Lapinettes blog

HA – ved ikke lige, hvem jeg prøvede at narre, da jeg bildte mig selv ind at NU kom en rolig juni 🙂

Nu her tirsdag er jeg ved at lande på fødderne igen, efter en weekend med gang i.

Men det er jo super sjovt og intenst det hele – så man jeg sove, når jeg bliver gammel.

Lørdag gik turen til Sverige. Op og besøge veninde Maria og hendes 2 collier. Far og søn. Farmand er også farmand til mit H kuld og han hedder Nexus. Nexus´ far er avlshan ( nu dog pensioneret ) på den kennel, hvor min lille Prima kommer fra – og mødet med Nexus, er en del af årsagen til jeg tog derned og hentede Prima.

Maria og jeg har været rigtigt gode venner nu i 10 år – hendes tidligere hanhund Eros, er far til Bassie, og han bliver 10 år nu til oktober. Eros er også morfar til Nexus, så det er en stor familie det hele 🙂

Jeg havde Prima med – ret hyggeligt at se hende med Nexus, som så er bror til hendes mormor.

Prima ligner så mere sin farmor og den side, end mormor. Men alligevel ret hyggeligt.

Collier avlet i generationer til at kunne gøre sig i IPO – og dertil de sødeste, søde, sociale hunde. Jeg er ret solgt i de linier.

Hvis alt går vel kommer der snart endnu et tilskud til kennellen af de linier. Det er nu bekræftet at Primas faster er drægtig, og vi håber på en lille pige her til DK. Det er ret spændende!!!

En anden god ven var med på turen – eller faktisk var det mig, som var med hende 😀 Hun var – og er – nysgerrig på at se de collier i Sverige, som kaldes “brugscollier”. Super hyggelig tur – hvor vi også fik trænet oppe i en svensk brugshundeklub.

Det er super spændende at se, hvad der rører sig uden for DKs grænser også – og for mig har det været en stor oplevelse at møde efterhånden en del svenske collier, og senest tyske – på de kenneler som målrettet prioriterer mentalitet og arbejdsevner. Når nu det er det man vil med sin hund – have en mentalt stærk hund og træne – så må man ud og orientere sig.

Der er ikke så mange af dem – og i skrivende stund har jeg allerede forespørgsler på hvalp fra Prima fra 2 tyskere og en finne. En collie er ikke bare en collie – og vil man noget bestemt, må man ofte rejse efter det.

En hel lørdag i Sverige – op tidligt søndag morgen og lufte hunde- og så til brugstræning. Vi var lidt brugte, Prima og jeg – men jeg prioriterer den træning højt.

Hun gjorde det rigtigt pænt – vi kom hele B programmet igennem, og det var pænt. Hun galpoerede i indkald – men ikke så hurtigt, som man plejer – og i B vil man have fart og intensitet. Hun var meget mere koncentreret og fokuseret på mig, end tidligere – hendes FVf var i lange stræk SUPER – men i løbeøvelserne ( indkald og apport ) var det adstadig galop. Det trækker ned.

Men vi var trætte, det var lummert – og vi havde været “i byen” hele lørdagen OG hun er stadig bare en lille en på 13 mdr. Træneren sagde, hun ikke er i tvivl om vi består vores prøve. Det er jeg heller ikke – men jeg ved ikke om det lige bliver i første hug 😀 😀 Det kommer nok an på, om hun får noget falsk drægtighed/ går ned her efter løb. Det er jo første løbetid, så jeg kender hende slet ikke der endnu.

Til gengæld var hendes spor ret flot. Jeg havde bygget det op med fokus på grundighed, næsen i alle trin – og lagt 9 genstande ud. Sidst sjuskede hun ved genstande – og nu måtte det under lup. Roastbeef i lommen, så der kunne laves madfest når hun smed sig ned for genstanden – og så måtte jeg hjælpe hende til det evt.

Hun gik grundigt, dybt – og smed sig for alle 9 genstande med smækdæk. SÅDAN!! MORS pige……….og det på en mark fyldt med musehuller. Det har været lidt svært nogle gange – når man nu også er autodidakt musejæger 😀 Hun ænsede dem ikke søndag.

Mange ting går rigtig godt – og det rykker. Min øvelse er ikke at ville for meget, for hurtigt – men stadig have fokus på at lære hende at kende. Men efter den her weekend holder vi fri nogle dage nu.

Jeg skal også til og have planlagt en efterårssæson og tilmeldt hvad jeg vil af prøver der. Jeg har tilmeldt LP prøver – både Fanny og Prima.

Jeg tænker dog vi lige skal ud og lave lidt rally også, eftersom det ser ud til Donna er udtaget til DM – og vi må holde formen i gang.

Jah – og så er det også besluttet at parre Ginny igen i næste løbetid – hvilket bliver ca. november. Hanhund er der også pejlet sig ind på – og der venter en udlandsrejse igen igen 🙂

Der er nok at se til pt, synes jeg.

Herunder et par træningsbilleder fra Sverige.

