Lapinettes blog

1-0 til mig 😀

Hundene sover – allerede kl. 21 var der lukket og slukket, og så ved man det har været en god dag med gode aktiviteter.

Jeg starter pt hver morgen med en tur på et fritløbsområde tæt på. Dette fordi en vis lille sort dame, synes hun skal hænge i snoren på de andre hunde, og eftersom hun HAR knækket en tand en gang, synes jeg gerne jeg vil undgå den situation. Om hun knækkede tanden ved at bide i snore eller ved leg, ved jeg så ikke – men jeg synes det ser lidt risikabelt ud.

Så ned og lukke nogle stk direkte ud af bilen og så på tur – det fungerer godt.

Bianca har været med på tur de sidste par dage pga ejers arbejde. Nemt – de bor 200 m herfra, så det er bare at samle hende op på vejen. Bianca er fra E kuldet ( Donna/Bassie ).

En rigtig god dag var sidste fredag, hvor jeg kørte ned til Lea ( hender der lærer mig at gå spor ) og havde selvtræning sammen med hende og Trine Rafn. Vi kørte hver vort LP program – jeg tog nogle LP3 elementer med Fanny. Det var SUPER godt og meget opløftende. Fanny gør det dælme godt – også første gang et nyt sted.

Den andre to kørte deres LP1 pg LP2 programmer igennem – og så fik Prima lov at gå spor. Næste lektie er nu spor med knæk – og jeg lagde et par stk ud inden LP sessionen med 4-5 knæk. Derefter 2 igen bagefter. Det gjorde hun også super – så det var bare en gulddag. Selvtræning styrer!!!

Prima er nu registreret på hundeweb – og jeg har fået mail at hendes stambog ligger klar til afhentning. Så nu er min lille tysker blevet dansk statsborger 😀

Jeg er SÅ glad for hende. Hun er en vildbasse, totalt vild og blodig når der skal trænes – “intens” dækker vist ikke helt 😀 Hun er hamrende dygtig og meget lettrænet. At komme i plads på et indkald, hvor hun er foran mig, foregår i 2 vilde hop. Jeg er sikker på der venter nogle rigtigt sjovt år med hende!! Selv om hun er vild og intens, er hun også meget fokuseret og koncenterer sig rigtig godt, så det er en god kombi.

Fanny er en stjerne pt – synes hun rykker så flot. Vi har arbejdet lidt med at i øvelsen “rundt om kegle, stå, apport, spring og plads” – at hun skulle være helt stabil i at ignorere apporten og springet på vej ud. Det trak til tider lidt mere i hende end keglen, men det har nu været stabilt et godt stk. tid. apport, spring kan hun godt – så for at lave en god kodning, tager jeg 4 gange “rundt, stå” for hver gang jeg tager hele øvelsen. Det svære er starten ( for Fanny ).

Jeg har pillet den helt fra hinanden – og nu har jeg super tempo, og en flot stå. Såeh – den er sådan set leveringsklar nu. Flere af de andre øvelser er også i mål – vi er tæt på klar.

https://youtube.com/watch?v=SNuaf3K0rLIFra vores træning i dag – kriteriet var et skud i bøssen, og så skulle den være der. De var den. Jeg kaster en bold til venstre – kaster modsat hendes løb rundt om keglen, for at fastholde hun løber tæt ved keglen og ikke laver cirklen for stor. Jah – det er en lidt stor øvelse med mange delmomenter. Fanny elsker at løbe – og det er et plus i LP3.

Casey er i gang med at blive rallychampionklar. Vi har 2 øvelser der er på værksted nu, men resten kan hun. De 2 kan hun næsten også – de skal bare lige stabiliseres i alle mulige kombier.

Donna er meldt til flere championprøver her i efteråret – men jeg begynder at mærke hendes alder nu. Hun er stadig PÅ som hun plejer og hun elsker det – men “hund rundt om fører” og “sideskift foran” er hun ikke helt så ninja-agtig til, som hun har været. Det mærkede jeg rigtigt da Casey kom i spil. Hun er super hurtig til de ting – hun gør det bare. Jeg går generelt også hurtigt, når jeg går rally – så nu er planen at sænke farten lidt, og se om Donna og jeg ikke kan hænge på 1 års tid endnu.

Jah – så lige pt er vi inde i rigtigt godt træningsflow herhjemme – og det er fedt.

Donna har vundet hele 2 fotokonkurrencer og præmien for den ene er kommet. Lækkert legetøj og en masse lækre godbidder. Super dejlig præmie. Den anden er afsendt, så nu er resten op til PostNord…………og lige det kan jo godt bekymre en lidt 🙂

Regn, regn og regn.

Det er jo i og for sig hyggeligt nok, men maner også lidt til sløvsind. Måske er det meget godt – med en lidt rolig periode og vejr der animerer mere til sofa, grundig rengøring og tid med spinderokken.

Jeg synes det har været hektiske tider og det er det sådan set stadig. Nu er der bare lige en uventet “fridag” i dag, hvor planen var at vaske et par hunde, men vejret ikke er enigt.

Der er gang i den på hundeskolen, hvor der er rigtigt mange dygtige og engagerede kursister – som går en masse til prøver, vinder en masse og virkelig går op i det. Det er FEDT – og jeg nyder at kaste en masse energi i det. Et par gode hvalpehold også, med ditto engagerede mennesker – og bla træner 4 af mine egne I-hvalpe der. En fornøjelse at følge – de er super seje.

Så træner jeg selv i DCH mandag aften med Prima på hvalpehold – og på konkurrecehold hos Hund og Træning tirsdag formiddag med Fanny. Super sejt hold med dygtige mennesker – så meget inspirerende.

Sådan en uge løber stærkt, synes jeg.

Weekenderne er booked med at arbejde for DCK, og september her boomer med hele 4 weekends i “marken” i klub-regi.

Vi lagde ud med vildtsporskursus i Roskilde, hvor en af mine gode hundevenner var hyret. Hun havde medbragt en god vildtsporsven som medinstruktør og de 2 gjorde et super godt arbejde. Inspirerende, motiverende og vi havde en super god dag. Jah – startede kl. 10 og jeg var hjemme 17 – så vi holdte også ud længe.

Jeg havde Prima og Nellie med – og Nellie var helt syg med kaninen ( dummy m. kaninfært ) på kaninslæb ( og ville ikke aflevere igen:D ). Prima syntes kaninen var lidt overvældende, men til gengæld meget tændt på selve vildtsporet, hvor vi gik på en klov der blev slæbt hen over underlaget.

Nellie er nu flyttet – og skal bo sammen med sin onkel Zico. Zico er søn af Dina ( Lapinettes Chelse Bridge ). Dina er mormor til Nellie 🙂

Familiesammenførslen er gået fremragende og de 2 hunde hygger sig max sammen. Det er dog lidt hårdt at få en lille vaks dame i huset, synes Zico – en dag havde han taget et kødben, gået hen og lagt det foran Nellie ” ” Værsgo – kan jeg SÅ få fred” ” 😀 😀 😀 Brainy hund!!!

Han er kun 1½ år – så han er stadig med på alt det pjat, som Nellie også er. Det er super.

Forrige weekend stod den på mentalbeskrivelser for DCK. Jeg var medhjælper på dagen. Ingen af egne hvalpe skulle igennem – men det skulle onkel Zico så, og det er jo spændende nok at se 1 stk. afkom af en af egne kræ.

