Lapinettes blog

Så må jeg hellere få opdateret lidt her. Det har været forsømt et godt stk. tid.

For mit vedkommende er sæsonen 2018 nu ved at være slut. Der mangler lige en enkelt prøve, men ellers så har vi nået hvad vi ville i år – og mere til.

Målet for Prima var en Begynder B prøve – og den fik vi jo faktisk i første hug. Vi har nuppet et par rallyprøver, for at træne “det at gå til prøve” og Rally Begynder Mester blev hun også. LP1 var egentlig ikke en del af planen – men vi meldte til prøve og brugte lige 14 dage på at kode indkald om, lære stillingsskift og at sidde stille og holde en apport. Så fik vi også den.

Det er spændende at lære en ny hund at kende – og hun er lynhurtig på alle mulige måder. Også til at lære. En ting som så har undret, har været at hun ofte fik kvalme dagen efter en prøve/træning. Og til tider ondt i maven også, hvor hun stod i buk. Som stor hvalp kom hun på BARF, og det fungerede ikke. Det kom stort set ufordøjet igennem – også bensplinter, så det holdte jeg hurtigt op med igen. Jeg har bunker af tørkost, jeg har vundet – så hun kom over på det. Gik fint, syntes jeg – undtaget når hun havde været til prøve/træning. Ikke hver gang – men ofte.

Jeg oplevede hun blev rigtig dårlig af et hud-tyggeben. Der havde hun voldsom kvalme 1½ døgn efter – noget af en reaktion. Jeg begyndte at skrive ned, hvad hun reagerede på, og det tegnede sig ret hurtigt et mønster af at “rent kød” gav en reaktion. Selv kylling tørret i ovn. Kylling er jo egentlig skånekost.

Jeg oplevede også der skulle mindre og mindre til at udløse en reaktion, så fik hende undersøgte med kontrastvæske osv. Det viste sig hun havde en irriationen i maven – en lille område forrest i mavesækken var sådan lidt “lodden” at se til på scanning. Det viste ligeledes en hurtig gennemløbstid – tingene bliver i maven på hende utrolig kort tid. Så et hudben f.eks – jah, det må kastes op igen, for det er svært fordøjeligt.

Nå – men jeg indrettede mig på det, og gav lettere fordøjelige godbidder, men da hun så blev rigtig dårlig ifm en prøve i okt, fik hun den helt store tur. Vi brugte en formiddag hos dyrlægen, hvor hun fik taget blodprøver og undersøgt grundigt.

Alle tal var fine, og i den konkrete situation mente dyrlægen hun havde spist noget hun ikke kunne tåle. Det viste tallene også – og at en tarmbetændelse var på vej. Første gang nogen sinde hun haft noget med tarmen. Det “sjove” har jo været hun aldrig never ever har dårlig mave – kun kvalme. Så sådan typisk sart colliemave var det ikke – det vidste jeg godt.

Han mente så den hurtige gennemløbstid skyldtes irritationen i maven, hvor en anden dyrlæge mente irritaionen skyldtes den hurtige gennemløbstid 😀 Jah – hvad kom først ? Hønen eller ægget ??

Hvorom alting er – nu skulle der bare andre boller på suppen. Hun fik alm tørkost, hvilket dyrlægen mente var fint. Men tænk nu hvis fundamentet gjorde, hun ikke tåltemeget andet ? Måske kunne man lægge et bedre fundament ? Så den irritation kunne hele helt op – og gennemløbstiden måske normaliseres ?

Søgte lidt rundt og fandt fandt frem til et foder, der var godt til hunde med mavekatar, hvilket vel er den diagnose Prima har. Det røg hun på for 14 dage siden – og HOLD da op, det har været godt. Hun har hele tiden været livlig, glad, leget og PÅ ifm træning, bortset fra de dage hun synligt har haft det skidt. Men det ganger man lige med 10 nu. Øjnene skinner, hun arbejder fantastisk og har helt andet fokus. Leger ( endnu mere ) intenst og hugger sin mad i sig.

Det er godt nok et lettelse at opleve sådan en glad lille hund, der stråler af velvære. Jeg hader når der er noget – og der skal bare ryddes op. Koste hvad det vil.

I dag trænede vi for første gang i de 14 dage ( lydighed – vi har gået spor ), og hun tæskede ud, tog apporten og satte sig i front med. Den apport hun pludselig ikke ville tage og hvor det blev virkelig forhekset. jah – nogen gange skriver historien sig omvendt, som en af mine dyrlæger sagde på et tidspunkt. Nu kan jeg da se, at hun nok ikke har villet tage den, fordi hun har oplevet noget ubehageligt ved at skulle tage den i munden. F.eks haft kvalme – så er det nok ikke rart at bære noget i munden.

BUM – klarhed. Me like.

De første par år med ny hund er altid interessante – når man skal lære dem at kende, lære at læse de små tegn osv. Jeg har lært meget om Prima i år – også at hun har en drift, der siger spar to, og ikke påvirker videre, fordi hun har det skidt.

Apropos klarhed, har hele I kuldet + Prima været til mentalbeskrivelse. Jeg får lagt billeder og skemaer ind i galleriet hos de forskellige den næste tid.

De gjorde det super – jeg kan godt være stolt, og det er jeg 😀

Prima første hund – og nu fit og frisk 🙂 Der var gang i den lille hund – super social, meget glad for leg, ikke videre bange, pænt nysgerrig, super afreaktioner, gik direkte til spøgelserne og 1 på skud ( skudfast ). Alt det jeg havde håbet på at se, da jeg valgte hende.

I´erne mindede en del om hende. Super sociale hele banden – hoppede op af testerne og logre, logre. Også i flere tilfælde direkte hen til spøgelserne og lige så glade i låget 😀 Det var sjovt at se.

Et par løb efter haren ( gjorde Prima også ), alle legede gerne, og alle havde 1 på afreaktionerne ( en enkelt 2´er var der, resten 1 ). Jeg var spændt på skud, da jeg vidste 2 af dem havde rigtige møgoplevelser sidste nytår. Men det klarede de fint. 3 stk fik 2, og 2 stk. fik 3. Det er “godkendte” reaktioner efter den svenske model – og kommer ind under skudfast, og ingen angst.

SÅ – der blev skålet i rødvin herhjemme!!

Et helt kuld har fået taget HD og AD billeder.

Samtlige med A hofter og 0 på albuerne.

Deres far er genetisk fri på øjnene, mor er genetisk bærer – så de er enten genetisk fri eller bærere. Hvilket er fantastisk flot for racen. De fleste collier har noget på øjnene rent genetisk.

Og alle har godkendte afreaktioner og godkendt skud ( iføgle svenske rammer, hvilke jeg synes er interessante, da der ingen er i DK ).

Et SUPER kuld – og dertil glade og låget og mega sociale og uden skarphed overhovedet.

Jeg er også über glad og stolt over at mine hvalpekøbere stiller op og gør disse ting. Det er medvirkende til, at jeg ved hvad jeg arbejder med – og hele tiden kan gøre kommende kuld endnu bedre. Det er en indsats for racen.

Der tales nogle gange negativt om bare at avle på bogstaver, tal og krydser. Det er en fejlopfattelse – det er ingenlunde hvad jeg gør her. Jeg starter altid med at finde hunde, som siger mig noget – dels udseende på billeder, hvilket ligesom et step 1, hvor man fanges ind – eller en spændende stamtavle. Arbejdsresultater – og SÅ begynder man at kigge på bogstaver, tal og krydser. Er de ikke gode, kigger man videre……..