En marathon-weekend er nu gennemlevet 🙂 Jeg var lidt for hurtigt ude med at nu skulle vi ikke så meget, for denne her weekend har jeg set frem til længe – og den har været spækket med en hel masse.

Jeg tog den beslutning for nogle mdr siden at jeg ville til at prioritere mig selv noget mere og hvad jeg selv gerne vil med egne hunde. De sidste år er mange weekends gået med frivilligt arbejde for blandt andet collie-klubben, hjælpe andre med deres træning osv – og det er alt sammen også super hyggeligt. Men døgnet har kun 24 timer – og når man synes tiden smuldrer for en, og man ikke når sine egne ting, så bliver det lidt frustrerende.

Jeg har ofte instruktør eller arrangør-rollen, men kunne mærke jeg virkelig trængte til bare at være den, der møder op, modtager undervisning og “bare” deltager – uden at skulle arrangere dagen, bage kagen eller lave kaffen.

Så denne her weekend har været planlagt længe – og det har været en saltvandsindsprøjtning, der ville noget.

Det startede allerede fredag med LP nørdedag hos Birgitte Brüel – 8 timer. Dagen var lavet efter initiativ af en af mine kursister, og derudover deltog endnu en kursist herude fra + 3 andre. Jeg havde Fanny og Prima med. Totalt nørdedag med snak om detaljer, fristeøvelser, opstart af øvelser osv. Vi var på en ad gangen – og kiggede ellers på hos hinanden.

Prima og jeg valgte fri ved fod – vi skal lige om snart kunne en rigtigt lang en ad slagsen. Vi stillede op i det set-up, som blev skitseret – og den lille er totalt back efter løb 🙂 “Wauw, hvor ER hun god – sådan en collie har jeg aldrig set før” var reaktionen.

Nej, hun er virkelig noget særligt – og kun 12 mdr – man fatter det ikke rigtigt.

Fanny kan alle øvelser – men det svære er for hende, at gå ind et nyt sted hvor hun ikke har været før og tjekket det ud – og så performe. Tilfældet ville at jeg varmede op på en plads – og da vi skulle på, gik vi til en hel anden omme bag huset ( der var skygge – og vi havde 30 grader i solen. Vejret var STYGT ).

Ja – så var det da lige i ilden – om et sted, hvor hun ikke havde været og lige på og hårdt. Det var svært for hende – og gå omkring træer osv -og ikke vide hvad der var på den anden side. Man kan sige de problemstillinger jeg tumler med, viste sig på nærmest skamløs vis.

Nu går du FVF med FIDO – sagde hun så. Og fortæl ham hvor dygtig han er – så jeg startede op med usynlige Fido, og skamroste ham, og ignorerede totalt Fanny. Hun stoppede op og kiggede på mig, som var jeg direkte til en indlæggelse. Efter 2 vendinger kom hun så tæskende og gik den flotteste fri ved fod.

Hm……..tjah – trylle trylle. Det er mig, der forventer hun synes det er svært – og voila, så synes hun det også. Lærerigt på en ret irriterende måde 😀 😀 😀 nogen gange er det ikke så sjovt at få stukket et spejl lige ind i fjæset………..MEN, lærerigt. Senere havde vi feltet – og der arbejdede hun super – 30 graders varme. Alle var mere døde end levende der sidst på dagen – og hun tæskede bare ind i feltet med stor glæde.

Når jeg tænker på, hvor meget tid jeg har brugt på Donna gennem tiden – kørt ud hver dag og sendt hende ud efter en apport mod noget “pres” f.eks – gennem 1 år. Trænet rally championklassen klippet i atomer i 1½ år – så er jeg faldet af på den. Kampånden ikke den samme……….Når tingene lige driller lidt – hm – skal vi måske træne noget andet ?

Der er ikke brugt en brøkdel af tid på Casey og Fanny ift Donna. Det er realiteterne. Første gang men betræder nye stier er man nok mere motiveret til at knokle, analysere og give den gas.

Jeg må nok også ind og prioritere lidt i hundene – for 4 hunde, der trænes lige meget er urealistisk. I al fald hvis det skal være i top.

Sådan en dag sætter i al fald de små grå i sving på mange planer. En opfølgning er allerede planlagt.

Lørdag var der fotodag – en ide jeg ellers havde i første omgang for at tjene penge til collieklubben og pokaler til Årets hunde. Det blev ikke til noget, men flere spurgte ing og ville gerne – og så er konceptet nu gennemført 2 gange. 2. gang var i går. Det er SUPER skægt – og sjovt også at fotografere forskellige racer. Jeg elsker det arbejde – og finde på. Det gik det meste af dagen i går med – først at tage billederne, og så redigeringsarbejde, som virkelig tager tid.

Tidligt op fredag og på LP kursus – endnu tidligere op lørdag, for at tage billeder inden det blev for varmt. I dag var det så endnu tidligere igen 😀

Kl. 8. skulles der mødes op til træningsdag i Belgierklubben. Det har jeg også glædet mig til længe. De dage er geniale. Der er mange dygtige hundeførere i belgierklubben, kreds 3 – med brede interesser. En del løber agility, nogle laver LP, en del brugstræning – herunder spor. Det er en seriøs omgang kvalificerede mennesker, der er samlet disse dage, og jeg suger til mig.