Det gjorde han fantastisk flot – glad, social dreng med super afreaktioner – og 5 på nysgerrighed på lyden. Kom hurtigt hen til spøgelserne osv – og sluttede med 3 på skud. En meget rolig hanhund ift alder……….Når der ikke lige skete noget, lagde han sig ned. Vi talte om han måske var noget flad efter at have fået hvalp i huset, for der plejede at være en del mere knald på ham, sagde ejer. Men fine og flotte reaktioner. Så kun grund til at være glad og stolt.

Det er dejligt at se flere og flere collier komme gennem mentalbeskrivelsen – det er et stort og vigtigt arb – og ud fra profilen kan man målrettet lede efter en avlspartner, der kompenserer ift de svagheder der måtte være. Fuldstændigt ligesom når man sætter 2 hunde sammen, hvor hannen så skal søge at kompensere for nogle svagheder tæven måtte have anatomisk. Potato potato – det ene er bare udenpå – det andet indeni.

Det er tydeligt for mig, hvor meget man kan ændre på ganske få generationer – hvis man vil og erkender de svagheder der er. Der tales meget om “nåh, det er jo på dagen, og de kan jo have en dårlig dag” – og “sådan plejer den altså ikke at være” osv.

Jeg har valgt at tro på beskrivelsen. For det er det “rå” billede man ser. Vi som førere må ikke hjælpe dem – de skal selv forholde sig til situtionerne. I hverdagen hjælper vi dem – måske ubevidst – og får nogle andre reaktioner måske.

På 3-4 generationer kan jeg se hundene her i huset har flyttet sig helt gevaldigt mentalt, så jeg tror på det er vejen frem.

Således ligger alle 3 H hvalpe i år oppe på de 5 ved håndtering og kontakt. De ELSKER mennesker, hvilket jeg er gået hårdnakket efter at forbedre. Mormor Donna er en sød hund og hilser gerne, men er nok mere en sådan typisk “reserveret” collie. Hun springer ikke storlogrende frem til fremmede og siger “Heeeeeeeeeej, min bedste ven”. Men det gør børnebørnene……..

Hollie fik 5 på nysgerrighed på lyden, Balto fik 5 på nysgerrighed på kedeldragten – og 4 på lyden. Alle 3 kom hurtigt hen til spøgelserne……. Zico her fik også 5 på nysgerrighed på lyden, ligesom halvsøskende her hos mig også fik det.

Den nysgerrighed synes jeg er vigtig – og noget af det som jeg virkelig lægger mere og mere værdi i. Det at de SELV tager initiativ til at undersøge tingene er super godt. Nysgerrig og modig er nogle kvaliteter som jeg gerne så collierne havde mere udpræget generelt.

En ting er at de har ok afreaktioner og er kommet videre, når de skal passere noget, når de har fået en forskrækkelse. Det er rigtigt godt de kan smyge tingene af sig………..men endnu federe er det da at de selv tjekker tingene ud, fremfor skal lokkes hen og vises det ikke er farligt. Lidt mere selvstændige hunde…….

En egenskab jeg tror er super arvelig – ligesom meget af det andet. Summer fik også 5 på nysgerrighed på lyden, og hendes søster Smilla fik 5 på nysgerrigheden på kedeldragten.

Jeg ELSKER der efterhånden er så mange mentalbeskrevet herfra, så kan jeg se mønstrene.

I skrivende stund har alle 5 I hvalpe-ejere meldt ind de stiller op til mentalbeskrivelse næste år, og jeg er super lykkelig for det. Jeg HÅBER sådan det er noget der bliver mere almindeligt og måske ligefrem en norm, at man “bare gør” med sin collie.

Det er vejen frem, hvis de skal blive bedre mentalt – første skridt er uvildig info. Næste er så at bruge den 🙂

Jah, hvad hjertet er fuldt af…….. 😀

Tiden har også budt på en knækket rovdyrtand hos Prima, hvor jeg besøgte dyrlægen til tjek. Rådet var at se tiden an – kun 1 ud af 100 hvalpe fik problemer med sådan et knæk. Som regel skete det intet- og så faldt tanden ud ( mælketand ), og så var det det.

Selvfølgelig er Prima 1 ud af 100 😀 😀 På mange måder………..

I lørdags røg hun vældig hurtigt på operationsbordet med en begyndende tandbyld. Lørdag morgen så jeg en blåfarvning af tandkødet – og fangede hurtigt dyrlægen og fik forklaret at nu var det altså NU. Vi fik en tid over frokost – og der var der allerede dannet en stor byld/ udposning på tandkødet. Seriøst møg – godt vi fik taget det inden hun fik feber og blev rigtig dårlig.

BUM – så ligger ens lille pus på 3½ mdr lige i narkose. Jeg er ikke fan af det. Men selvfølgelig gik det godt, og nu er hun så på antibiotika og det ser pænt ud.

Nu tror jeg der skal bages en kage. Efterår, regnen slår mod ruden – hundene bobler efter lang tur på stranden. Afgjort kagetid.

Herunder den lille tysker – ½ sek i at nakke en stor, grim sort hund 😀 😀

Hun er en totalt ninja-sniger 😀

Jeg må hellere få opdateret her.

Jeg siger ofte, man skal huske at være glad og glæde sig, når der er grund til det. For pludselig kan tingene ændre sig.

Lige pt spekulerer jeg på, om jeg nogensinde bliver glad igen.

Det har været et par drøje måneder med at sige farvel til et par gamle vovser i huset. Ja – de var over 12 år, og man ved jo at så er det ved den “tid”. Alt over 10 år er en gave. Så man har befundet sig i gaveboden et stykke tid, og bør vel principielt være glad for det. Men de der pædagogiske indfaldsvinkler er aldrig rigtig bidt på mig, ligesom jeg synes snak om regnbuebroer, blive til stjerner m.m. simpelthen er for dumt.

Jeg savner dem. Kort og godt.

I onsdags sov Flora ( L. Femme Fatale of Fire ) ind på Århus Dyrehospital efter et voldsomt forløb, som jeg ikke forstår meget af. Jah, det gør ingen vist. Hun skulle have taget biopsi af tarmen efter hun tilbage i marts/april var ramt af en hårdnakket giardia-infektion. Efterfølgende havde maven svært ved at finde balancen igen, og hun måtte have 5 mg prednisolon dagligt. Det har hun så fungeret på siden – uden problemer. Dyrlægen syntes nok hun burde have lavet grundigere udredning ( den biopsi ) og anbefalede dette. Tiden er dog gået stille og roligt – og bare en uges tid tidligere var hun til agility og gjorde det super.

Pludselig torsdag får hun så 40 i feber og virker til at have mavesmerter. Kommer til dyrlæge og får antibiotika – og blodprøve tages. Hun har tidligere fået taget en del blodprøver ifm maven – og der har ikke været noget.

Antibiotikaen virker hurtigt – og allerede dagen efter er hun frisk igen. Så kommer blodprøvesvaret – som siger hun har en begyndende betændelse i bugspytkirtlen. Derudover også begydende sukkersyge. Med sådanne ting på spil duer det ikke at få prednisolon, så nu bestilles tid på Århus Dyrehospital til den biopsi, så der kan “ryddes op”. Bugspytkirtelbetændelse er begyndende – således den burde kunne reguleres med foder, så nu skal der bare styr på den tarm.

Hun bliver så indlagt, åbnet og får udtaget biopsier. Alt går tilsyneladende fint – men 1½ døgn efter dør Flora. Ved åbningen konstaterede man at bugspytkirtlen ikke havde det så godt, men vurderede også ( sagde de ) at den kunne reguleres med foder.

Om natten efter operationen bliver hun dårlig og går i chok. Det er meget kritisk. Ved scanning ser de at der står en masse væske i bughulen. Hvorfra ved det ikke – og hvorfor ved de ikke. De bruger dagen på at stabilisere hende – og er optimistiske. Om aftenen har hun det 10% bedre.