Det er virkelig min oplevelse her, at tager man hensyn til de ting man finder, når man graver – så kan man flytte rigtigt meget på ganske få generationer.

Jeg synes i al fald det går rigtigt meget den rigtige vej her – ud fra det jeg tror på, og det glæder mig usigeligt. Men uden mine hvalpekøbere ville jeg ikke vide noget som helst – så KÆMPE tak for det <3

Sidder her kl. 5 om morgenen. Jeg har lige spist en hjemmebagt bolle og dimser nu med kaffen. Vågnede kl. 4 og tror vist jeg er ved at blive syg. Hovedpine, koger af varme og er rastløs. Så nu sidder jeg her 😀 God anledning til at få gjort lidt mere ved hjemmesiden her.

Jeg er ved at få ryddet lidt op hist og pist. Det tager tid, idet det hele kodes fra bunden i html. Tid er ikke det der er mest af pt.

I går stillede Prima i sin 2. LP1 prøve. Den første fandt sted for 14 dage siden. Op til den første fik vi kun trænet LP programmet en 14 dages tid. Nogle ting havde vi med fra træning af begynder B – lineføring f.eks. Men andre ting forstyrrede – i beg. B skal hundene sit og dæk under gang på kun verbal kommando ( som i LP3 ), hvor man så sitter/dækker dem af og går hhv 10 og 20 m fra dem. Det er Prima herresej til. Nu skulle hun stå – så nu var det ny adfærd i samme set up. Det kan til tider drille mere, end bare lære dem tingene fra bunden. I LP1 må man godt stoppe op osv, men det så jeg ingen grund til at lære hende, idet positionerne i øvrigt er trænet ind med frivillig indtagelse.

Så hun har indlært stå under gang på kun verbal kommando, og hun er rockersej til det.

Holde apport – HÆ – det har været en udfordring, idet apporten jo blev fucked op 10 dage inden prøveaflæggelse i Beg B. Vi havde ellers en sikker øvelse – med en 650 gram apport, men pludselig nægtede hun.

Den er blevet løst med Canis indfaldsvinkel til indlæring af apport – og den er i fald nakket nu på LP1 niveua. Vi fik 10 i den i går.

Hun gik en super prøve i går, trods skvattet fører. Jeg valgte af samme grund ( skvattethed ) at komme lidt sent på dagen. Det kunne også være svært for hende – ikke at lande så grundigt, men sådan måtte det være.

Dommer har dømt mine hunde mange gange gennem årene – og konkret blev Donna lydighedschampion hos hende – og jah, det var på selvsamme plads 🙂

Så jeg var jo lidt spændt på hun skulle se Prima – den “lille nye” 🙂

Da vi havde gået lineføring, sagde hun : HOLD da op et følge – wauw. Uhhh, jeg synes jo også hendes følge er fantastisk – men dejligt det ikke kun er mig 🙂

10 i helhed – og “Fantastisk samarbejde. Præcist arbejdende hund. Ærgeligt med en kikser på dagen”.

Kikseren var så hun ikke ville ned i dæk til sidst – hvilket kostede 30 herlige points 😀

Men det er jo til at gå til – det tror jeg ret let vi kan kode om. Den ulyst til at dække i vådt græs m. klumper af afklip – eller en tissetår – eller what ever.

” Sikke en fantastisk hund” fik jeg at vide – ” En fornøjelse at se på” – og ” hun er godt nok arbejdsivrig”.

Yes – jeg er SÅ glad for Prima. Det hele sker nu……..Hun er 16 mdr og nu begynder der at tegne sig et billede af om jeg har valgt rigtigt. 3 år brugte jeg på at vælge hende ( og spare op 🙂 ): Jeg har været vidt omkring for at finde min næste hund udefra, og det er en stor opgave. Egne linier kender man jo – styrker og svagheder. Når man vælger hund udefra af helt andre linier, ved man jo ingenting.

Man kan læse sig til en del – på opdrætters hjemmeside osv, men ikke alle skriver ALT. Mange skriver kun de gode ting – men jeg vil vide ALT.

Sverige er fedt, for der kan man læse sig til meget. De er langt bedre til at få sundhedsundersøgt deres hunde end vi generelt er i DK – og ikke mindst mentalbeskrevet. Jeg har haft kig på nogle kombinationer der også, men så fandt jeg “et eller andet”, hvor jeg tænkte “njah………og når man skal bruge alt man ejer og har, sparet sammen gennem 3 år, skal det bare være WOW.

I Tyskland har de ikke en database, som vi har her i Norden – så det har været et kæmpe arbejde at danne sig overblik over HD/AD status f.eks – jeg har brugt nok 100 timer på det. Kontaktet ejere, fulgt selvsamme i årevis – og ja, så endte det med en lille Prima, og det føltes rigtigt. Da jeg mødte opdrætter og mærkede hvem og hvad hun er, var det også en super god oplevelse. Hun er lige så ligefrem og ærlig, som jeg selv synes jeg er.

Men alligevel kan der jo ske ting – også selv om Prima er linieavl på hendes egne linier.

Vi mangler en mentalbeskrivelse, som finder sted om 14 dage, men det er jeg ikke det mindste nervøs ved. Vi har allerede bestået en IPO beg. prøve med topppoints på skud og hun er mentalt super stærk.

Så denne sæson har været opklarende ift om forhåbeningerne holdte stik – og det gør de i den grad. Hun er en fantastisk collie – jeg har aldrig set sådan en collie før irl.

Mange spørger om hun er en blanding af collie og border collie, fordi hendes tempo, intensitet ( og sikkert også noget runde øjne 😉 ) leder tanken hen i den retning. Jah – kendte jeg hende ikke, kunne jeg sikkert få samme tanke 🙂 Hun er lettændt, knaldhurtig og ekstremt intens. Jeg har fået min arbejdscollie, og jeg er begejstret.

Jeg er også meget begejstret for egne hunde – Donna er en ” once in a lifetime” – Casey var også knaldhamrende hurtig, inden hun blev syg – men det har være svært at finde noget ( synes jeg ) der kunne optimere det. Hvor finder man noget, der er BEDRE end Donna ?? Donna, som har opnået alt, hvad opnåes kan………Prima er et godt bud i al fald. Nu må vi se.

Og Fanny – arbejder også super med højt tempo, men har desværre ikke modet/selvsikkerheden til de større afstande. Det prøvede jeg af for 14 dage siden også. Stod og fortalte om det forleden, hvor folk sagde – jamen, det gik jo fint i Lp2 osv – og ja, det gjorde det. Det er ligesom kommet det seneste halve til hele år, svarede jeg så……..og BANG, så kom erkendelsen. Det er da nok efter vi havde indbrud, det så er gået galt.

Et indbrud, hvor hun helt klart var blevet sparket/slået eller lign. Jeg kom hjem og fandt hende i haven, krympet sammen og lænende sig op af husvæggen – rystende af angst. Det skete i vinters.

Hun er også mere på dupperne herhjemme – en del mere vagtsom, og står tit og lytter. Så jeg fik da lige en erkendelse af at den oplevelse måske har sat sig mere i hende, end jeg lige ved af eller har tænkt tidligere.

Planen er dog den samme – nu dyrker vi det tætte samarbejde – rally og fp, og så må vi se, hvad der sker.