I dag startede vi med spor – det er svært for hundene, når græsset er helt svedet ned og gult. Det er der ikke megen fært i – men Prima arbejdede super grundigt. Vi blev rost for grundighed – og det var super flot. Hun sjuskede med genstandene, men vi har heller ikke trænet det i næsten 3 uger med løbetid, hvor hun har haft madlede osv. Hver ting til sin tid.

Og så tog hun rumpetten på os – gik mod sidste genstand og enden på sporet. Vi mennesker kiggede frem – og vi sagde til hinanden – ej, hvor dælen er genstanden ??? kragerne havde ædt stort set de fleste guffer på sporet, havde de nu også ædt genstanden ???

Vi begynder at kigge lidt rundt, mens vi går frem og KLASK, smider lille-bitte sig ned. Mellem forbenene ligger den. Hun var ikke i tvivl 😀 😀 Verdens sejeste lille hund.

Endnu sejere var det senere på dagen, da vi skulle have lydighed – efter også at have trænet feltet ( udlagte genstande – hun ELSKER det ).

Det var en træner, jeg ikke kendte overhovedet, men har godt bemærket en vis ærbædighed hos de andre, når de omtalte hende 🙂 Det kommer jeg også til fremover. KÆFT KÆFT KÆFT, det var godt.

En IPO/ LP/agilitydame – hun kan det hele, og det ret godt. Hendes 12 mdr gamle hund har lige fået IPO1 titel.

Vi stillede op på række og gik 3 stk FVF så hun lige kunne se……….. ” Det ser godt ud, dig med collien – super godt”………”

Og så var det alenetid – og så : Super intenst, ser super godt ud – men hun går for langt fremme. Jep – det gør hun, men jeg er helt ærligt ræd for at pille i det, fordi jeg elsker hendes intensitet. LP metoden er ofte at pille ting i atomer, klikke i bitte detaljer osv – og det bliver hurtigt meget kontrolleret og der ryger noget intensitet på den konto.

Jaja – det skal du slet ikke – du skal bevare den intensitet. Det skal os, der ikke har border collier hele tiden arbejde på………..Og så gik vi i gang – det tog et klask og et skrig, så gik den lille flot – og endnu mere intenst – løst med at kaste med bolde.

Jeg er BEGEJSTRET. For det er jo det flow, jeg søger – hunde der ude på det sorte af neglene af ivrighed, og hende her vidste lige hvad jeg mente – og let og elegant fik hun perfektionen med, uden at stoppe op og bryde ned.

Har jeg sagt jeg er glad for at træne i belgierklubben ??? Så gør jeg det lige igen!!!

Belgierne ses mere som brugshund, end collierne – og det gør hele forskellen. Man bruger driften og anvender den – fremfor at dyrke det nydelige og super kontrollerede. Drift genererer glæde og intensitet – og så synes jeg det er sjovt. Herresjovt – fedeste følelse, når der går en lille hund, dansende af ivrighed ved siden af med stjerner i øjnene.

Så knaldhamrende fed weekend – den fedeste meget længe.

I dag har temperaturen været tålelig – det var den også allerede lidt i går aftes.

Det har været meget varmt i en lang periode nu. Udover tørke, gule græsplæner og tilsyneladende risiko for at løbe tør for vand, så er det altså heller ikke særligt hundevenligt. Vi har været meget tidligt oppe om morgenen, for at nå at få nogle gode ture, inden det risikerede at blive sundhedsfarligt. Dernæst har hundene ligget brak det meste af dagen – og så om aftenen er de livet op igen.

Prima har været i løb – og er stadig. På torsdag er det sidste dag i hendes 3 ugers periode her. De første dage arbejdede hun super, men så gik hun en helt del ned og virkede også noget plaget rent fysisk. De sidste dag er hun PÅ igen. Jeg elsker min lille hoppebold <3

I går aftes fik vi trænet for første gang i et stk tid – sådan rigtigt. Uden at skele til at nu var der gået 2 min og vi nok risikerede hedeslag. Det var skønt.

Har haft nogle småting under lup seneste uge. En ting, er hvad de kan herhjemme – noget andet, hvad de kan ude – og de svagheder, som har vist sig der, har vi pillet i, pillet i stykker – og sat sammen igen.

2 skridt frem, 1 tilbage…………sådan er det 😀

Jeg er stadig så bimlende glad for at godbidderne er blevet i LP3, og min motivation er kommet retur. Jeg elsker jo LP………Det er fundamentet for alt, synes jeg.

Vil man have en god rallyhund – så skal man træne LP! En god FVF er motoren – også under rally. Skal man kæmpe og arbejde en masse for at motivere hunden til dette undervejs, bliver det svært på sigt. Den skal bare køre.

Jeg har længe gået med et kursus i hovedet – “Rally – vejen til de 100!”