Lige indtil 20.00 hvor hun bliver dårlig igen – og 21.30 udånder hun, som der står i journalen.

Jeg har undervejs ringet derop, for at spørge ind. Jeg har haft Floras ejer i tlf løbende, men hun har svært ved at redegøre for detaljerne når jeg spørger ind, så det nemme er jo at ringe til kilden. Men de vil ikke tale med mig – og er ganske afvisende. Jeg havde kun fået at vide at der var “sivning”. Sivning ?? Fra hvor ? Såret – eller indvendigt ???

De gav sig dog, og fortalte det var indvendigt og det var kritisk.

Det forstod jeg ikke. Hvordan kunne en biopsi ende med sivninger og vand i bughulen ?? Havde de perforeret tarmen ?? Det er jo det, man tænker først.

For pokker en dag 🙁 Vandrede hvileløst rundt herhjemme med hjernen kørende og fast rutefart til google. Intet af det gav mening. Bugspytkirtlen ( pancrea ) havde det så ikke godt, sagde de – og jeg lærte hurtigt på nettet, t der var en akut og en kronisk udgave af det.

Jeg kender også til nogle få collielinier, hvor der har været noget arveligt ( tilsyneladende ) pancreatitis. Ikke så dramatisk som her, men hvor hundene skulle spise specialfoder. Det var den kroniske udgave.

Det passede slet ikke på Flora. For det første er hun hhv 3.og 4. generation af huset, og ingen i familien meget bredt har haft noget der så meget som minder om. Dernæst går der en tid forud, hvor hunden taber sig voldsomt og får kedelig pels, fordi den ikke kan optage føden. Passede SLET ikke på Flora.

Høj feber og mavesmerter passer til gengæld på den akutte, og sådan startede det. Men kan en pencreatitis give udsivninger i bughulen ?? Næh, sagde mange jeg talte med – også hos egen dyrlæge.

Det endte med jeg bad ejer rekvirere journalen fra Århus – og så bestiller jeg en konsultation og så gennemgår jeg den med egen dyrlæge.

Den har jeg fået nu. Det første der springer i øjnene, er at Flora har taget 6,5, kg på – på 6 mdr. Ifølge journalen vejede hun 28,5 kg – da hun flyttede medio feb. herfra vejede hun 22. Søster Fanny herhjemme er større end Flora – og vejer 21,6, hvilket er helt perfekt. Det er jo en ekstrem vægtøgning på meget kort tid.

Så den kroniske pancreatitis er totalt og aldeles udelukket.

Nu lurer jeg i stedet på om den langvarige prednisolonkur har betydet den ekstreme vægtforøgelse og dermed voldsomt pres på kroppen. Den hyppigste årsag til akut pancreatitis er forkert fodring/ for fed mad – men visse medicintyper angives også som årsag. Der defineres ikke hvilken medicin. 6,5 kg vægtforøgelse for Flora, svarer til jeg tog 25 kg på – på 6 mdr. Det er jeg ikke sikker på min krop kunne holde til heller. Begyndende sukkersyge ville givet også være en konsekvens i al fald.

Og hvad med de sivninger ??? Hvorfor kom de ??

Det er alt det jeg må snakke med min dyrlæge om. Jeg ved godt Flora ikke kommer tilbage, men jeg må have afklaring. Hvis det er muligt.

Endnu en ting, som jo kan undre – er at Århus dyrehospital modtager en blodprøve fra torsdag, hvor der konstateres en begyndende pancreatitis. Hvorfor i alverden tager de ikke en ny og tjekker status, inden de begynder at operere på hende ?? Det virker helt tosset. Man skal da være sikker på hunden er stabil, inden man presser den yderligere. Hun burde aldrig have været åbnet.

Ja – lige nu handler jeg. Men hvor har jeg grædt mange tårer de sidste dage – og det er ikke ovre endnu. Forude venter så en “sammenklapning”. Når der ikke kan handles mere.

Flora er en af mine hvalpe – og alle har en bid af hjertet. Men hun er mere end det. Hun har boet her rigtigt meget gennem sit liv, inden hun blev omplaceret i februar. Hun var en af flokken.

Jeg tror ikke på regnbuebroer, enhjørninge eller julemanden. Jeg er nok ganske praktisk anlagt først og fremmest.

Alligevel har jeg haft en spooky oplevelse omkring det her. Jeg vidste ikke andet end Flora var i bedring, og det så fint ud.

Jeg sad og stenede til en netflix serie der om aftenen, da Fanny pludseligt begyndte at opføre sig løjerligt. Kl. har vel været omkring 21.

Kom hoppende op i sofaen til mig – og stirrede intenst som ville hun noget. ” Læg dig ned” sagde jeg………..men nej. Hun skrabede på mig med poten, småpev og var urolig. “Vil du ud ?” – og jeg gik til døren. Men hun blev siddende. Da jeg satte mig igen puttede hun ind til mig, men kravlede stadig rundt på mig. Hun var mao jævnt træls, når nu planen var at slappe af. Indimellem fik jeg hende til at slappe af ved at nusse hende bag ørerne – men hun var meget urolig. Jeg har ikke oplevet hende på den måde før. Hun blev ved længe. Så lagde hun sig og slappede af. Jeg så resten af afsnittet og lukkede så for at gå i seng.

Tjekkede lige FB – og der var så en besked om Flora lige var død.

Jah – sikkert tilfældigt, men alligevel en mærkelig oplevelse.

Det kommer til at tage tid at komme sig over. Gimli var hårdt, Honey var hårdere – det her er ubærligt.

Livet går videre – men nogle gange lidt på trods. Det er rigtigt fint at have en Prima og en Nellie i huset lige nu, der i den grad holder hjulene i gang.

Sov sødt, Flora – hvor er jeg dog ked af du har skullet dette igennem………

I dag har været den første dage længe – MEGET længe – hvor jeg ikke har skullet noget. Når jeg tænker tilbage, har dagene været fyldt godt op længe. Jah – hvalpene flyttede i slutningen af juni, og så er det gået slag i slag.

Gimli blev aflivet d. 27. juni – og Prima hentet medio juli. Der har været hvalpe af huset på ferie her undervejs, og flere til vask. Der har været arrangementer for Dansk Collie Klub jeg har stået for eller hjulpet til med. Der er hundeskole – og egen træning.

Lige pt bor Nellie her jo – dog kun til d. 5. sep. Så skal hun flytte hjem til sin nye familie. Det skal bare helst passe med de har ferie, så derfor bliver det der. I morgen mødes vi dog og går en tur med hende og Onkel Zico, som hun skal bo sammen med.

Bassie er også rykket ind på ferie, så her er godt booked op.

Jeg har det rigtig godt med at passe vovser af huset. Jeg synes det er så synd de skal på pension. Her er de trygge og føler sig hjemme. Men det er selvfølgelig et stort arbejde, for jeg synes jo også de skal opleve noget når de er her. Så her gåes mange, lange ture.

Nu begynder jeg dog at se frem til der kun er “os selv” herhjemme – så jeg kan få lidt bedre faste rutiner omkring vor egen træning osv.

Prima har været til første gang hvalpetræning – og hun var en stjerne 🙂 Tryg, glad – og non stop søgen kontakt med mig. Hun vil SÅ gerne arbejde. Efter nogle “fri-kommandoer” ville hun dog også gerne lege med de andre til frikvarter 🙂 Der var en bane med ting de skulle op på osv – forskelligt underlag, tunnel osv. Super fint. Masser af indkald – og indkald m. fører i skjul. Meget anderledes træning end hos de mere nørdede steder – hvor jeg primært har trænet med Fanny.

