det mig, som var med hende 😀 Hun var – og er – nysgerrig på at se de collier i Sverige, som kaldes “brugscollier”. Super hyggelig tur – hvor vi også fik trænet oppe i en svensk brugshundeklub.

Det er super spændende at se, hvad der rører sig uden for DKs grænser også – og for mig har det været en stor oplevelse at møde efterhånden en del svenske collier, og senest tyske – på de kenneler som målrettet prioriterer mentalitet og arbejdsevner. Når nu det er det man vil med sin hund – have en mentalt stærk hund og træne – så må man ud og orientere sig.

Der er ikke så mange af dem – og i skrivende stund har jeg allerede forespørgsler på hvalp fra Prima fra 2 tyskere og en finne. En collie er ikke bare en collie – og vil man noget bestemt, må man ofte rejse efter det.

En hel lørdag i Sverige – op tidligt søndag morgen og lufte hunde- og så til brugstræning. Vi var lidt brugte, Prima og jeg – men jeg prioriterer den træning højt.

Hun gjorde det rigtigt pænt – vi kom hele B programmet igennem, og det var pænt. Hun galpoerede i indkald – men ikke så hurtigt, som man plejer – og i B vil man have fart og intensitet. Hun var meget mere koncentreret og fokuseret på mig, end tidligere – hendes FVf var i lange stræk SUPER – men i løbeøvelserne ( indkald og apport ) var det adstadig galop. Det trækker ned.

Men vi var trætte, det var lummert – og vi havde været “i byen” hele lørdagen OG hun er stadig bare en lille en på 13 mdr. Træneren sagde, hun ikke er i tvivl om vi består vores prøve. Det er jeg heller ikke – men jeg ved ikke om det lige bliver i første hug 😀 😀 Det kommer nok an på, om hun får noget falsk drægtighed/ går ned her efter løb. Det er jo første løbetid, så jeg kender hende slet ikke der endnu.

Til gengæld var hendes spor ret flot. Jeg havde bygget det op med fokus på grundighed, næsen i alle trin – og lagt 9 genstande ud. Sidst sjuskede hun ved genstande – og nu måtte det under lup. Roastbeef i lommen, så der kunne laves madfest når hun smed sig ned for genstanden – og så måtte jeg hjælpe hende til det evt.

Hun gik grundigt, dybt – og smed sig for alle 9 genstande med smækdæk. SÅDAN!! MORS pige……….og det på en mark fyldt med musehuller. Det har været lidt svært nogle gange – når man nu også er autodidakt musejæger 😀 Hun ænsede dem ikke søndag.

Mange ting går rigtig godt – og det rykker. Min øvelse er ikke at ville for meget, for hurtigt – men stadig have fokus på at lære hende at kende. Men efter den her weekend holder vi fri nogle dage nu.

Jeg skal også til og have planlagt en efterårssæson og tilmeldt hvad jeg vil af prøver der. Jeg har tilmeldt LP prøver – både Fanny og Prima.

Jeg tænker dog vi lige skal ud og lave lidt rally også, eftersom det ser ud til Donna er udtaget til DM – og vi må holde formen i gang.

Jah – og så er det også besluttet at parre Ginny igen i næste løbetid – hvilket bliver ca. november. Hanhund er der også pejlet sig ind på – og der venter en udlandsrejse igen igen 🙂

Der er nok at se til pt, synes jeg.

Herunder et par træningsbilleder fra Sverige.

En marathon-weekend er nu gennemlevet 🙂 Jeg var lidt for hurtigt ude med at nu skulle vi ikke så meget, for denne her weekend har jeg set frem til længe – og den har været spækket med en hel masse.

Jeg tog den beslutning for nogle mdr siden at jeg ville til at prioritere mig selv noget mere og hvad jeg selv gerne vil med egne hunde. De sidste år er mange weekends gået med frivilligt arbejde for blandt andet collie-klubben, hjælpe andre med deres træning osv – og det er alt sammen også super hyggeligt. Men døgnet har kun 24 timer – og når man synes tiden smuldrer for en, og man ikke når sine egne ting, så bliver det lidt frustrerende.

Jeg har ofte instruktør eller arrangør-rollen, men kunne mærke jeg virkelig trængte til bare at være den, der møder op, modtager undervisning og “bare” deltager – uden at skulle arrangere dagen, bage kagen eller lave kaffen.

Så denne her weekend har været planlagt længe – og det har været en saltvandsindsprøjtning, der ville noget.