Jeg slog det op i hundeskoleregi, og ½ dag efter var det udsolgt. Men jeg tror jeg kommer til at køre det nogle gange også udenfor hundeskolen. Jeg har SÅ MEGET på hjerte.

Nu får jeg ikke selv 100 hver gang – men jeg har dog fået 100 i samtlige klasser med flere forskellige hunde. Jeg ved godt, hvad der skal til – og jeg ved også godt, hvad der skete når jeg ikke får det 😀 Med Casey handler det om for lidt træning – og rutine. Men vi har da fået 93 i år i champklassen i år uden jeg egentlig nogen sinde har trænet rally ordentligt med hende.

Donna har jeg trænet rally med – og vi har det fælles sprog der skal til. Hun har fået 100 et par gange i champklassen – og 99/98 osv en del gange.

Kurset er om 14 dages tid – og jeg GLÆDER mig. Det handler om førerne – igen igen. Kan de, kan hundene også 😀 Håber folk kommer med et åbent sind. Det handler om timing, timing – og lidt timing 😀 Og en masse jodlen, jublen, glæde og følelsen af fest – og en FVF, der bare kører.

Mandag stod den på mentalbeskrivelser i collie-klub regi. Jeg var medhjælper – lidt op til og lidt på dagen. Altid hyggeligt at komme ud i “marken”. Ud og møde mennesker, se nogle collier og bare være med. Jeg ville ønske nogle flere colliefolk fandt glæden ved dette. 3 stk stillede denne dag, 2 stk stillede i Jylland sidste måned. I okt er mine 5 I hvalpe meldt til + Prima. Det er hvad dansk collie-liv kan præstere på et år. Synes jeg det er ringe ?? Ja, det synes jeg.

Jeg synes det er flot disse 11 collier kommer igennem, men man skal ikke være superninjna på hundeweb, for at kontatere det stort set er de samme få opdrættere, hvis opdræt kommer igennem år efter år.

Når man taler med folk – dyrlæger, alm, mennesker, mentalbeskrivere sådan en dag – så er det tydeligt collien som race har et anløbent ry. En reserveret, bange race. Ingen taler om den ikke er smuk nok – og bare den dog havde lidt mere mandelformede øjne, eller lidt bedre ryglinie. Det har jeg i al fald aldrig hørt folk sige – men mange ville ønske de var lidt mere modige, lidt mindre bange for alle mulige lyde, lidt mere skudfaste – og lidt mere sociale.

Det er lige disse ting, vi kan undersøge på en mentalbeskrivelse. Hvor “er vi” ? Hvor er hundene ? Hvor er deres svagheder- og deres styrke ? Man kan tro og mene en del, men vi er mange ( også vældigt garvede ) colliefolk, der har stået og set noget vi ikke havde forestillet os på en mentalbeskrivelse. Det kan være både positivt og negativt.

Jaaaah, men hvis det så går skidt – kan man så avle på det håb man nu har hentet i Langbortistan til en mindre formue ?? Ja da – der er ingen regler om det. Men man kan meget bevidst gå efter at finde en avlspartner, der så er stærk, hvor ens egen hund er svag – hvis den altså også er mentalbeskrevet. Det giver gode resultater – det er min erfaring. På 4 generationer synes jeg der er flyttet meget her.

Og nej – der er ikke bare at avle på tal og krydser, hvad man af og til hører. I så fald var det jo super nemt, og det synes jeg ikke det er. Jeg har bestemt også krav til sundhed – meget endda, type, farve måske, eksteriør og arbejdsevner.

Men ja – mindre gode eller ingen krydser er ikke så interessant 🙂

Jeg glæder mig til okt, når Prima og I kuldet skal igennem. Jeg ved Prima er skudfast – og det kommer hun forhåbentlig til at vise inden da, når vi skal gå vores Beg B prøve i IPO regi i juli. Der knaldes 2 skud af under lineføring. Det er hun kyskold overfor ifm vores træning. Og nej – jeg TRÆNER ikke skud. Er hundene ikke skudfaste, vil det kun blive meget værre ved de udsættes for det. Så vil de bygge på fra gang til gang.

Jeg synes det hele er spændende lige nu – men også lidt glad for, der nu venter en rolig juni, efter hektisk maj. Vi skal til en prøve i juni – that´s it.

Men så er der tid til at nørde LP. Har pillet i småting – og piller i småting. Dybest set kan Prima vel LP1 og Fanny LP3, men ændrer man lidt i set-uppet, eller flytter træningen nyt sted hen, så sker der ting. Det piller vi i nu.

Men jeg ELSKER mine pigers tempo og intensitet – og det er det aller aller aller vigtigste for mig. De må brænde øvelser og lave fejl – men de skal være glade og PÅ. Det er fundamentet under alt. Det synes jeg de er <3

Nu er maj ved at være slut, og det samme er en marathon-omgang med prøver og diverse hundeaktiviteter. Weekends booked op med faren rundt med 180 i timen.