I denne tid nyder jeg også at have fået hvalp i huset igen 🙂 Kayleigh er her faktisk en del. I denne her uge har hun været her 3 dage, hvor ejerne har arbejdet længe. Så kører jeg hen og henter hende, når hun har været alene et par timer, og så er hun her til de får fri fra job. Hun går med hele flokken og er fuldt accepteret af dem alle.

Hun minder typemæssigt meget om Prima – der er totalt gang i den, og det er party konstant 😀

De to har i særlig grad fundet hinanden. Leger, leger og leger – og putter. Prima er utroligt tiltrukket af hende – det er nærmest rørende. Jah – og de er jo kødelige kusiner – mon de genkender noget i hinanden (?) Det kunne jeg godt tro.

Jeg sluttede vist sidste indlæg med “men så kommer der lidt ro på igen”. HA! Snydt!

Jeg går og drømmer om sofa, strikketøj og en kande kaffe – glæder mig til det bliver en realitet.

Men lige pt går det nu også ret godt,selv om det er hektisk.

Sanne, Thomas og jeg var i Örebro og hente Kayleigh hos Bettan på Kennel Springmist. Kayleigh er lige præcis lige så fantastisk som håbet og ventet. Jeg får oprettet en galleriside til hende her hurtigst muligt. Jeg har allerede en del billeder på lager 🙂

Der er pænt langt til Örebro, men Thomas og jeg skiftedes til at køre, så vi nuppede turen tur/retur samme dag. Det var sådan ca. 13 timers bilkørsel. Heldigvis var der ikke meget trafik, så det gik nemt. SMUK tur – jeg elsker at køre op gennem Sverige.

Mine hunde blev passet og luftet af Jeannette, bortset fra Prima som jeg tog med. Jeg kunne ikke undvære hende en hel dag. Jeg var sådan set indstillet på, hun skulle vente i bilen, men Bettan mente sagtens hun kunne komme med ind.

Så der kom lige en lille tysk/dansk vovse midt ind i flokken på 2 hanner og 2 tæver + et par hvalpe 🙂

Det tog ikke mange sekunder – så havde hende og Trazzla en fest 😀 😀 Trazzla er 2 år og de kørte i den grad på samme bølgelængde.

Det her er kort efter ankomst 🙂 Sådan blev de sådan set ved under hele besøget.

Og se så hvad vi hentede – her er Prima med sin lille kusine ( hende med blis – den anden er brormand, der skulle flytte dagen efter ) :

Kayleigh er en fantastisk lille pige – som tog hele turen hjem i stiv pote og med høj hale. Jeg har set hende siden også – og hun er übersej. Lige som jeg synes de skal være <3 I den kommende uge er jeg dagplejemor – så kommer hun herhjem til pasning. Spørg LIGE om jeg glæder mig 😀

Kameraet er i den grad støvet af – og har allerede været i sving 😀

Apropos pasning – så har Isabella lige været her små 10 dage og blive passet. Hun vadede bare ind her, som boede hun her – og Prima og hende har leget dagene væk. hun rejste hjem fredag formiddag – og om aftenen rykkede søster Sheeba ind.

Denne sommer har jeg stort set passet hvalpe af huset konstant 🙂 Det er skønt – og jeg lærer dem virkelig godt at kende, men der er også pænt gang i den, for jeg synes jo de skal ud og opleve en masse hver dag. Når kl. er ca. 13-14 stk siger min tlf : Tillykke – du har nu nået dit daglige skridtmål på 10.000 skridt 😀

Ikke noget jeg har bedt tlf om – men det er åbenbart en app, der kører bagved, og synes den skal underrette løbende.

Lige nu er det hektisk, og alting foregår lige nu, synes jeg. Prima har fået sin LP1 titel – en del før jeg havde troet det skulle ske. Nu skal denne her tid lige overståes – og så må vi til at se på, hvilke mål vi så skal have for 2019. En begynder AB og en færdselsprøve var egentlig målet – og er det nok også stadig. Men lige pt varsles der helt nyt prøvesystem indenfor brugsprogrammerne, og jeg tror begynderprøverne bortfalder og færdselsprøven deles op i 3 prøver. Hvis jeg lige forstår det rigtigt……..Åh, jeg er SÅ TÆSKE TRÆT af der hele tiden laves om i programmerne. Please – stop nu. Langsigtede planer er godt nok umuligt disse år – uanset næsten hvad man træner. Har man gang i flere forskellige sportsgrene, er det let at miste både overblik og mod, da det bare er for meget med alt det rokeren rundt hele tiden.

Fanny fik prøvet en LP3 i går. Hun er super dygtig – og kan det hele herhjemme. Ude har hun en tendens til ikke at kunne abstrahere fra omgivelserne. Jeg har nu trænet en del på nye steder og lavet et projekt ud af det. I går skulle testen stå.

Det startede rigtig skidt med Fanny-øjne. Ringene lå lige op ad hinanden. Hun sad i sit et par m fra kantbåndet til næste ring i fællessit, hvor jeg stod i skjul. Hun sad rigtig fint – alt gik super. Sitten var næsten færdig da hunden i ringen ved siden af i LP havde indkald fra feltet og galoperede ud mod ejer – lige mod Fanny. Det havde hun kgget efter. Da fører så roser den ret store hund ifm afslutning, bliver den voldsomt glad og gøer af fører. Det blev for meget – og Fanny kom luskende ud til mig. Det syntes hun var for meget.

FVF startede dæmpet, men hun gik sig varm, og det blev ok. Positioner under gang ok. Men alle øvelser med afstand – udlagte apporter, kegle m.m. var for svært for hende – hun var presset af alt det der foregik på pladsen + muligvis oplevelsen med den gøende hund hoppede rundt lige ved siden af.

Feltet lavede hun super flot – hvilket ellers var svært for mange på dagen.

Men generelt var det en dæmpet og ikke særligt glad Fanny. Jeg fik at vide, hun tydeligt var dygtig, men virkede dæmpet – men det bestemt nok skulle komme. Jeg måtte ud og træne noget mere på fremmede steder. Hæ jow – det har jeg sådan set gjort rigtigt meget på det sidste – og jeg gider ikke mere. Det allervigtigste for mig, er ikke at få en hund presset igennem til at blive champion – det er at den er glad. Det var hun ikke.

LP, hvor der skal arbejdes selvstændigt ud på afstand på 20 – 30 m fra fører i forstyrrende omgivelser, synes hun er svært. Jeg kan af ærligt hjerte sige, hun har lært alle øvelser herhjemme – og arbejder kanon flot, men foretrækker det tætte samarbejde ude. Så nu satser vi på det i stedet. Hun elsker tricks – så nu må vi se at komme igennem de to sidste klasser der + hun skal rally. JEG trænger dog til en rallypause nu 🙂

Det fede var dog, at nu har jeg været igennem en LP3 prøve – og trods hendes dæmpen osv, så mærkede jeg dog også at klassen bestemt er overskuelig. Jeg har fået pustet den op til noget den ikke er – umulig er den ikke. Så der må Prima og jeg se at komme op og være med 🙂 Min lille speedster – som er iskold, uanset hvad der foregår omkring hende.

Det var rart at få afklaret med Fanny. Jeg har egentlig selv sagt det længe – men ladet mig forføre lidt af, det nok var “mig” der ubevidst var nervøs – eller jeg skulle bare træner ude noget mere osv.