Kodeordet mange af de steder er “små hold” og individuel træning. Det er også hamrende godt ift færdigheder. Jeg synes selv jeg er super godt klædt på som fører og efterhånden kan lære mine hunde stort set alt jeg vil. Jeg har lært meget ved den træning. Færdighedsmæssigt er Fanny übersej. Hun er kodet og modelleret og jeg har en hund der kan alt med flot tempo.

Men vi har mistet noget andet undervejs……..som dog er ved at være rådet bod på, tror jeg.

Jeg TROR det har en bagside at stå på små hold, hvor man træner primært individuelt. Ofte fordeler man sig på en græsplæne eller i en hal, så man står i hvert sit hjørne. Så går instruktøren rundt og man får X antal minutters ene-time med fokus på lige det man vil. Det rykker færdighedsmæssigt. Til gengæld er der noget skidt kodning omkring hele set-uppet, tror jeg. Set fra hundeperspektiv.

Det er svært at forklare – men man laver et perfekt set-up, med langt til de andre og man mingler ikke. En prøve kan pludselig blive svær, når der er hunde alle vegne, de går tættere på osv. Det hele bliver også meget vigtigt – der er stort fokus på perfektion og man står der i sin lille bobbel og tilstræber perfektion. Det bliver meget alvorligt, det hele…………

Da hundene er sensitive, tror jeg måske det kunne være godt tingene ikke var HELT så vigtige 24/7. Hvor man dyrkede glæden, flowet og de andre, fremfor at se dem som “forstyrrelser”…….Mere naturligt.

Det handler meget om prøverne også, hvor der foregår meget om ørerne på os. Det har Fanny haft mere svært ved end mine andre hunde. De andre hunde har været på mange alm. hold i alm. hundeklubber – mens Fanny er trænet udelukkende på små hold med individuelt fokus. Det har givet meget – men også kostet andet. Tror jeg.

I den ånd er Prima nu i DCH……..Jeg mangler et ord. Det er lige på tungen…….for forskellen. Men “afslappet” kunne være et bud.

Hun var topsej på den bane med udfordringer – alt der hed spande og forhøjninger lavede hun elefanten på 😀 Hun er bare så topsød <3 Mors lille politihund. Derudover går hun den fineste lineføring/ fri ved fod non stop. Hun har det ligesom et par andre herhjemme – hun ElSKER den øvelse. Eller også er det bare mig der elsker den – og så smitter det 😀

Fanny og jeg kom også af sted på tirsdagsholdet i Vedbæk. Vi har nuppet en runde hos Hund og Træning og er så heldige at være på det seje konkurrencehold. Der lavede vi indkald med stop. Jeg har fiflet lidt selv – og vi fik da også pænt med ros. Fanny er ret god til det stop………

Her en lille bid på film fra i går herhjemme :

Hendes “stop” er godt nu – og tempoet ditto. Så skal der stabiliseres og varieres og forstyrres – men så er den da ved at være der. En efter en gnaver jeg mig igennem, og så er vi helt sikkert LP3 klar næste år.

Casey er rallychampionklar – nu faktisk. Måske jeg skulle se at få hende meldt til nogle prøver også.

– og Donna arbejder også super duper pt. Hun havde nogle dage med lidt nedsat tempo i forskellige øvelser, nu nu kører hun igen som vanligt.

Så alt i alt går det meget godt pt.

Næste weekend står på sporkursus – det glæder jeg mig til. Prima er den heldige deltager af huset. Hun er en lille sejert på spor, så glæder mig til at se hvad hun siger til vildtspor og kaninslæb.

Det hele garneret med en lind strøm af strandture, skovture, børstning og party. Jeg er bestemt træt, når jeg går i seng om aftenen 🙂

Det kører på pumperne pt.

Efter sidste hektiske weekend – gik der et par dage,og så blev jeg snothamrende forkølet. En lidt tungere omgang med feber også. Den har lidt svært ved at slippe. Så det er selvsagt noget træls.

Jeg var nødt til at melde afbud til Fannys træning tirsdag hos H & T – åhhhh, det var dælme træls. Det havde jeg glædet mig til, og var vildt glad for det den første gang deroppe.

Mandag aften startede jeg i DCH, Hvidovre hvor Prima skal træne. Denne første gang uden hund. Teori-aften. Vældig hyggeligt – og vi er et lille hold på kun 4. Denne afdeling har ikke haft hvalpehold før, så det er noget nyt. Alle “foundation-tingene” – klikker, at lære at lære, grundøvelser ift LP osv – nupper jeg herhjemme. Så bliver det socialisering osv – med henblik på at være “inde i folden”, så vi kan komme til at gå noget spor på sigt. DET er planen.

Jeg har svært ved at komme over “Honey”. Hele det forløb gik så stærkt og var så pludseligt, at det egentlig først er nu bagefter at jeg reagerer på det. I situationen var jeg handlende – hjalp hende, var der, kontinuerlig kontakt/besøg hos dyrlæge og fingeren på pulsen hele tiden. Da vi nåede til at hun ikke kunne holde på vandet, var jeg helt afklaret med, der intet håb var for bedring og der blev taget en god, værdig afsked.

Bagefter er jeg blevet snigløbet. Jeg savner hende – meget. Jeg tænker ikke, jeg kunne have gjort noget mere eller anderledes – så jeg er afklaret med forløbet. Men jeg er nu paranoid ift de andre.Det kan jo ske i morgen, at en ryg går ned – eller lign. – og så er vi der igen. Svært at lægge de tanker væk, og bare nyde det. Jeg er generelt den bekymrede type. Den side har fået en booster :/

Jeg har ikke fået trænet en hat den sidste uge her – bortset fra 15 min i voldsom regn med Donna torsdag aften. Jeg har dog de seneste mdr. kunne mærke Donna er blevet ældre, og det flasher voldsomt op nu lyset af mor Honeys bortgang.

Rally championklassen er ikke en pensionistklasse. Der er ting, som skal udføres rimeligt tjept – og der kan jeg mærke hun er begyndt at hænge lidt i bremsen. Sideskift foran f.eks – hvor hund løber frem, og undervejs vender hoved og fokus til den anden side, så den er klar til at gå på modsatte side. Der er hun ikke lige så tjep som hun har været.

Vi var til prøve i går – og hun var PÅ og gik super flot. 2 gange i alm. pladssidning nølede hun så for at komme ned i plads. Det gav 2 * forsinket reaktion” hvilket var helt på sin plads. Dem har hun ikke fået før – hun plejer at være ninja. Det var sådan det startede med Gimlis spondylose – så nu banker paranoiaen på. Jeg er ludhamrende fattig pt – Det har været dyre måneder i dyrlæge og aflivninger. Men jeg må få Donna tjekket med den ryg. Måske der så kan forebygges/gøres noget – så hun ikke ender som sin mor.

Fanny skranter også de her dage. Nedstemt humør, nedsat appetit om morgenen og træt. Det kan sagtens være løbetid om hjørnet. Sidst var hun januar, så det passer også – men det skubber også lidt på paranoiaen.

Så – selv om huset er fyldt med dejlige hunde, og jeg nyder meget alle de ting vi laver sammen, så har angsten lige skubbet sit klamme fjæs frem.

En GOD ting, er dog at Casey ikke har reageret på sin vaccine. Det var jeg også bekymret for – for sidste gang hun blev vaccineret udløste det den ondeste omgang borrelia, hvor jeg måtte smide alt jeg stod med og ræse til Dyrehospitalet, hvor hun røg i drop.