Jeg er ikke 29 mere – og jeg synes maj har været hård i år. Den er altid hård, men i år har det været på grænsen af, hvad jeg syntes var behageligt.

Vi sluttede med rallyprøver i Vipperød i går, arrangeret af Islandsk fårehundeklub. Deres prøver prioriterer jeg som regel at komme til. De kører altid super, med en fantastisk stemning. I går var ingen undtagelse.

Det var varmt i går – og meget, meget lummert. Jeg førte mig helt opkørt allerede inden jeg var færdig med at slå et telt op. Jeg plejer ikke at have telt med, men jeg kunne godt se hundene måtte ind i skygge. Så slæbe frem/tilbage – og pfyyyyyyyyyh, følelsen af ikke at være 29 år mere, kom da lige bragende.

Hundene havde det også varmt. Derudover var Prima i løbetid ( er pt ) på dag 9 og ved at nærme sig noget ret HOT også på anden vis. Hendes første løbetid – så jeg aner jo ikke, hvordan hun reagerer på det. Mandag var hun i starten – og der arbejdede hun super ifm Rallydysten. Men det gjorde hun så ikke i går 😀 Min lille fokuserede hund, var godt nok distræt og ville meget gerne snuse til alt. Den tendens har jeg også set de sidste dage på lufteture, hvor hun plejer at hænge ude foran, og bide Fanny i kraven og lave en masse fest. I disse dage tusser hun rundt lige omkring mig, og skal have næsen i ALT simpelthen.

Sådan er det – det hører med til at have tæve. Heldigvis har der ingen sarthed været op til.

Det var hårde odds i går – og jeg vidste det godt. Varmen, løbetid osv – ikke de bedste betingelser.

Men nu var vi meldt til – og det er også vigtig info at se, hvordan især Prima, reagerer når forholdene ikke er super gode. Hun meldte sig ikke helt ud – hun kunne fanges ind, når opmærksomheden forsvandt fra at arbejde, men det var op ad bakke, og sådan har jeg aldrig oplevet hende før. Men det er god info.

Casey gik en super første rallybane – med super flow og absolut ingen stress og kun et lille vov. Fed følelse – men vi mistede godt nok en øvelse + ommeren på den – og så var der lidt småting. Det var bakke på højre side, hvad vi ellers har klaret fint før, men pludselig var det svært for hende. Det må bare under lup igen.

til 2. prøve kunne hun ikke mere – og efter nogle skilte gav jeg op og gik ud. Jeg havde tænkt hjemmefra at 2 prøver nok var for meget for hende, og det lærte jeg nu at det er det. Det kan hun ikke.

Casey har jo en hjerneskade efter borrelia + 8 tilbagefald. Efter dette boede hun stort set 2 år bag min seng – og aflivning var på tale. Det var som om hun havde mistet al sit sprog – både ift de andre hunde og mig. Hun forstod ikke hundene – eller mig, og blev voldsomt usikker og angst i helt almindelig situationer. En rigtig lang ronaxankur + bittesmå opgaver ( bare en sit f.eks ) vendte bøtten og langsomt er hun kommet tilbage til noget der ligner en normal tilværelse. Jeg tænker ikke længere over i hverdagen, at hun er syg. Hun er heller ikke SYG mere, men hun har nogle men hun aldrig kommer over. Hun kan ikke lege med mig mere f.eks – og hun sover rigtigt meget ift de andre hunde. Men hun er glad og tryg, så der er ikke noget der er synd.

Hun er glad, når vi træner – og derfor gør vi det. Men hun kan ikke træne ret længe ad gangen. 10 – 15 min – så begynder øjnene at flakke og hun kan ikke holde fokus. Så det er med at stoppe inden hun når dertil.

Jeg tænker det som at jeg har et åbent vindue at arbejde i – og det skal ske i det tidsrum, ellers så er løbet kørt. I går fik vi testet om 2 min – pause – og 2 min senere igen kunne gå. Det kunne det ikke. Men de første 2 var super gode 🙂

Det er også vigtigt at time opvarmningen. Hun har brug for lidt opvarmning- ellers er hun for speeded. Men endelig ikke for meget – for så går vi ud over de 10 – 15 min hun kan klare at koncentrere sig 🙂

Det er de vilkår vi arbejder under – og det kan være lidt svært, når man har f.eks 3 hunde med i byen, som i går. Men der er ikke noget, der er så svært man ikke bare kan stoppe – så det får vi det bedste ud af. Jeg er slet ikke i tvivl om hun elsker at træne – og når det går godt, går det SUPER godt.

Donna var lidt påvirket af varme og misforstod et par ting, men ellers er hun jo det gode, stabile kort. Hun leverer altid ved kasse 1 – uanset vind, vejr, omgivelser osv

Fantastisk hund – absolut, men det har også taget 10½ års kontinuerligt samarbejde at vokse ind i hinanden på den måde. Vi kender hinanden ud og ind, os 2 – og har en pokkers masse oplevelser og erfaring i rygsækken. Som ung var hun bestemt ikke helt nem 😀

Det tager tid at forme hinanden – og det er vel egentlig den proces, der er fed ??