Nope – i lørdags var det ikke mig. Jeg havde en fantastisk dag – i pragtfuldt humør med totalt overskud. Ikke skyggen af nervøs. Jeg havde ikke andre forventninger end at se og mærke, hvor hundene var, og var blandt gode hundevenner. Fanny mangler noget selvstændighed ift at løse ting på afstand med pres. Sådan er det. Til gengæld er hun god til rigtigt mange andre ting.

Donna har taget det tabte på igen og virker super fit. Det er SKØNT.

Primas mave har der intet været med siden undersøgelsen – og hun spiser nu efterhånden alt muligt uden problemer. Så det er også SKØNT.

Herunder Prima og Isabella <3

Så må det være tid til at få skrevet lidt her. Overskuddet har ikke været der et stk. tid.

Efterhånden har man jo som hundenørd erfaret at maj og september er de mest hektiske mdr om året. Det er der, der ligger rigtigt mange hundeaktiviteter. Det er jo klart nok – den værste varme undgåes – og kulde ditto. Men det er dælme hektisk til tider.

I år synes jeg det er helt vildt – og vi er kun lige startet på september.

Jeg ved ikke, hvorfor det er værre i år, men de sidste uger har jeg tænkt, det var på kanten af hvad jeg egentlig kan klare. Alle stress-symptomerne kom buldrende.

Det er så ikke kun det med prøver, udstillinger, træning osv – men også en kombination af noget bekymring for hundene. Det er nok det, som trækker mest tænder ud.

For nogle uger siden kunne jeg konstatere Donna havde tabt sig noget, når jeg mærkede på hende. Jeg vejer altid deres mad – hver dag – og hun har fået samme portion i mange år. Man skulle synes at som ældre vovse, kunne det risikere at blive for meget ift hvad en yngre har brug for, men næh………lige omvendt. Så jeg blev jo bekymret for om hun er syg. Samtidig med kunne jeg konstatere hun nu begyndte at få lidt alderdomstegn ift dårligere balance. Var det nu noget begyndende gigt ? Eller fordi hun var syg ?

Hun virkede dog frisk nok. Oppe at køre, når træningsvesten kom på, og leger også med Prima. Jeg vejede hende ved dyrlægen, og hun vejede nu 1,5 kg mindre end hendes normalvægt. Det lyder måske ikke af så meget – men hun er altid holdt slank, så det var i den grad i underkanten.

Jeg købte Canosan, som er et natur-tilskud til hunde ifm gigt – og noget som hjalp Gimli meget. Fiskeolie ditto – og så blev hun sat op i mad. Efter 10 dage havde hun ( kun ) taget 150 gram på. Det gjorde ikke bekymringen mindre. Jeg startede også der for 3-4 uger siden med rygøvelser. for at træne balancen og coren. Så kom DM ind i det her, hvor hun skred ud og faldt på banen. Der var også hamrende glat, da det lige havde regnet en del, men det var en urimeligt snær kombination, som hendes balance sikkert også havde svært ved. Uha, det ramte hårdt. Det at hun nu var GAMMEL. MIN Donna – uha :/

Det gode er, at vores rygtræning faktisk virker – og at hun efter endnu 10 dage ved dyrlægen nu havde taget 600 gram på. Canosanen gør også sit, er jeg sikker på – og hun virker langt mere sikker på benene nu.

Hun er glad og livlig – og har været det hele tiden. Af en eller anden grund har hun måske bare brug for mere mad nu (?) Jeg ved ikke om stofskiftet kan ændre sig på den måde som ældre. Det er ikke sket hos Andrea og Silver i al fald.

Nå – men nu er hun faktisk i ok huld igen, og går en del pænere på sin ben, så det glæder mig. Men jeg mistede også lidt balancen lidt der. Donna har altid været noget ganske særligt-

Prima har hele livet haft nogle ting med sin fordøjelse, som har undret mig. Hun er MEGET glad for mad og sluger alt hun får. Men hun fungerede ikke på BARF, som kom stort set ufordøjet igennem til min forundring, som større hvalp. Så hun kom på tørkost igen, da jeg ikke ville risikere hun ikke optog det hun havde brug for. Det gik godt – og hun har aldrig haft sart/dårlig mave. Til gengæld har hun af og til fået voldsom kvalme efter tyggestænger og lign. Ikke bare 5 min – men måske en hel dag. Jeg begyndte at skrive datoer ned – og det var 3-4 gange om mdn. Jeg begyndte selvsagt at undlade at give hende sådanne ting – men alligevel kunne hun få kvalme af ting, jeg ikke forstod. Kylling skåret i tern og tørret i ovn til træning. Kylling er skånekost ??

Aldrig dårlig mave – kun kvalme, som her til sidst også gav opkastninger.

Så måtte det tjekkes og hun fik hele turen ved dyrlægen. Hun fik scannet hele maveregionen – og der kunne ses lidt irritation i den forreste del af mavesækken.

Så blev der indgivet kontrastvæske – og 1 minut efter fik hun taget røntgen, for at se mavesækken – om der skulle være fremmedlegeme eller lign.

Kontrastvæsken var allerede ude i tarmene efter 1 minut. . Min dyrlæge sagde bare ” HOLD da op” – og da jeg stod med ryggen til, da jeg holdte Prima på bordet, var det jo noget ildevarslende…

Men det var fordi hendes fordøjelse simpelthen er så hurtig, at maden lukkes direkte videre. Det forklarer hvorfor større ting er svært for hende – og er kommet op igen. Det forklarer også hvorfor hun ikke kunne fordøje f.eks kallun. Det rå kød har meget brug for de enzymer, der er i mavesækken for at kunne fordøjes.

Af samme grund har hun fået irritationen i mavesækken, som helt givet har gjort ondt. En ond spiral. Det gode er, at der for så vidt ikke er noget galt med hende. Min dyrlæge havde set det her før hos hunde, og det betyder intet for dem, andet end man som ejer skal undgå at give dem specifikke ting.

Vi fik også det råd i en periode at give hende nogle piller, der lægger en beskyttende hinde i maven 1 time inden morgenmaden. Så hver morgen får hun sådan en. Siden har der intet været overhovedet – og selv en tørret kyllingestang hun fik hapset, udløste ingen problemer.

Men hende og Donna samtidig med hvert deres – synes jeg har været mindre sjovt.

Samtidig med har der jo været knald på med diverse prøver, en masse træning, en udstilling – jah, og I kuldet har vi lige været af sted med og få HD + AD fotograferet. Prima ditto.

Det er som om det hele sker lige nu 🙂

Nu er næste store ting så at få hentet Kayleigh. Så kommer der lidt ro på igen.

Endelig er den ulidelige varme, der har præget tiden helt siden maj måned, aftaget.

Generelt er jeg ikke fan af de ekstremt høje temperaturer, men som hundeejer, er jeg det i særdeleshed ikke.

Meget tidligt op og lufte – så hundene ikke risikerer overophedning ved at løbe og lege på morgenturen. Så en hel dag, hvor de ligger brak – og henunder aften kan man så gå ud og lave lidt. En del aftener har det også været for varmt til det. Vores træning har lidt under denne varme.

Men NU – ahhhhhhhhh – regnvejr og køligere temperaturer. På morgenturen styrtede hundene rundt og jagtede hinanden og havde fest. Ingen tvivl om de nød, det ikke var så varmt mere.