Jeg havde besluttet IKKE at vaccinere hende igen – men så var det også slut med at gå til prøver/træning, hvilket vi har genoptaget og nyder meget. Og jah – der er parvotilfælde på Sjælland af og til. Når der så også er hvalpe her jævnligt, er det jo sindssygt uansvarligt at have en hund gående rundt, der ikke er passet med sine vacciner. Så det var bare at bide tænderne sammen, får det gjort – og se, hvad der skete.

Der er ikke sket noget som helst – og det er dælme fedt!

Jeg får dog trænet lidt med Prima – og Nellie. De får 7-8 min hver dag. Ikke mere end det. Handler allermest om de lærer at tilbyde og løse tingene SELV. Det er jo en af mine kæpheste – fordi det giver sikkerheden og tempoet på den lange bane.

Her er Prima på sin 3 mdrs fødselsdag. Det var spændende at få ny hund udefra – og hvordan det ville være ift at beholde en af egne kræ, jeg jo allerede er meget knyttet til på forhånd. Ingen forskel der – jeg er SÅ glad for hende. Totalt forelsket.

Den her weekend har været vanvittig – startende fredag.

Sidder her med ondt i halsen, tæt næse og småfeber, og ved udemærket godt det skyldes den “stress” de sidste dage har forårsaget, så en virus-ting så nu kan holde den vildeste fest.

Som skrevet i sidste indlæg gik Honeys ryg pludselig ned. Smertestillende gjorde ikke noget for hende, så ny plan blev iværksat med prednisolon. Måske kunne det lægge låg på – sidste halmstrå. Det ændrede heller ikke noget og pludselig kunne hun ikke holde på vandet, så nervebanerne ned til blæren var også påvirkede. De fleste dage kunne hun godt gå vores lille tur rundt i skoven ved siden af – langsomt og noget stavrende bagtil. Men hun gjorde det, snusede interesseret til omgivelserne og samlede alle de pinde op hun fandt, som vanligt. I fredags var det så 3. dag hvor det blev en tand værre. Hvor hun tilsyneladende slet ikke kunne mærke højre bagben – og gik meget mærkeligt. Hun trippede af sted med forbenene – lignede en der gik på glødende kul – fordi de bar al vægten. Dagene imellem hvor det gik nogenlunde gav håb – men da 3. meget skidte dag så kom fredag, tog jeg beslutningen. Nu måtte det være slut.

Jeg ringede til min dyrlæge, og fik at vide jeg kunne træffe hende lørdag ( de har lørdagsåbent fra 9 ). Fair nok – jeg ville have en tid mandag/tirsdag, for hun virkede ikke til at have smerter, og virkede glad og fro. Hendes krop ville bare ikke samarbejde helt med hende, men hun klarede sig dog. Lørdag morgen ændrede planen sig, da hun pludselig ikke havde kontrol over sin blære længere. Så jeg ringede lørdag morgen i vagttiden for at sikre mig at kunne få en tid lørdag.

Det fik vi – lidt over en time efter.

Det var hårdt og det forløb har gjort rigtigt, rigtigt ondt. Honey havde i øvrigt ikke skyggen af gigt ( vildt med sådan en gammel hund ), kunne løbe, springe, gå flotteste fri ved fod, lege med de andre………..for bare 14 dage siden. SMAK, så skete der noget i ryggen, så nervebanerne ikke fungerede. Åh, hvor er det unfair, synes jeg 🙁

Jeg øver mig i at tænke på, hun faktisk blev 12 år primo juli, og at hun er en heldig hund at have levet over 12 år så frisk og frejdigt, som hun gjorde. Hun har haft et langt, flot og godt liv.

Dagen inden – fredag – fik jeg Nellie retur. Nellie er fra I-kuldet og er altså 3½ måneder. Der er intet som helst galt med Nellie, og ejerne var ulykkelige over at måtte af med hende. Men de følte hun skulle have mere end de kunne give. At hun kedede sig hos dem. Det har taget pippet lidt fra dem, hvor meget en hvalp egentlig kræver – det er 14 år siden sidst.

Så hun bor her nu, mens vi venter på et super hjem finder hende. De får en lækker, lækker hund – som jeg havde beholdt, hvis ikke det var fordi jeg havde Prima. Nellie er lige som jeg gerne vil have dem. Super SØD hund, elsker mennesker, vil vildt gerne samarbejde, men arbejder også fint selvstændigt, ustresset med fin slukknap, derudover livlig – og født med en sundhed der ikke fåes bedre. Smuk – synes jeg også. Hun er ca. 75 % amr. hvilket også ses tydeligt på både hende og hendes søskende. Hun vil være den ideelle trænngspartner – og det kløer i mine fingre for at arbejde med hende. Vi starter sikkert lidt op……..

Hende og Prima har fundet hinanden og de sidste par dage har huset været fyldt med liv og 2 legende hvalpe. Det er godt nok. Der er ikke ret meget mere livsbekræftende…….

Alt dette var jo egentlig rigeligt til at fylde en weekend – men jeg havde for længe siden lovet at hjælpe DCK lørdag, hvor en mentalbeskrivning løb af stablen. Jeg synes det er så vigtigt med det tilbud til collierne – og vil gerne støtte alt jeg kan. Jeg spurgte til for lidt tid siden hvad jeg kunne gøre for at hjælpe – og fik at vide jeg kunne sørge for frokost til beskriverne. Yes – Roger, I do.

Det fik jeg købt ind til fredag og gjort det meste klart – hvilket var heldigt, da Honey pludselig blev så dårlig og vi bare måtte af sted. Det var en helt absurd dag – ringe til dyrlægen, stå og regne på tider og hovedet og så beslutte at det var bare at sted NU. Ned og gennemføre det – og så haste hjem og stege frikadeller. Jeg var ked af det i bilen ned/hjem – og så måtte jeg forsøge at lægge det til side, mens næste opgave blev løst.

Ellyn kom og passede mine hunde – hun var hyret i god tid, for at Prima ikke skulle være alene hjemme så længe. Vupti – nu var Nellie her så også, så det var godt med en hundesitter. Summer var også med, så det var den rene hundefest her i huset.

Stege frikadeller, pakke ned – og så afsted til Stenlille. Den kage jeg havde planlagt at bage om formiddagen måtte jeg simpelthen springe over.

Landede rettidigt i Stenlille – og fik leveret frokost. Vidste ikke hjemmefra om jeg magtede at blive og se mine 2 H hvalpe efter frokost. Ville ønske jeg kunne, men vidste ikke om jeg kunne. Det kunne jeg godt – et kraftig tag fat i nakken på mig selv og fokus på dem – så gik det.

Det er jeg glad for jeg gjorde – de gik 2 fantastisk flotte beskrivelser. Sociale, venlige, meget håndterbare, gode afreaktioner, nysgerrige, og skudfaste. Gode på leg også – Hollie lidt mere end Hera. Hollie knoklede også efter haren begge gange – det er ikke så tit collierne gør det.

Deres bror Balto har lavet en mentalbeskrivelse i Jylland, som minder meget om de 2 søstres, så det lader til det kuld er blevet lige som håbet. Pepsi er skrevet op på venteliste i Jylland – det er svært at finde plads derovre. Håber det lykkes.

Da vi stod med Hera bagefter og testleder gennemgik skemaet med ejer, gik hun logrende rundt til alle i gruppen, som stod omkring. Hilse, hilse, logre, logre – den ene efter den anden. Summer er en sød, social hund – farmand er nærmest labrador i den afdeling, og det var lige DET jeg faldt for. Som Hera gik rundt der – det kunne have været hendes far. Dejavu-oplevelse. Og lige præcis en karakter-egenskab jeg kunne ønske collierne havde mere af. “En collie skal være reserveret” . Hvorfor dælen skal den det ??? Hvor står det ???