Jeg tager billeder af præmier, rosetter m.m. og flasher – og det er skønt med præmier. Men den helt store gevinst er den samhørighed, forståelse og kommunikation man kan opnå. Jeg er lykkelig når jeg går med mine hunde, og vi smelter sammen til en enhed – det er den følelse, som er drivkraften.

Jeg synes det er topspændende at lære mine hunde at kende, forstå hvad der ligger bag deres adfærd og møde dem et sted, hvor vi begge synes det er fedt 🙂

Den som jeg træner mest med pt er faktisk Fanny – og det har det været et stk. tid. Helt mærkeligt at hun ikke skulle med i går.

Men nu skal vi på LP kursus om 1½ uges tid. Det glæder jeg mig til – ligesom vi er startet til træning igen hos Johanna. Der arbejdede Fanny ret godt sidst – og stabilt – så det er topfedt at være i gang med noget LP igen for alvor.

Prima blev 1 år her d. 17. maj.

Prima er den bedste gave, jeg har givet mig selv i mange, mange år.

Jeg deltog i en debat på en svensk side for nylig, hvor det blev pointeret collien jo er en brugshund ( det er den i Sverige ), og derfor var det vigtigt de kom igennem MH ( mentalbeskrivelse ), så man havde gode hunde at avle på.

Jeg er enig i mentalbeskrivelser er vigtige – men en god mentalbeskrivelse gør altså ikke en brugshund (?) Den viser om hunden er nysgerrig, social, hurtig til at afreagere og skudfast. Den viser om det er en hund, der har let ved at klare hverdagen i det pulserende liv anno 2018.

Jeg er også enig i at der ligger et kæmpe arbejde i vores race, omkring at oppriortere den mentale del og “lave” collier der er mere nysgerrige, udadvendte og ikke bange for noget.

Men er det egentlig ikke sådan alle hunde bør være ? Uanset race ? At collien hænger med rumpetten i vandskorpen er jo trist ud over aller grænser, men de kvaliteter gør nok en god hund – men er det det samme som en god brugshund/træningshund ?

Det mener jeg ikke – men der stod jeg så lidt alene 🙂 For mig, er det som at snakke om pærer og æbler. Skal man udvælge hunde, som er gode arbejdshunde – uanset om man så interesserer sig for brugsarbejde, LP, rally eller what ever – så må kriteriet vel være, at familien har vist gode takter der.

Præcis, som hvis man ønsker en udstillingshund – så er det vigtigt familien har vist noget der.

ifm et hvalpekuld her, blev jeg kontaktet af et par, som ønskede en af hannerne. De ville have ham til udstillingsbrug. Han har vel været 6-7 uger der.

Da jeg havde samlet kæben op fra jorden, skrev jeg pænt tilbage at mine hunde, som udgangspunkt, ikke er udstillingspotentiale. Så hvis det var det de ville med hunden, ville de finde en langt bedre hvalp et andet sted. De blev rigtigt vrede på mig – for de kunne se på billederne at den var super smuk, og de skulle nok gøre alt det som skulle gøres osv.

Nogen gange er vilje og kærlighed bare ikke nok – og det tror jeg desværre ofte mange tror. Hvis man bare elsker hunden rigtigt meget – så er den ikke nervøs, eller så skal den nok vinde dit og dat.

Det er klart min opfattelse de har en genetisk rygsæk med, som giver dem nogle kvaliteter man så kan forme i en eller anden retning. Men deres rygsæk er fundamentet. Alle hvalpe er søde – så man skal kigge på forældrene og nærmeste familie.

Så for mig er det totalt oplagt indlysende – at vil jeg have en hund, der er trænbar, udholdende, samarbejdsvillig og med noget power – så skal jeg finde den et sted, hvor nærmeste familie har vist de kvaliteter.

Det tog mig 3 år at pejle mig ind på Prima. Desværre arbejdes der ikke meget med collierne, så det kan være svært at pejle sig ind på arbejdsegenskaberne. Som sagt, mener jeg ikke en god MH er fyldestgørende i så henseende – og om den er smuk og har vundet på udstilling, er jo totalt ligegyldigt i den kontekst.

Den kennel Prima kommer fra, er en af de få jeg efter lang tids søgen, besluttede at følge.

Så blev den parring annonceret, hvor jeg tænkte – DET DER – det bliver f……. godt. Der blev linieavlet på lige præcis de hunde, der havde gjort det allerbedst, og havde titelrækker så lange, så lange – og med IPO3 iblandt.

En dobling på de gener – og derudover sundhed så langt øjet rakte – endelig var der noget, som sagde “pling” her hos mig 🙂

Fantastisk at blive godkendt – og oven i løbet til den hvalp, jeg havde forelsket mig i på billeder og via beretninger. Super farligt at gøre det – men hun fangede blikket konstant.

– og hvad skal jeg sige ? Jeg har haft flere gode hunde mellem hænderne her. Med kæmpe samarbejdslyst, power, drift og som vil gøre alt for mig.