En anden facet er, at varmen også gør noget ved deres pels. Jeg har aldrig never ever set så mange hunde, været fældede totalt og aldeles ned. Det gælder også de fleste herhjemme – tæverne ligner nærmest nogen, der har fået hvalpe. Det er så ved at vende nu, men de har set noget sølle ud.

Ikke at det gør noget, men det er et meget tydeligt tegn på varmen i den grad påvirker.

Jah – i starten af perioden tog vi til stranden morgen og aften og blev kølet ned. Men så kom der bakterievarsel – og så måtte vi finde andre steder at gå.

Her har været feriebørn forbi i lind strøm. Først Nellie og Zico. Så Dixie i 14 dage – og Bassie tog hjem i går efter en 1 uges ferie her i huset.

Da Trine hentede Dixie, havde hun Erika og Hera med fra Fyn. Så blev der nørdet hundetræning 3 timers tid. SUPER fedt. 2 meget aktive hvalpekøbere på Fyn, hvor vi skriver en del sammen om træning, men sjældent ser det irl indbyrdes, da vi bor i hver sin landsdel.

Jeg har faktisk også fået trænet ok her i varmen – men det har været sent om aftenen og primært Prima. Hun har brug for at bruge hovedet. Donna skal i princippet træne en masse rally – men vi har kun fået gjort noget ved det et par gange. Det er til gengæld gået ret godt, så jeg håber rutinen holder DM med. Derefter skal hun have lov at nyde sit otium og gå en masse spor bare for hyggens skyld. Hun bliver 11 år til okt.

Prima blev købt for at overtage Donnas job som træningshund, og det er ren svir de faktisk har overlappet hinanden med 1 års tid. 🙂

Mit største mål for i år er opnået – nemlig at Prima skulle bestå en Beg. B. Så resten er ren hygge og “vi ser hvad der sker”.

Prima og Fanny er tilmeldt nogle prøver – og jeg må finde noget til Casey også. Tænker hun bliver meldt til fælrdighedsprøver + evt. noget rally.

Udover DM, er den næste stort ting dog en udflugt til Sverige primo sep.

I fredags var jeg hjemme ved Sanne og Thomas, hvor vi spiste lækker middag og skålede i champagne, idet vore planer og ønsker er gået i opfyldelse.

Sanne var skrevet op til hvalp efter Fanny – og jeg havde glædet mig til at få en hvalp hjem til dem og bo. Men ak – der kom jo ingen hvalpe. Det var trist – men efter nogle dage ringede Sanne. Nette – hvis du kan finde en mentalt god tævehvalp – efter sunde linier til os, så må du få avlsretten.

Okay ??? Mener du virkelig det ?? Magter du så at skulle undvære hende 8 ugers tid, når hun har hvalpe hos mig ??? Ja, det var helt afklaret – og kun spændende, hvis det kunne lade sig gøre.

Så det var jo nogle spændende muligheder for mig også. Jeg behøvede ikke lede længe – kun eftertjekke noget, jeg allerede havde øje for. Et kuld hvor jeg faktisk skrev til opdrætter : Jah – havde jeg ikke lige fået Prima, SÅ havde jeg lagt billet ind. Efter min mening noget af det mest spændende her i Norden længe.

Så det endte med Sanne og jeg i fællesskab lagde billet ind – og spændende var det, for der var der rigtigt mange andre der også gjorde.

Men – vi blev godkendt – og endda til en zobel, hvilket var Sannes helt store ønske.

Så om ikke så længe, kører vi sammen til Sverige og henter et lille nyt håb her til øen. Hun kommer til at bo 3 km fra mig, og jeg ses jævnligt med dem i forvejen. Det bliver nok ikke mindre fremadrettet + de kommer på hvalpehold her hos mig. Det er TOPspændende – og jah, hun er så Primas lille kusine <3

Jo mere jeg lærer Prima at kende og følger hendes familie, jo mere imponeret er jeg over de hunde. Så det er jo fantastisk med endnu en tæve at de linier i avlen her i huset.

Så meget spændende tider pt – og meget at glæde sig til og over.

Jeg havde ellers besluttet mig ikke at gå op i brugsprøven i dag. Vores apport var pt i stykker – og selv om der var god fremgang, så var den ikke færdig. Det ligger i mig ikke at stille op, hvis jeg ikke føler det er top super.

Det førte faktisk til noget selvransagelse – hele den situation. Et emne, tankerne har kredset om længe uden rigtigt at få fat.

Men here it goes………..

Nu har jeg trænet hunde i 12 -13 års tid og gået til prøver. Gennem årene har noget ændret sig. Eller – mange ting har ændret sig. Man får jo en masse erfaring, prøver en masse, får nogle totalt opture – og nogle nedture. En ting, der afgjort har ændret sig er, at angsten for at fejle er blevet større.

Det er gået godt en del gange, og forventningerne bliver større. Både andres og ens egne. Jeg hører ofte “ork, det klarer du sagtens” – og lign.

Men sandheden er, at selv om man har stået øverst på skamlen flere gange og har et hav af titler, så driller tingene altså også til tider.

Jeg synes en del ting har drillet på det seneste. Det er ikke bare en tur på klasse 1 her, hvor er jodles rundt fra den ene sejr efter den anden. Der skal i den grad kæmpes også til tider – og måske allermest med en selv.

Konkret har jeg jo haft et mål om at komme op i en begynder B prøve med Prima, og jeg meldte til for ½ år siden ca. sammen med flere på mit hold i belgierklubben. Men så begyndte tingene at drille. Prima haltede af og til – og jeg fik hende røntgenfotograferet på kryds og tværs. Intet kunne dyrlægerne finde. Men flere gange haltede hun pludselig på det ene forben. Hver gang var det 1 uge på smertestillende og holde i ro – og det hjalp. Men vi har misset megen træning på den konto – selv om både hun og jeg gerne ville. Efter 8 !!! mdr kom der så pludselig en byld ovenpå poten – og en 1½ cm lang torn viste sig nede midt i. Den fik jeg gravet ud – der var hun lidt over 1 år. Siden har hun ikke haltet – det er den, der har siddet dernede og lavet ballade al den tid. Torne kan ikke ses på røntgen :/ 4 gange har vi været til dyrlægen……..

Kort efter den kom ud – en uge eller lign – gik hun i løbetid. Der gik vi til rallyprøver – og det er fint nok, for så lærer man hvordan hun reagerer i den situation. Hun var meget ukoncentreret og gad faktisk ikke rigtigt noget. Helt anden Prima, end jeg ellers kender. Men sådan er det………….løbetid kan vælte selv den stærkeste. Så ingen træning igen i lang periode……..og vores begynder B nærmede sig hastigt. Jeg ville ikke kode noget forkert – så hellere undlade at træne. Så vi har været ude og gå 5 skridt fri ved fod og så leget en masse.

For ca. 14 dage siden var hun så “back” og glimtet i øjnene var retur, efter 6 ugers “efterløbsfniller”. Nå – så i gang med at træne til brugsprøve – og BUM, ville hun ikke tage apporten 😀 😀 😀 jamen, heldige har vi da ikke været………

Tænkte at jeg ville trække mig. Det var uoverskueligt og risikoen for at fejle var enorm.

Min søn syntes jeg var åndssvag – og hvad så, hvis det går skidt ?? så lærer du noget af det………og mine “jamen” blev skudt totalt ned. Han havde selvfølgelig helt ret.