Det startede allerede fredag med LP nørdedag hos Birgitte Brüel – 8 timer. Dagen var lavet efter initiativ af en af mine kursister, og derudover deltog endnu en kursist herude fra + 3 andre. Jeg havde Fanny og Prima med. Totalt nørdedag med snak om detaljer, fristeøvelser, opstart af øvelser osv. Vi var på en ad gangen – og kiggede ellers på hos hinanden.

Prima og jeg valgte fri ved fod – vi skal lige om snart kunne en rigtigt lang en ad slagsen. Vi stillede op i det set-up, som blev skitseret – og den lille er totalt back efter løb 🙂 “Wauw, hvor ER hun god – sådan en collie har jeg aldrig set før” var reaktionen.

Nej, hun er virkelig noget særligt – og kun 12 mdr – man fatter det ikke rigtigt.

Fanny kan alle øvelser – men det svære er for hende, at gå ind et nyt sted hvor hun ikke har været før og tjekket det ud – og så performe. Tilfældet ville at jeg varmede op på en plads – og da vi skulle på, gik vi til en hel anden omme bag huset ( der var skygge – og vi havde 30 grader i solen. Vejret var STYGT ).

Ja – så var det da lige i ilden – om et sted, hvor hun ikke havde været og lige på og hårdt. Det var svært for hende – og gå omkring træer osv -og ikke vide hvad der var på den anden side. Man kan sige de problemstillinger jeg tumler med, viste sig på nærmest skamløs vis.

Nu går du FVF med FIDO – sagde hun så. Og fortæl ham hvor dygtig han er – så jeg startede op med usynlige Fido, og skamroste ham, og ignorerede totalt Fanny. Hun stoppede op og kiggede på mig, som var jeg direkte til en indlæggelse. Efter 2 vendinger kom hun så tæskende og gik den flotteste fri ved fod.

Hm……..tjah – trylle trylle. Det er mig, der forventer hun synes det er svært – og voila, så synes hun det også. Lærerigt på en ret irriterende måde 😀 😀 😀 nogen gange er det ikke så sjovt at få stukket et spejl lige ind i fjæset………..MEN, lærerigt. Senere havde vi feltet – og der arbejdede hun super – 30 graders varme. Alle var mere døde end levende der sidst på dagen – og hun tæskede bare ind i feltet med stor glæde.

Når jeg tænker på, hvor meget tid jeg har brugt på Donna gennem tiden – kørt ud hver dag og sendt hende ud efter en apport mod noget “pres” f.eks – gennem 1 år. Trænet rally championklassen klippet i atomer i 1½ år – så er jeg faldet af på den. Kampånden ikke den samme……….Når tingene lige driller lidt – hm – skal vi måske træne noget andet ?

Der er ikke brugt en brøkdel af tid på Casey og Fanny ift Donna. Det er realiteterne. Første gang men betræder nye stier er man nok mere motiveret til at knokle, analysere og give den gas.

Jeg må nok også ind og prioritere lidt i hundene – for 4 hunde, der trænes lige meget er urealistisk. I al fald hvis det skal være i top.

Sådan en dag sætter i al fald de små grå i sving på mange planer. En opfølgning er allerede planlagt.

Lørdag var der fotodag – en ide jeg ellers havde i første omgang for at tjene penge til collieklubben og pokaler til Årets hunde. Det blev ikke til noget, men flere spurgte ing og ville gerne – og så er konceptet nu gennemført 2 gange. 2. gang var i går. Det er SUPER skægt – og sjovt også at fotografere forskellige racer. Jeg elsker det arbejde – og finde på. Det gik det meste af dagen i går med – først at tage billederne, og så redigeringsarbejde, som virkelig tager tid.

Tidligt op fredag og på LP kursus – endnu tidligere op lørdag, for at tage billeder inden det blev for varmt. I dag var det så endnu tidligere igen 😀

Kl. 8. skulles der mødes op til træningsdag i Belgierklubben. Det har jeg også glædet mig til længe. De dage er geniale. Der er mange dygtige hundeførere i belgierklubben, kreds 3 – med brede interesser. En del løber agility, nogle laver LP, en del brugstræning – herunder spor. Det er en seriøs omgang kvalificerede mennesker, der er samlet disse dage, og jeg suger til mig.

I dag startede vi med spor – det er svært for hundene, når græsset er helt svedet ned og gult. Det er der ikke megen fært i – men Prima arbejdede super grundigt. Vi blev rost for grundighed – og det var super flot. Hun sjuskede med genstandene, men vi har heller ikke trænet det i næsten 3 uger med løbetid, hvor hun har haft madlede osv. Hver ting til sin tid.