Men jeg har aldrig haft en som Prima. Hun minder mig mere om en border collie, end en collie. Hendes tempo og intensitet er en god border collie værdigt. Jeg kan ikke køre hende træt – og alt det der med man ikke må gentage øvelser med en collie………det gør hun til skamme. Hun arbejder glad og gerne igen og igen.

Hun er fokusret og PÅ, når vi arbejder – og helt ligeglad med om vi står på et kæmpe arrangement med 3500 hunde eller en P plads. Hun ser kun mig.

Nu er hun i løbetid – ikke mindste sarthed eller noget. Hun arbejder som hun plejer.

Jeg tror alt er muligt med hende – det bliver mig, der kommer til at sætte begrænsningerne, men jeg vil gøre hvad jeg kan for at følge med.

Hun beviser for mig alle de teser jeg har haft. ” Alle collies kan blive lydighedschampions” siger nogen. Det er det værste sludder, efter min mening.

Nu har jeg fået en rigtig arbejdscollie – avlet i generationer til at arbejde – og det er SÅ tydeligt for mig, hvor meget man får med i rygsækken der.

Jeg er SÅ glad og taknemmlig for hun blev min <3

Verdens bedste Lille-bitte hund ( som retfærdighedsvis er den største tæve i højden herhjemme nu 😉 ).

Wow mand – en er afgjort ikke 29 år mere.

Den her weekend har godt nok været en hård omgang. Sjov, berigende, spændende og super intens, men da jeg landede i går eftermiddags, var der udsolgt på alle planer 🙂

Startede fredag med udstilling – og dvs det starter så allerede torsdag, for der skal hundene gøres klar. Bilen/habengut pakkes osv

Der går så langt imellem jeg udstiller, at der ikke er noget der kører på autopilot. Så der skal tænkes meget osv, for at jeg ikke glemmer noget 🙂

Udstillingen fredag var med en dansk dommer, som jeg en enkelt gang har brugt som dyrlæge. Faktisk er hun årsagen til, jeg landede hos min nuværende dyrlæge, som jeg er så ufatteligt glad for!

For mange år siden, var Honey parret med en svensk hanhund. I 5. uge flød det pludselig fra hende – og jeg vidste hun var scannet til 8 hvalpe, og der skal bestemt ikke flyde noget som helst. En tur på Kbh dyrehospital bekræftede at hvalpene var gået til – og hun var i gang med at resorbere/abortere. Det i sig selv er så slemt nok, men dagen efter fik hun feber. Mig til min egen, daværende dyrlæge – som satte hende på clavubactin, for det var jo så livmoderbetændelse.

De næste dage skete der bare ikke det fald i feberen, man forventer når hunden kommer på antibiotika – og hun fik det ikke bedre. Ringede ti dyrlægen, der sagde jeg bare skulle blive ved at give den antibiotika. Det føltes ikke rigtigt – og hvad gør man ??

Det er mange år siden – nok 10 år – og jeg vidste ikke, hvad jeg ved i dag. Men jeg vidste at der var en dyrlæge med speciale i fertilitet på en klinik i Storkbh – så ret desperat ringede jeg til hende. Vi fik en tid med det samme – det var vist 3- dage efter besøget hos egen dyrlæge, og Honey havde det værre end da.

Det viste sig Honey var fejlbehandlet. Antibiotika kan ikke slå en betændelsestilstand ned i så stort et hulrum, som en livmoder er, så der skal tømmes ud. Det bruger man abortsprøjter til. Så det fik Honey + der blev taget test for at finde ud af, hvorfor hun havde aborteret. Det viste sig at herpes, var synderen – også en info, jeg har haft megen gavn af senere.

Honey skulle have 2 abortsprøjter – jeg mener med 1-2 dage imellem, og 2. sprøjte måtte vi have hos en kollega, da denne dyrlæge selv var optaget der. Kollegaen var Nina – og der er jeg blevet hængende siden 🙂

Det var så kompetent og tjekket et forløb. Har altid tænkt det kunne være sjovt at stille for hende en dag, og også se den side af hende.

Det blev så fredag – og jeg må sige hendes kritikker af mine hunde rammer spot on lige det jeg også ser. Det er jo altid lidt spændende – og nogle gange kan man slet ikke genkende sin hund i beskrivelsen. Nogen gange står der ikke rigtigt noget at blive klog af – og nogle gange tænker man “Yes – det er sgu lige på kornet”.

Det var det i fredags. Jeg havde Donna og Prima med – og Summer var også med, i en tilstand som var mere end bare alm. nedfældet. Ellyn havde selv vasket hende og gjort hende klar – jeg skulle bare lige klippet hende til på dagen.

Da jeg så hende, tænkte jeg ” Holy moly, mand” 😀 😀 😀 Var SÅ forberedt på vi fik et spark i rumpetten 😀

Men hun fik EXC, for dommer kunne godt genkende en god hund, under den pels som ikke var der 😀

Prima fik VG – med en generelt god kritik, hvor flere gode ting blev nævnt – men også at hun har lidt runde øjne og er lidt knap vinklet bag til. Det er korrekt – lige præcis også hvad jeg har gået og tænkt godt kunne være “bedre” når man taler udstilling.