Men ja – mange er det, og det er vigtigt for mig at avle væk fra det. Reserveret er niveauet inden bange!!! “Jamen, det er praktisk, for så bliver den hos os og løber ikke hen til andre”. Seriøst ??? Skal vi have noget forsigtigt, småbange – fordi det er nemt ??

Ja, det er en af mine kæpheste. At collien skal være sådan, fordi den er en hyrdehund, holder ikke en meter. Den skal turde løbe væk fra hyrden – sågar vældigt langt – for selvstændigt at hente en flok får.

Da jeg mødte H´ernes far, og så hans glade, imødekommende, opsøgende væsen tog jeg beslutningen at bruge ham. Trods han er af de linier fra Tyskland, som træner og konkurrerer i IPO, og jeg gentagne gange har set colliefolk himle om hvor forfærdeligt det er, og hvor aggressive de er – og “sådan” er en collie ikke 😀

IPO er noget man træner, ikke noget man “er”. Nu har Hollie og Hera i al fald vist hvordan sådanne tilsyneladende genetiske IPO-hunde er skruet sammen…….og aggressiv er vist ikke det, som falder først for 😀

Jeg kender Nexus mor – hun er halvsøster til min Bassie. Jeg kender deres fælles far. Eros var en sød hund, men havde slet ikke det der milde, søde, labrador-agtige væsen. Kender også til mor-siden. Så almindelig udelukkelsesmetode sagde mig, at det meget sociale, labradoragtige måtte komme fra den tyske far. Som – ryste bæve – var den forfærdelige IPOhund, som havde en million sportitler, RH titel, samt IPO 1-3. Politihunde læste jeg en dansk opdrætter, kalde “den slags” 😀

Skulle denne politihund virkelig være årsag til nærmest lallende labrador-adfærd ???

Jeg tillod mig at antage dette – og det var en meget væsentlig faktor ift jeg kørte ned og hentede Prima på “hans” kennel, og også fik kløet ham bag ørerne. Det viste sig antagelserne holdt stik. Jordens sødeste 4 collier ever tog imod os, og særligt Primas farmor var eget overstrømmende og kunne slet ikke holde op med at kysse. Hun har også titlerne IPO1-3 – og laver bidearbejde.

Oven i sorgen over at miste 2 gamle hunde på det seneste, går jeg også rundt med en følelse af opdrætsmæssigt at være ved at være hvor jeg gerne vil. Jeg startede ud med hunde af udstillingslinier – hvor Honey godt nok blev valgt på sin drift, tempo og megen leg. Siden er der nørdet utallige mentalbeskrivelser på hunddata, og tjekket sundhedsresultater – og jeg har besøgt og mødt en masse hunde. På 4 generationer synes jeg meget er flyttet – og den gode samarbejdslyst er bevaret + det mentale er styrket. Jeg har mødt flere hunde, som har fantastiske mentale profiler, men ikke har udtalt samarbejdslyst og heller ikke er let trænbare. For mig er det tydeligt at de 2 egenskaber er 2 forskellige. Så øvelsen er at få det hele med……..

Hold op, hvor har jeg siddet mange timer og dissekeret linier/hunde – og jah, nogle kalder det at “avle på cifre”. Det kan man måske godt sige, idet der er nogle cifre jeg ikke ønsker at avle på. Men da der er flere hunde, med “rigtige” cifre – så er det jo stadig bare et parameter ud af flere. Der er jo stadig sundhedsresutater ( hov- kedelige cifre igen, men dog ret vigtigt om hofterne hedder A eller E – eller ??), arbejdsresultater, eksteriør og så selve mødet med hunden.

Der går 3 I hvalpe til træning hos mig, og nu bor Nellie her. Jeg må sige, de også i den grad lever op til forventningerne, og jeg glæder mig til at følge dem fremadrettet.

I aften starter Prima og jeg på hvalpehold. Vi har valgt DCH denne gang – for at kunne træne mere brugssport. Vi er startet op med spor, efter grundig indførsel fra IPO-ven – og det går fantastisk godt, og meget mod mine forventninger er jeg faktisk blevet bidt af det.

Fanny og jeg startede sidste uge hos Hund og Træning på tirsdags-konkurrenceholdet med henblik på at blive LP3 klar. Vi røg ind på holdet med Birgitte Brüel og Louise Wibroe og 2 mere og altså dermed nogle seje damer. Meget motiverende – og Fanny gjorde det sk… godt. Vi fik totalt meget ros og jeg er SÅ motiveret til at give LP3 en over nakken i 2018.

Der bliver lige en periode her, hvor jeg skal finde min ben og min hverdag igen. Jeg savner mine gamle hunde………

Gimli ligger nu her under denne rose – i en urne. Nu må jeg have gjort plads til Honey og endnu en rose ved siden af.

Det må være tid at opdatere.

Der er selvsagt godt gang i den her i huset, med en “lille ny” om borde. Derudover bor Bobby her også pt på 14 dages ophold, hvor familien er på ferie. Han er ofte på ferie her, og er nem. Det er super hyggeligt at have ham her.

Alle hundene går sammen – uden problemer. Der har ikke været det mindste. Prima er som hvalpe er – hamrende fræk, men de store har en mega tålmodighed. Særligt Fanny må stå model til en del, men hun synes vist mest det er hyggeligt. De 2 leger også rigtigt meget sammen nu – top cute med en stor og en lille Dupond.

Bobby har også jævnligt et lille sort dyr hængende i kraven – og Donna ditto. De andre er Prima ikke så fræk overfor. Til gengæld ligger hende og Casey “arm i arm” hver aften – og Andrea og Prima sover sammen i løbet af dagen. Det hele er bare i balance.

Jeg er meget begejstret for Prima – jeg synes hun har en dejlig balance mellem rolig, sød og totalt maniac. Ved første øjekast hun mest sød og nem – super hundesprog og elsker bare mennesker. Men der er meget mere i hende end det – super nysgerrig, elsker at arbejde ( og samarbejde ) og der er rigtig meget leg i hende.

Meget, meget spændende at lære hende at kende – og hun er totalt min lille efternøler 😀

Vi er ude at gå en tur hver dag – bare hende og mig. Hun skal lære at navigere alene uden flok. Det klarer hun top super.

Nu er Prima jo af en familie med en masse ekstremt flotte brugsresultater, så jeg har jo følt jeg burde sætte mig ind i noget af det og træne med hende, når nu hun har det “i sig”. Derudover har jeg trænet rally og LP i nu 10 år – så er færdighedsprøverne kommet til, som jeg synes er super fine også.

Men jeg kan mærke jeg faktisk bliver lidt opstemt ved tanken om at skulle lære noget nyt – og helt andet. Jeg vil stadig træne LP og rally – Prima skal nok komme til at lave det hele der også, men nu skal vi prøve at træde nogle nye stier også.