Og så tog hun rumpetten på os – gik mod sidste genstand og enden på sporet. Vi mennesker kiggede frem – og vi sagde til hinanden – ej, hvor dælen er genstanden ??? kragerne havde ædt stort set de fleste guffer på sporet, havde de nu også ædt genstanden ???

Vi begynder at kigge lidt rundt, mens vi går frem og KLASK, smider lille-bitte sig ned. Mellem forbenene ligger den. Hun var ikke i tvivl 😀 😀 Verdens sejeste lille hund.

Endnu sejere var det senere på dagen, da vi skulle have lydighed – efter også at have trænet feltet ( udlagte genstande – hun ELSKER det ).

Det var en træner, jeg ikke kendte overhovedet, men har godt bemærket en vis ærbædighed hos de andre, når de omtalte hende 🙂 Det kommer jeg også til fremover. KÆFT KÆFT KÆFT, det var godt.

En IPO/ LP/agilitydame – hun kan det hele, og det ret godt. Hendes 12 mdr gamle hund har lige fået IPO1 titel.

Vi stillede op på række og gik 3 stk FVF så hun lige kunne se……….. ” Det ser godt ud, dig med collien – super godt”………”

Og så var det alenetid – og så : Super intenst, ser super godt ud – men hun går for langt fremme. Jep – det gør hun, men jeg er helt ærligt ræd for at pille i det, fordi jeg elsker hendes intensitet. LP metoden er ofte at pille ting i atomer, klikke i bitte detaljer osv – og det bliver hurtigt meget kontrolleret og der ryger noget intensitet på den konto.

Jaja – det skal du slet ikke – du skal bevare den intensitet. Det skal os, der ikke har border collier hele tiden arbejde på………..Og så gik vi i gang – det tog et klask og et skrig, så gik den lille flot – og endnu mere intenst – løst med at kaste med bolde.

Jeg er BEGEJSTRET. For det er jo det flow, jeg søger – hunde der ude på det sorte af neglene af ivrighed, og hende her vidste lige hvad jeg mente – og let og elegant fik hun perfektionen med, uden at stoppe op og bryde ned.

Har jeg sagt jeg er glad for at træne i belgierklubben ??? Så gør jeg det lige igen!!!

Belgierne ses mere som brugshund, end collierne – og det gør hele forskellen. Man bruger driften og anvender den – fremfor at dyrke det nydelige og super kontrollerede. Drift genererer glæde og intensitet – og så synes jeg det er sjovt. Herresjovt – fedeste følelse, når der går en lille hund, dansende af ivrighed ved siden af med stjerner i øjnene.

Så knaldhamrende fed weekend – den fedeste meget længe.

I dag har temperaturen været tålelig – det var den også allerede lidt i går aftes.

Det har været meget varmt i en lang periode nu. Udover tørke, gule græsplæner og tilsyneladende risiko for at løbe tør for vand, så er det altså heller ikke særligt hundevenligt. Vi har været meget tidligt oppe om morgenen, for at nå at få nogle gode ture, inden det risikerede at blive sundhedsfarligt. Dernæst har hundene ligget brak det meste af dagen – og så om aftenen er de livet op igen.

Prima har været i løb – og er stadig. På torsdag er det sidste dag i hendes 3 ugers periode her. De første dage arbejdede hun super, men så gik hun en helt del ned og virkede også noget plaget rent fysisk. De sidste dag er hun PÅ igen. Jeg elsker min lille hoppebold <3

I går aftes fik vi trænet for første gang i et stk tid – sådan rigtigt. Uden at skele til at nu var der gået 2 min og vi nok risikerede hedeslag. Det var skønt.

Har haft nogle småting under lup seneste uge. En ting, er hvad de kan herhjemme – noget andet, hvad de kan ude – og de svagheder, som har vist sig der, har vi pillet i, pillet i stykker – og sat sammen igen.

2 skridt frem, 1 tilbage…………sådan er det 😀

Jeg er stadig så bimlende glad for at godbidderne er blevet i LP3, og min motivation er kommet retur. Jeg elsker jo LP………Det er fundamentet for alt, synes jeg.

Vil man have en god rallyhund – så skal man træne LP! En god FVF er motoren – også under rally. Skal man kæmpe og arbejde en masse for at motivere hunden til dette undervejs, bliver det svært på sigt. Den skal bare køre.

Jeg har længe gået med et kursus i hovedet – “Rally – vejen til de 100!”

Jeg slog det op i hundeskoleregi, og ½ dag efter var det udsolgt. Men jeg tror jeg kommer til at køre det nogle gange også udenfor hundeskolen. Jeg har SÅ MEGET på hjerte.