Selvfølgelig ville det være fint at komme programmet igennem, for jeg kender det ikke på egen krop. Kun på skrift. Hvis man synes LP er stift, så ganger man lige med 100, så har man IPO. Godbidder er forbudte – også i lommerne. Man må intet have på sig. Man må ikke være på pladsen, inden man skal op ( uha, det var svært sidst ), man må stort set ikke rose sin hund. Kun enkelte gange sige “dygtig” i neutralt tonefald og klappe den en gang. Det valgte jeg at smide nogle points på i dag – og sige dygtiiiiiig til min hund.

Det var sindssygt lærerigt at prøve. Hele processen har været vildt lærerig. Og det er jo vigtigere med liv, lyst, engagement og passion – end points og at vinde. Så præstationsangsten blev pakket væk, jeg tog af sted – og så frem til mødet med noget helt andet.

Jeg lærte i dag, at min lille hund har så meget arbejdspower, at hun gerne arbejder et helt program uden godbidder, og uden at blive mere langsom, ukoncentreret eller lign af det. Det har vi også trænet på fra start – at forstærke selve det at arbejde. Hun var SKIDE god faktisk.

Der overskred jeg en grænse – arbejde uden godbidder ???? Folk må have spist søm. men hvis de har lært det fra små, så er det ikke synd. Det er synd at omkode en 4-5 årig hund, der har en etableret forventning om godbidder.

Jeg lærte hun kan meget mere end jeg tror. At hun godt nok er en collie – men overhovedet ikke blev trukket for for langsomt tempo – hvilket flere af de andre gjorde. Tværtom blev hun rost for sit fokus og hurtige reaktioner.

Det er et svært program, hvor mange ting skal spille – hun løste det flot. Kun apporten gik ikke godt – dog en del bedre end for 10 dage siden. Hun løb faktisk ud og løftede den 650 gram tunge apport op, tog 3 skridt retur – og smed den så. Det er fremskridt 🙂 men da hun ikke bragte den retur, var det 0.

Vi bestod prøven, da resten var godt. Med 70 points- over 70 er bestået.

Det er sjovt at se folks reaktioner efterfølgende. Mange siger tillykke – men flere valgte at hæfte sig ved det der IKKE gik godt. Ejjjj, det er synd med apporten. Tager du så prøven igen ??

Næh – hvorfor skulle jeg dog det ? Den er bestået ?? Den kommer igen næste år i AB 🙂

Men det er faktisk tanker jeg selv kunne have, og øver mig i at lægge væk. At tilstræbe det perfekte. Men jeg øver mig i at se på det gode, fremfor fejlene. Dyrke glæden, fremfor behovet for kontrol.

Det er en farlig sti at gå ud af, at tro man er så god, man ikke kan lave fejl – og have en oplevelse af at alle nok forventer man præsterer igen og igen i top. Det kan da godt være nogen forventer det – og hvad så ??

Den forestilling tror jeg kan ødelægge meget. Mest af alt ens åbenhed – bl.a. over for nyt stof, for sin hund og for sig selv. Man bliver på sikre stier og gentager det trygge. Det nemme for mig var bare at lave rally de næste mange år. Det har jeg fået rigtigt godt tjek på, og det er hjemmebane.

Netop derfor har jeg valgt at gå andre veje nu – for nye udfordringer er et “must” for ikke at kreativiteten og motivationen ryger.

Det har været en energibooster af den anden verden, at træne brugsarbejde og møde helt andre mennesker at mingle med. Alligevel svigtede modet her nu her og jeg var tæt på at melde fra 🙂

Og sådan er det tit. Føles tingene ikke lige HELT rigtige – så trækker man sig. Det er den manglende åbenhed – og behovet for kontrol, fremfor udgangspunktet omkring at lære noget, tror jeg.

Tingene drilller for os alle. Dem der kommer langt, er dem der tager tyren ved hornene, erkender ting er svære lige nu og arbejder sig igennem. Det nemme er at give op.

Jo ældre man bliver i “gamet”, desto sværere bliver det. Men man skal turde satse, tror jeg – og aldrig være bange for at fejle. For fejl laver alle.

Mest af alt nyde alle de gode ting – og hundetræning er jo først og fremmest SJOVT. FEDT at mærke samarbejdet og når vovse forstår hvad vi vil.

Men nemt er det ikke – og det bliver ikke nemmere, desto ældre man bliver 🙂

Mange mennesker holder ferie lige nu. Det gør jeg vel i princippet også – og så alligevel slet ikke.

Af forskellige årsager skal jeg helst ikke mere end 1-2 ting om dagen. Men lige pt ligger det også på det, og det har det gjort længe. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har skullet “ingenting”.

Faktisk har jeg følelsen af at trænge til ferie 😀

Jeg bruger meget tid på at hjælpe andre med deres træning – jeg trænger til at have overskud til at kigge på min egen.

Jeg drømmer lidt om at smide hundene i bilen og køre på langtur – ud i det blå. Men det er ikke realistisk. Med et par meget gamle hunde, vil det være synd.

Jeg trænger også til ferie fra min træning, tror jeg – synes vi har været i gang længe. Men til gengæld rykker mange ting også rigtig godt. Prima er tilbage efter løbetids-nede, og har pt den mest suveræne FVF. Vi træner lidt LP1 også – og jeg synes hun er godt med.

På søndag har vi vores brugsprøve, og jeg troede vi var SÅ klar. Jeg glædede mig – og pludselig vil hun ikke samle apporten op. KRISE!! Det er en tung 650 gr apport hun skal hente – kastes og hentes – og det er gået fint. Pludselig – niks, ville ikke. Uanset hvad jeg prøvede – NIKS.

Det kan jo være hun har slået sig på den – og jeg har også en grum mistanke om min belønning med bold bestemt ikke har understøttet apportøvelsen.

Kan man redde en ødelagt apportøvelse på 14 dage ? Nej, det tror jeg ikke. Visse processer kan ikke forceres – så min forventningsfulde glæde, blev med et forvandlet til” ÆV!!”

Nå – men jeg giver mig ikke uden kamp, og vi er startet forfra. Efter lidt tid ville hun godt sætte tænderne om den alm. apport og lave håndtouch samtidig med. Sådan lærte jeg hende apport i sin tid.

Ud fra tankerne om min belønningsmetode har ødelagt lidt – kastede jeg nu apporten og sendte hende af sted med det samme. Stod helt passiv – også når hun vendte og kiggede sig på mig. Stod stille- nølede…….jeg var helt passiv. Endelig løftede hun den så KLIK; party, trækketov og vild leg. Hun ELSKER trækkeleg og kommer helt op at ringe.

Vi kender vist alle Eksperimentariet, hvor der er røde knapper at trykke på ved flere aktiviteter. Jeg husker flere kasser man er gået til og har tænkt over, hvad der mon skete – så trykkede man, og vupti – så kom belønningen i form af noget aktivitet. Vores unger dengang startede stille ud, men endte med at løbe fra aktivitet til aktivitet for at trykke på røde knapper -for at udløse spændingen.

Same same. Løft en apport, og der sker ting og sager.

Det har nu betydet at vi er “der” at hun har fået omkodet sine stop derud – hun løber direkte ud, samler op og løber retur – nu er min øvelse så at klikke efter lidt mere løvog lidt mere løb retur – og så ryger trækketovet ned bag mine ben.

Så både i går og i dag er hun tæsket ud og har samlet den op – og vi træner også håndtouch med apport, hvor jeg hjælper mindre og mindre.