Spor har jeg aldrig forstået. Har været på nogle endageskurser hist og pist – hvor man som regel har gået X antal skridt lige ud og lagt en boks med godbidder for enden. Så har det ligget en vis liggetid, og så har hunden fået sele på og har pløjet sig igennem – med store udsving til begge sider. Røget af sporet – og man har stået og peget og sagt “søge” og på en eller anden måde landede man ved boksen. Donna har været den skarpeste – der har jeg ikke været i tvivl om hun gik spor, og det var også den lige vej. Men hun har ikke haft det dybe søg, som jeg synes ser mest lækkert ud. Jeg har heller ikke andet hvad vi lavede – har bare hængt på i den anden ende af snoren 😀

For lidt tid siden hjalp jeg så en IPO-dame med noget LP. Vi har fælles bekendte, og hun fandt frem til mig. Hendes hund har IPO3 titel og er kun 4 år. Den har desværre en sygdom der giver for korte sener i bagbenene, så den kan ikke lave IPO mere,så nu vil hun træne LP med den, for den skal aktiveres. Så vi mødtes og hun blev guidet igennem LP1 – og det meste af en LP2. Nu er hun så meldt til prøve i det.

Der fik vi snakket en masse også ( og drukket kaffe ),og jeg fortalte jo om det lille pus jeg snart skulle hente, og også at jeg gerne ville træne noget mere brugsorienteret. Ejjj, jamen – hun ville vildt gerne starte os op i spor………hun elsker spor, det er passionen over alt. Wow – heldige mig, for jeg var ikke i tvivl om det ville blive super godt.

Vi var nede hos Lea i går, og for første gang kan jeg se ideen og det sjove i spor. Det blev bygget op meget bevidst med fuld kontrol – og langsomt, langsomt hæver man kriterierne. Ligesom jeg kan lide at arbejde. Cirkelspor – for at hunden ikke bare lærer at pløje derudad lige ud…….og man har en midterpind med en snor på, man spænder sig selv fast på, når man lægger sporet – så man er sikker på det er en rigtig cirkel.

Jamen, jeg er begejstret – det hele gav så meget mening.

At min lille hund så også gjorde det super godt, er jo fedt. Hun fik SÅ meget ros……….ingen tvivl om de evner ligger i generne.

I går var første gang hun prøvede det – i dag gik vi 2 spor herhjemme på sportspladsen bag mit hus. Hun optager sporet med det samme hun sættes ned – og hver enkelt lille godbid inhaleres. Det går ikke stærkt, men det er grundigt og dyb søg, og det tror jeg er den rigtige indfaldsvinkel.

Her er hun i dag. Hun har jordens sødeste lyd, når hun går der – man kan simpelthen høre, hvordan næsen sniffer løs 🙂 :

Klikkertræning er hun også præsenteret for – og elefanten er stort set i hus og hun er roterende. Det er håndtouch og nogle andre småting også.

Jeg har meldt mig ind i DCH, Hvidovre og vi starter lige om lidt på hvalpehold. Jeg kender ingen i den afdeling,og det er også lidt fedt at komme og være et nyt, anonymt ansigt. I Hvidovre har de IPO – og min plan er at komme på det hold efter hvalpeholdet – det har jeg faktisk allerede fået lov til.

Jeg ved ikke om vi nogensinde når til at kunne stille til en prøve – men jeg vil se om vi kan.

Samtidig med skal vi også træne LP og rallyprøver vil der klart også komme nogle af. Men indlæringen der kan jeg jo klare meget af selv. Så sjovt at prøve noget andet også. Derudover tror jeg faktisk meget af det arbejde forstærker selvtillid osv i hunden, så det tror jeg er godt.

Der er nok at se til – Fanny og Donna konkurerrer pt i rally – og lige om lidt har Fanny forhåbentlig RØM titlen. Herhjemme træner vi LP. Nørder en del med rundt om kegle, stå – apport og spring. Den er faktisk i mål – og pt stabiliserer vi. Donna får lidt fp2 træning.

Casey burde også lave noget, men vi er rendt ind i at hendes vaccine nu er udløbet ift DKKs konkurrenceregler. Sidst hun blev vaccineret udløste det er grimt borrelia-tilbagefald,og min dyrlæge sagde at hun måtte aldrig mere vaccineres. Så er der gået 4 år uden tilbagefald, men hvor hun overvundet noget der sandsynligvis var en mindre hjerneskade. Vores træning har hjulpet meget der………..og de var stort hun blev rallychampion sidste år. Jeg synes det er svært at få trænet, hvis der ingen prøver er………….jeg gider ikke, simpelthen. Eller jo – tænker at jeg godt gider, men må konstatere jeg ikke får det gjort.

Så tog en snak med min dyrlæge i går – og på onsdag bliver Casey vaccineret. Det mener Nina godt hun kan klare, når hun har været rask i 4 år.

Jah – og den snak var face to face, idet jeg var hos dyrlægen med gamle Honey, som pludselig ikke kunne bruge sine bagben rigtigt. Som om hun slet ikke havde kontrol over dem. Det viste sig at sandsynligvis være en diskosprolaps, hvor der sidder nerver i klemme og giver nedsat reaktionstid til bagbenene. Det var rigtig skidt da det skete – og det er blevet lidt bedre siden. Stadig går hun nu ret skidt………Jeg vil kun lige tage hende en tissetur ud på sportspladsen – længere end det magter hun ikke.

Nu er hun på smertestillende, og så håber vi det tager den hævelse hun har omkring rygsøjlen. Dyrlægen påviste en sådan hævelse i nederste del af ryggen – og den alene kan trykke en del på nerverne. Åhhh, jeg håber hun bliver fin igen 🙁 Hun blev ramt på månedsdagen – præcis 1 måned – efter Gimli blev aflivet. Havde godt nok håbet at have super friske Honey længe endnu, og så kommer sådan en tur 🙁

Alle fingre krydsede her. Det gode er, hun er super glad og ikke virker til at have det skidt. Hun hjulrede rundt hos dyrlægen, med ørerne helt fremme og tiggede godbidder. Hun spiser godt herhjemme også, men hviler selvsagt meget.

Jah – som skrevet – vi keder os ikke herhjemme pt 🙂

Jeg mangler at lave en side til Prima – men jeg har lavet et galleri, hvor billeder af hende løbende lægges ind. Det er HER

Så sidder jeg her med kaffen. Prima har lige lagt sig til at sove, efter at have tæsket rundt 1½ time, så nu får hun lige lov at få en lille lur inden vi smutter på stranden.

ENDELIG er hun i hus – og det er fantastisk stort for mig. Det har taget år at indkredse de steder jeg kunne tænke mig at få en hund fra, hvis den skulle købes udefra. Jeg har disskeret mange, mange hjemmesider og trevlet mange linier op.

Når man gerne vil have en collie, hvor familien har vist noget arbejdsmæssigt, så er udbuddet allerede en del mindre. Jeg har de sidste år tænkt, at næste hund skulle være udefra, for at få nyt blod til kennellen. Jeg synes det er blevet sværere og sværere at finde gode hanner, som er mentalt gode, har vist noget arbejdsmæssigt ( eller afkom/familie har ) og hvor sundheden er i top. Til gengæld er der et par hanner af egen avl, jeg gerne ville bruge selv – men som er i familie med hvad jeg har. Så løsningen lå jo lige for – en tæve udefra, hvilket også måtte være på tide efter nu 10 år med opdræt.

Udgangspunktet var kompromisløshed. Skal der bruges en masse penge, tid og rejseaktivitet skal det være tæt på perfekt. Det er IKKE nemt. Jeg har truffet mange collies, der på papiret var gode, men som manglede den intensitet i samarbejde jeg synes jeg har her med mine hunde. Det tætte samarbejde – glæde i øjnene, spændingen i kroppen over bare at få lov at gå fri ved fod. Så kan der være fine resultater i diverse brugsgrene – men jeg vil jo gerne have det tætte samarbejde og ikke mindre der, end jeg er vant til. Jeg vil OGSÅ gerne have selvstændighed og lysten til at løse opgaver selv. Det er rigtigt svært at finde hunde, der tænder på begge dele.