Nu får jeg ikke selv 100 hver gang – men jeg har dog fået 100 i samtlige klasser med flere forskellige hunde. Jeg ved godt, hvad der skal til – og jeg ved også godt, hvad der skete når jeg ikke får det 😀 Med Casey handler det om for lidt træning – og rutine. Men vi har da fået 93 i år i champklassen i år uden jeg egentlig nogen sinde har trænet rally ordentligt med hende.

Donna har jeg trænet rally med – og vi har det fælles sprog der skal til. Hun har fået 100 et par gange i champklassen – og 99/98 osv en del gange.

Kurset er om 14 dages tid – og jeg GLÆDER mig. Det handler om førerne – igen igen. Kan de, kan hundene også 😀 Håber folk kommer med et åbent sind. Det handler om timing, timing – og lidt timing 😀 Og en masse jodlen, jublen, glæde og følelsen af fest – og en FVF, der bare kører.

Mandag stod den på mentalbeskrivelser i collie-klub regi. Jeg var medhjælper – lidt op til og lidt på dagen. Altid hyggeligt at komme ud i “marken”. Ud og møde mennesker, se nogle collier og bare være med. Jeg ville ønske nogle flere colliefolk fandt glæden ved dette. 3 stk stillede denne dag, 2 stk stillede i Jylland sidste måned. I okt er mine 5 I hvalpe meldt til + Prima. Det er hvad dansk collie-liv kan præstere på et år. Synes jeg det er ringe ?? Ja, det synes jeg.

Jeg synes det er flot disse 11 collier kommer igennem, men man skal ikke være superninjna på hundeweb, for at kontatere det stort set er de samme få opdrættere, hvis opdræt kommer igennem år efter år.

Når man taler med folk – dyrlæger, alm, mennesker, mentalbeskrivere sådan en dag – så er det tydeligt collien som race har et anløbent ry. En reserveret, bange race. Ingen taler om den ikke er smuk nok – og bare den dog havde lidt mere mandelformede øjne, eller lidt bedre ryglinie. Det har jeg i al fald aldrig hørt folk sige – men mange ville ønske de var lidt mere modige, lidt mindre bange for alle mulige lyde, lidt mere skudfaste – og lidt mere sociale.

Det er lige disse ting, vi kan undersøge på en mentalbeskrivelse. Hvor “er vi” ? Hvor er hundene ? Hvor er deres svagheder- og deres styrke ? Man kan tro og mene en del, men vi er mange ( også vældigt garvede ) colliefolk, der har stået og set noget vi ikke havde forestillet os på en mentalbeskrivelse. Det kan være både positivt og negativt.

Jaaaah, men hvis det så går skidt – kan man så avle på det håb man nu har hentet i Langbortistan til en mindre formue ?? Ja da – der er ingen regler om det. Men man kan meget bevidst gå efter at finde en avlspartner, der så er stærk, hvor ens egen hund er svag – hvis den altså også er mentalbeskrevet. Det giver gode resultater – det er min erfaring. På 4 generationer synes jeg der er flyttet meget her.

Og nej – der er ikke bare at avle på tal og krydser, hvad man af og til hører. I så fald var det jo super nemt, og det synes jeg ikke det er. Jeg har bestemt også krav til sundhed – meget endda, type, farve måske, eksteriør og arbejdsevner.

Men ja – mindre gode eller ingen krydser er ikke så interessant 🙂

Jeg glæder mig til okt, når Prima og I kuldet skal igennem. Jeg ved Prima er skudfast – og det kommer hun forhåbentlig til at vise inden da, når vi skal gå vores Beg B prøve i IPO regi i juli. Der knaldes 2 skud af under lineføring. Det er hun kyskold overfor ifm vores træning. Og nej – jeg TRÆNER ikke skud. Er hundene ikke skudfaste, vil det kun blive meget værre ved de udsættes for det. Så vil de bygge på fra gang til gang.

Jeg synes det hele er spændende lige nu – men også lidt glad for, der nu venter en rolig juni, efter hektisk maj. Vi skal til en prøve i juni – that´s it.

Men så er der tid til at nørde LP. Har pillet i småting – og piller i småting. Dybest set kan Prima vel LP1 og Fanny LP3, men ændrer man lidt i set-uppet, eller flytter træningen nyt sted hen, så sker der ting. Det piller vi i nu.

Men jeg ELSKER mine pigers tempo og intensitet – og det er det aller aller aller vigtigste for mig. De må brænde øvelser og lave fejl – men de skal være glade og PÅ. Det er fundamentet under alt. Det synes jeg de er <3