Det hele er den lille. Jeg tvivler på vi når at opgradere til 650 gram inden prøven. Så det ender nok med jeg må trække os – hvilket er tæske ærgeligt. Hendes FVF er hamrende super pt – og det meste af prøven er lineføring.

MEN – så går vi bare direkte til LP1 – og så må vi nuppe brugsprøven enten senere i år eller næste år. Får hun den 14 mdr gammel eller 24 mdr gammel er vel ligegyldigt. Hun skal nok få den.

Hun har en fantastisk motor – og et super drive. Hun har så været svær at lære apporten fra start – meget sværere end mine egne. Men sådan er det. Gimli var endnu sværere end hende, så jeg har været i noget meget værre og han endte med at elske den 😀

Jeg fik en erkendelse. som nu er bundfaldet. Jeg har brugt 3 år på at finde hende og vælge hende ud. Mange, mange penge på at købe hende og få hende til DK – og hun er af fantastiske arbejdslinier. Men måske er hun også bare en collie ? Som jeg må møde der, hvor hun er……….hvilket er et ret fedt sted, for hun har virkelig meget power med i rygsækken og mentalt er hun outstanding. Men perfekt er hun ikke……der er også ting med hendes der skal kæmpes for 🙂 Piz oz 😀

Fanny går det forrygende med. Hun er blevet utrolig glad – og jeg elsker det. Siden vi havde indbrud, og de givet har gjort noget ved hende, har hun været ret meget ved siden af sig selv. langt mere på vagt og reserveret – og ikke rigtigt villet fremmede eller andre hunde eller ret meget andet end mig. Men jeg mærker hun er blødt vildt op på det sidste.

Arbejder langt mere upåvirket af alting – og opsøger nu fremmede og prøver gerne at kravle op på skødet af dem, som hun gjorde tidligere også. MEGET indladende 😀

Det er godt nok positivt – hende har jeg også været lidt bekymret for. I går var der træningsdag i DCK-regi – og Fanny var lykkelig. Hen til en masse mennesker, hilse på, hilse på hunde – og hun nød det. Skønt at mærke hun er “back”.

Så alt i alt en masse positivt 🙂

Også en besked fra Sverige – at den tæve “vi” har ønsket os her på Amager, som skal være Sannes hund og min avlstæve – den står vi først i kø til. Der har ellers været mega rift om det kuld – men vi får den vi gerne vil have åbenbart. Eneste forbehold er at den lige skal blive lidt ældre – og hun skal være sikker på der ikke er noget ved den, som medfører den ikke er egnet til avl f.eks. Det tror hun ikke – og det tror jeg heller ikke, men det er klogt med forbehold. Det havde jeg nok også sagt.

Men næste avlstæve bliver zobel i så fald – og efter min mening noget af det mest spændende, lavet i Norden i lang tid.

Så lander jeg lige pludselig med en masse muligheder avlsmæssigt – hvilket er totalt luksus, men også nødvendigt. Det er sårbart med et lille opdræt. Bare en enkelt tæve ikke kan “levere” kan man jo stort set lukke 12 års avlsarbejde ned. Så jeg har haft et behov for at udbygge mulighederne. At Fanny har resorberet 2 gange var en streg i regningen. Men måske der er en mening med det……….

Ginny er påtænkt til at lave et kuld til sidst på året. Jeg er meget tilfreds med hendes I kuld her – dælme dejlige, udadvendte, livlige hvalpe hun har fået. Jeg har fundet en han, som jeg tror også er “outstanding” 😀 Allermest mentalt.

Om ikke så længe skal Prima og I kuldet HD og AD fotograferes. Det bliver også mega spændende. Alle får taget AD også. Det har jeg ellers ikke gjort før – for har aldrig mødt en collie med AD, og samtlige collier, der har fået taget billeder i DK har 0 gennem sidste 10 år.

Men jeg kan se i Sverige det dukker op af og til – og der er jo fotograferet meget lidt i DK, så tallene kan man ikke regne med.

Dernæst har en collie i omgangskredsen fået konstateret AD ( ikke en af mine hvalpe ), og han er stærkt plaget af det. Han bor sammen med en af mine hvalpe, og tæt på. Jeg har fulgt ham fra ganske ung, hvor han begyndte at halte. Dengang fik han konstateret spondylose, og derfor troede både ejer/dyrlæge at hans til tider voldsomme halten på højre forben, skyldtes dette. Der blev dog senere taget røntgen, da det bare var for slemt – og han fik diagnosen AD. Det er helt smadret derinde 🙁

Han er i familie med min Gimli – som også havde diagnosen spondylose, men faktisk blev aflivet pga svær gigt i forbenene. Han haltede også en del til sidst. Det kan jo være aldersbetinget slidgigt – men jeg ærgrer mig da i dag over jeg ikke også fik taget AD billeder af ham ifm HD foto. Ikke at det ville gøre nogen forskel for ham – men af nysgerrighed.

Så derfor får mine hunde taget det også fremover. Jeg er i den gad fan af at have fingeren på pulsen.

Dixie bor her pt – det er super hyggeligt, og ingen tvivl om hun også nyder at have en flok omkring sig. Hun får daglige legeflip hvor hun tæsker rundt og rundt og rundt,og så gakker hende og Prima helt ud. Fanny leger også med.

Det er så dejligt at få dem “hjem”og mærke de bare føler sig hjemme. Hun er en hyggefis og minder mig SÅ meget om hendes mor Dina. Totalt cool, laidback og tager alting med ophøjet ro – undtaget hvis noget skal jages eller man giver den gas træningsmæssigt. De har verdens bedste slukknap, men er også PÅ, når det behøves. Meget, meget nem hund at have <3

Herunder opfordrer hun Prima til leg – og kort efter gik den vilde jagt 😀

Nu går vi ind i sommerferietiden. Sædvanen tro kommer der en del hvalpe af huset forbi til pasning. Denne gang kommer de sågar helt fra Jylland og Fyn, for at blive passet. Det glæder jeg mig super meget til – det er jo hvalpe jeg ikke ser så tit igen 🙂

Udover det totalt hyggelige, så lærer jeg dem jo også at kende på en helt anden måde ved at have dem i “hænder”. En kæmpe gave for en opdrætter – at kunne følge dem på den måde, og se hvordan de blev 🙂

Det er en intens tid pt – men det er det jo stort set altid i sommerperioden, når man er hundetræningsnørd.

lige pt er der nogle kæmpe aha-oplevelser i træningen, som i den grad er motiverende.

Det handler om at sætte ind LIGE der, hvor problemet er – i detaljen. Som i dette tilfælde ikke er øvelser, som driller – men adfærd. Eller har drillet, må jeg hellere sige. Det ser ud som om vi er på rette vej.

Fanny er fantastisk dygtig. Vel nok den dygtigste hund jeg har haft – med et tempo, som siger spar to. Det har jeg også fokuseret på fra hun var hvalp – understøttet og fremelsket PARTYYYY og være lidt vild. Alt det der klik, klik, kontrol, kontrol, rooooligt og pænt – det dæmper på den lange bange, efter min mening. Hvis man vil op i de højere klasser, skal der være noget drift og en hund, der er vild med at arbejde. I LP3 i dag skal der løbes meget. De skal løbe ud i feltet, ud og hente en apport, ud og rundt om en kegle – og løbe i 2 indkald. Det ene med stop. Man skal have “lavet” en hund, der synes det er fedt at løbe 🙂

Det har jeg fået gjort – Fanny har et flot tempo og intensitet og hun ELSKER at træne.