Jeg ville have en hund med rigtig meget leg – og lyst til at lege vildt. Det er den ultimative belønning, hvis man vil have intensitet i mange øvelser. Det er en del af det at få en god fri ved fod også også. Man kan putte rigtigt meget leg ind i sin lydighedstræning.

En nervestærk hund – selvsagt,hvilket intet har med arbejdsevner at gøre. Det er 2 forskellige ting. Det der med at bare hunden er KORAD er det en sublim arbejdshund, er ikke min oplevelse.

Man hører ofte collier skal man ikke gentage øvelser med – så gider de ikke. Det er sikkert rigtigt i mange tilfælde – men det er lige præcis det jeg gerne vil væk fra ( mine hunde gentager gerne ). Jeg vil have hunde der kan, vil og tænker YES!!!!

Åh, et af yndlingsemnerne – og det hele handler om balance også. Drift, glæde, nysgerrighed, intensitet – men absolut ikke stress.

Jeg er mao kræsen, og har gennem årene støvet et par tæver op, jeg syntes var spændende og holdt øje med dem. En blev parret sidste år – men hannen var bestemt ikke mig, så det var ikke en option. Så blev Ice annonceret at skulle parres nu – og hannen var også super duper.

Men eftersom det er en unik arbejdskennel, som sælger til hele Europa og collie-workoholics står i kø, var jeg jo noget spændt på om der kunne blive en til mig.

Det kunne der – og nu efter lang ventetid, 1900 km kørsel, 27 timer bag rattet ( med kun 4 timers pause ) er Prima i hus.

Jeg er fuldstændig og aldeles forelsket – hun er alt hvad jeg drømte om. Her på 2.dagen går hun allerede med hele flokken, og har et super hundesprog. Hun ved lige nøjagtigt hvordan hun skal håndtere hver enkelt. Det er fuldstændig problemløst. Mine hunde er så også vant til her er hvalpe osv – det hjælper selvfølgelig en del.

Lang, lang biltur – hvor hun bare sov eller legede lidt med den af os, der sad med hende. Ud og tisse på rastepladserne – og en fest på færgen, hvor hun nysgerrigt og med logrende hale opsøgte alt og alle.

De voksne hunde i familien hilste vi også på – og mere sociale, søde, glade hunde skal man lede længe efter. Flokken tæller Primas mor, mormor, farmor og oldefar. Oldefar er også farfar til mit H kuld. Oldefar ( på mødrene side ) og farmor har begge titlerne IPO 1-3 + et hav af sporhunde og redningshundetitler. Alle hundene har flere brugstitler. Flere er også uddannede terapihunde.

Havde jeg en femmer for hver gang jeg har hørt hvor forfærdeligt det er man træner bidearbejde med en collie, så behøvede jeg ikke købe kaffe resten af mit liv. Nogle går en tand videre og taler om de er aggressive. Søde venner – I aner ikke hvad I taler om!!!

Bidearbejde er leg og drift – ligesom når man hyrder får. Man arbejder med byttedriften – og hundene synes det er SJOVT. De er milevidt fra at være aggressive eller ville nogen noget ondt. Det er leg!

Til vore mentalbeskrivelser vil vi gerne have hundene leger og bider i et tov, vi holder i. Hvorfor er det pludselig noget helt andet forfærdeligt fordi det er et ærme ?? Hunden har lært det ved først et bideskind, så en dims på armen, der hives af lige så snart hunden får fat og så er der trækkeleg – for til sidst at de holder fast i ærmet. Det er “same shit” som “leg” på mentalbeskrivelsen.

Det kræver en tryg hund med gode sociale kompetancer at kunne lave disse ting med en fremmed. BINGO – DET er godt. Reserveret, halvbange, ængstelig, kan ikke lide mænd, bange for børn – er godt at komme væk fra. Gode sociale kompetancer er GODT! Allermest for hunden selv.

Primas familie viste lige præcis dette. Alle gik med alle hvalpene – i god ro og orden. Alle kom og hilste glad og venligt på og ville os SÅ gerne. Farmor Donna kunne ikke komme tæt nok på – kunne hun kravle op på skødet af en og putte sig ind, havde hun gjort det.

Mens vi gik rundt der, tog opdrætter sådanne oppustelige poser der kan ligge i pakker, så tingene ikke ødelægges. Idet vi går ud smider hun den ned på fliserne og jokker hårdt på den – BANG siger det. Jeg hoppede da næsten ½ m for jeg havde ikke set den komme – hundene løb bare logrende videre sammen med os. Enten er de døve – eller totalt seje.

Jeg var SÅ imponeret – af hele flokken. Jeg er også SÅ imponeret af lille Prima. Efter allerede 2 dage kan jeg sige hun er alle pengene, spekulationerne og den lange rejse værd. Jeg er helt vild med hende!!

Opdrætter ville gerne have et billede af mig med hendes hunde – der var Jeannette lige hurtig og tog også nogle. De fleste blev ikke så gode, fordi farmor Donna havde så travlt med at networke med mig 😀 – men her kysser hun kun. Alle hundene var fantastiske – Donna var helt vildt fantastisk. Nøjs, hende kunne jeg godt lide.

Fra venstre er det mor Ice, oldefar Belos, mormor Evita, farmor Donna – og lille Prima.

Hun hedder Pia vom Bopparder Hamm. Pia syntes jeg ikke hun skulle hedde, for det hedder mange i min omgangskreds. Så efter lange overvejelser har jeg tilsat 2 bogstaver, og så får hun min Donnas “fornavn” på hendes stamtavle. Så er linket der til hende, hvis rolle Prima skal overtage som træningshund.

Derudover siger man ikke dygtiiiiig i Tyskland, når man træner hundene, fandt vi ud af. “Priiiima” siger man – og da jeg hørte det var beslutningen taget. Tænk at hedde “Dygtig”? 😀 😀 😀

Ingen tvivl om hun tit har fået at vide hun var dygtig, for hun reagerer på ordet Prima <3

Jeg kunne skrive en hel bog om alle disse ting. Det optager mig meget hvad en “god collie” er – og alle detaljerne.

Jeg havde tysk i skolen, hvilket jeg ikke var god til. Det er 30 år siden. Jeg har sludret lidt på job også – som klassisk musiker er der tyske dirigenter, Østeuropæiske kolleger osv så der er også snakket lidt tysk. Men jeg er IKKE god til det. Forstår det meste, men har svært ved selv at finde ordene ( og grammatikken gider jeg slet ikke tænke på 😀 ). Alligevel gik snakken livligt i 2 timer med opdrætter med intens dialog om collier, tankerne om dem – og hold fast, hvor var vi enige. Spændende spændende – og dygtig dame!!

Vi måtte simpelthen løsrive os – vi kunne have siddet der en hel dag og bare udvekslet tanker og oplevelser. Men der ventede jo lang tur hjem.

I den forbindelse kan jeg ikke takke min veninde Jeannette nok for at køre med. Jeg kunne ikke have kørt så langt alene – 27 timers non stop rejse. Rigtigt hyggeligt var det også med sådan en tur sammen – så hele oplevelsen var bare win/win.

Hjemme passede min søn huset, og så kom 3 hold hvalpekøbere morgen/aften og luftede mine hunde. KÆMPE tak til Winnie, Emilie og Louise + fam. <3 I er bare guld værd!!!!

Jeg er så glad – og glæder mig til at lære Prima rigtig godt at kende. Der venter nogle spændende år – og konkret i eftermiddag en legeaftale med Icha fra I kuldet 🙂 Så er der partyyyyyyyyyy!