Det jeg så har været mindre god til, er at træne mange forskellige steder. Faktisk har jeg vist ikke været så lidt på “hold” med en hund tidligere. For det er jo gået forrygende med at lære hende det selv, og valser jeg ud af min havelåge står jeg på en kæmpe fodboldbane. Der går jeg ofte ud og træner om aftenen.

Som yngre syntes hun prøver var svære. SÅ mange spændende mennesker – og hun elsker mennesker. Vil gerne i kontakt med folk. Nå – men det er jo alderen, tænkte jeg – og det gik da også væk. Hun gik nogle fine rallyprøver, sidste år – også nogle RIGTIGT fine. Uden vi nogen sinde rigtigt har trænet rally.

Så har vi holdt pause – jeg troede jo vi skulle have hvalpe. Da hun gik tom, genoptog jeg min LP3 træning – som jeg heller ikke havde passet længe. Da det lå i kortene at godbidderne ville forsvinde i LP3 fra 2019 gad jeg rent ud sagt ikke træne programmet. Det blev ret spredt fægtning.

Så efter meget lang pause gik vi i gang igen – herhjemme. Det gik super – fede øvelser hun har.

Så meldte jeg til et par kurser – og det var en helt anden hund. Virkede usikker, dæmpede og fokus var meget på omgivelserne.

Hm…….Vi havde nok trænet for lidt på fremmede steder, og nu startede jeg også til træning igen.

Havde en lignende oplevelse med Donna for år tilbage, og vi har også haft indbrud, hvor tyvene angiveligt har sparket Fanny eller lign her i vinters. Siden da har hun været mere på vagt generelt. Havde det nu ødelagt noget ???

Dengang med Donna var øvelsen at hver morgen ifm jeg kører ud og lufter, holdte jeg ind forskellige steder, lavede en lille ting med det pres det er at skulle kunne fremmede steder – og det flyttede vildt meget.

Nu startede jeg det samme igen – for at erfare at det gik fint. Hun var ligeglad med om et var P pladser, parker med masser af mennesker osv

Hm…………..og så slog det mig – og vist også min træner ud fra spørgsmålene at dømme – kunne det være mig, hun reagerer på ???

Jeg synes jo hun er fantastisk dygtig – og jeg vil gerne vise hun er det. Det vil man jo gerne til en prøve – eller et kursus. Så når jeg ligesom bliver måske lidt sammenbidt, så tænker hun – Fu.., min fører er mærkelig – og dæmper. Det bliver jeg så lidt irriteret over – uden at vise det ( selvfølgelig ), men hun mærker det, og så har man skabt en ond cirkel.

Hun er sensitiv – det ved jeg jo godt. På den gode måde – hun kan lære alt, lynende hurtigt. Det kræver en sensitiv hund ( fintfølende – ikke nervøs 😉 – nogle gange bruges det ord lidt forkert ).

Så nu lavede jeg mit set-up om. Tog stadig ud og lavede øvelser forskellige steder – men nu, hvor det var et pres for mig. Indkøbscenter – man kan godt blive lidt beklemt ved at stå der med hunden i plads og arbejde, hvor alle mulige går forbi. Nu besøgte jeg steder der påvirker MIG – og øvelsen var at være ligeglad.

Bl.a. tog jeg hen et sted hvor der ikke må være løse hunde, tog snoren af lige foran en masse medlemmer – og gik lidt FVF. Risikoen for en skideballe var til stede, og øvelsen var at JEG skulle være ligeglad og være der for min hund, trods den risiko ( jeg hader sådanne konfrontationer ). Det føltes faktisk ekstremt meget som at gå til prøve – det pres 😀 😀 😀

Fanny gik godt – og vi fik ingen skideballe. Kun smil 😀 MEN – det var en lidt nervepirrende oplevelse. Det tætteste jeg har været på at have det indeni, som at gå til prøve. Jeg bliver ellers ikke voldsomt nervøs – men presset mærker man jo. Og det er det Fanny reagerer på.

Med denne nye viden kan jeg nu arbejde meget mere målrettet – det er FEDT.

Hundetræning er personlig udvikling på så mange planer – og lektien er også at man kan ikke gøre det alene. Dels har man brug for venner og bekendte som forstyrrelser, støtte og hjælp – men også en dygtig træner til at sparke de rigtige steder 🙂 Det har jeg heldigvis 🙂

Jeg fik den lektie at til næste time var der prøve ( FVF ). Der skulle leveres ved kasse 1. Det ville blive filmet – og DET er et pres. Jeg vidste jo der ville blive set på MIG, fordi det var mig der var under lup – og faktisk ikke hunden 😀 Jeg kunne ikke bare lade som om jeg var helt afslappet og fjong med det hele. Jeg måtte føle det – mens der blev filmet og kigget igennem alt 😀

Det gik godt – efter en uge, hvor jeg har stået mange spooky steder og ledt efter følelsen af frihed, glæde og party 😀

Det gik godt – et par fejl i form af flagringer, ja. Men det er jo slet ikke det vi har haft fokus på – men flowet og følelsen af osteklokke og resten af verden kan rende os……… 😀

Prima har haft lidt andre lektier for – hun skal holde fokus på mig, også mens og efter hun har fået en godbid. Kontinuerlig stirren op på mor fører. Den har vi også fået nakket.

Så gik vi en FVF – og den føltes faktisk endnu bedre en ovenstående. Når hun er der, min lille Prima – så er hun ekstremt intens og PÅ.

Stadig meget ung og ustabil – og vi kommer også til at køre en masse træning på fremmede steder. Men hun er sej, er hun.

Her i weekenden var hele 5 Lapinetter ude til prøver ( hvis man tæller Prima med ). 3 små I-hvalpe var afsted. for 2 af dem var det debut.

Det gik så fint, det hele – mere om det i News.

Vi var hele 7 collier til færdighedsprøverne. Winnie havde taget kage med – og bagefter satte vi os på en græsplæne, spiste kage, hyggesnakkede og hvor var det bare hyggeligt.

Igen – man kan intet alene. Hvis nu Prima og jeg var taget alene til prøve, fik vores bog retur – og bare kørte hjem igen. Det ville vi nok ret hurtigt løbe sur i – det sociale er ekstremt motiverende.

Jeg elsker vort colliemiljø ude på banerne. Jeg elsker det miljø vi har her hos Lapinetterne også.

Her er Balto – han bor i Ålborg. Han er fra H kuldet og dermed 2½ år. Han har tidligt vist gode takter for hyrdning og fam. gik til hyrdning allerede da han var hvalp. Så har der været lidt pause osv – men så købte de et stort stk. skov. I skoven satte de indhegning op – og så købte de får 🙂

Nu tager de helt til Esbjerg for at få hyrdeundervisning hos garvet hyrde. Det er virkelig spændende at følge 🙂 Jeg ville sådan ønske jeg selv havde haft mere overskud til at gøre noget ved det – for jeg ved jo hundene herhjemme også har drifterne. Men det gør klart noget, man selv har fårene – for hyrdning er slet ikke så nemt igen 🙂 så der skal øves……….

Her bliver Balto præsenteret for “sine” får første gang inde på marken……..

Og her er han til træning første gang i Esbjerg…….

Me like……Og her har han arbejdet 1½ time, og er ved at være godt stegt.