Nu er Prima så ikke købt til at være udstillingshund, og jeg har ingen ambitioner for hende i den afdeling, så jeg er glad for hendes VG og en bekræftelse af de ting jeg selv ser 🙂

Til gengæld glæder jeg mig vildt til hendes mentalbeskrivelse. Det bliver spændende at opleve, tror jeg. Mage til udadvendt festabe, skal man lede længe efter 😀

Med på udstilling fredag og hun NØD det i fulde drag. Gik forrest i linen og fuld fart over stepperne gennem horderne af mennesker, hunde og telte. Det var TOPSPÆNDENDE. Hun er SÅ nysgerrig. Jeg har aldrig never ever set noget “uha” hos hende og hun er den fedeste lille arbejdsmaskine.

Lørdag var der dommerskifte, og ikke umiddelbart til vores fordel, som jeg så det. Så vi lod Summer og Prima blive hjemme. Det viste sig at være en god beslutning. Donna jeg og jeg havde en hyggelig dag, med en EXC med hjem, og så hyggede vi ellers rundt og snakkede med en masse hundevenner, der også var med på hhv udstilling og nede på arbejdsbanerne.

Søndag var op kl. 5.30 igen igen – for kl. 8 skulle Prima og jeg stille på Flyvestation Værløse til sportræning. Alle hundene skal jo luftes inden, så det er bare med at komme ud af dynerne.

Der var selvtræningsdag i belgierklubben, kreds 3 – hvor jeg jo har meldt mig ind. Først sportræning – og ikke bare selvtræning, men Henrik og Birte gik med rundt med hver enkelt og gav feedback.

Jeg lagde et laaaaaaangt sport, syntes jeg selv – med 2 genstande og 2 knæk. Ud fra den strategi som blev lagt på det kursus med Lea for nylig. Vi har trænet lidt siden – men også FOR lidt. Prima har haft en forstuvet tå, og jeg har måttet holde hende i ro, og så er Fannys LP3 træning prioriteret op til prøve – jah, som vi så endte med ikke at kunne gå 😀 sådan er det nogle gange.

Men sikke et spor hun gik. HOLD nu kæft, hun er god. Henrik gik med og sagde bare : ” Jaaaaah, det ved jeg slet ikke hvad jeg skal sige til – der er jo ikke noget at sige. Det var flot”.

Det fede var, at hun plejer at gå sit første spor lidt sjusket og have for travlt. Det gjorde hun ikke i går – det var roligt, sikkert søg med snotten i hvert trin. MEGA stolt fører!!!

Ingen tvivl om, det er det hun er lavet til – gennem generationer. Hun er god til lydighed – meget lettrænet og med flot tempo. Men sporet ligger hende i blodet på helt anden måde. Hvor er jeg glad for jeg overvandt mig selv og gik i gang med at træne det.

2. spor var rent genstandsspor – hun skal lægge sig af sig selv og på den måde påvise en genstand. Jeg lagde en række genstande ud med 10 skridt imellem. Jeg erfarede på kurset sidst, at det ikke var genstanden hun påviste, men dåsen med leverpostej under 😀 Når man fjernede dåsen, blev hun bare stående og var ikke så motiveret for at knalde ned i dæk. Så vi har trænet et par gange med fuld kontrol og ninjabelønning for at lægge sig for genstand.

Den var feset ind – knaldbang dæk. Sejeste seje lille hund.

Derefter lydighed, rally, feltsøg og rundering på træningspladsen med arbejdsstationer. Der stod garvede folk og underviste hvert sted, og så kunne man cirkulere. FEDT koncept – og man kunne prioritere det man ville. Jeg gik til lydighed først, og underviser er garvet LP udøver, men kender også til Beg B – så jeg fik lov at komme programmet i Beg B igennem. Virkelig stor hjælp ift overblik.

Så hjalp jeg også et par stk med opstart af forskelligt, og så cirkulerede vi videre til rally. Der var Prima flad – kl. var nu 11 og vi havde startet kl. 8 med 2 lange spor. Der var også 25 grader nu.

Så trods det var fristende med noget feltsøg osv – så stoppede vi der. Hun havde dælme gjort det godt.

Da vi kørte hjem var hun dårligt sprunget ind i bilen, før hun sov dybt. 1-0 til mig 😀

Men det har en pris, at køre hunde trætte – man bliver det også selv. Så i dag skal vi have en stille dag med havesysler, håndarbejde og en masse kaffe 😀

Maj er altid intens og i år er ingen undtagelse. Selv om det slider er det dælme også fedt!

Sommervejr, solskin, en have som tager form,6 glade hunde, dygtige postiive kursister – og pizza m.rødvin.

Det i sig selv er jo nok til en dag er ret vellykket.

Efter aftenens træning på hundeskolen var der dog en besked på facebook. Den nyligt reviderede regel om at man ikke måtte give godbidder i LP3 har Udvalget valgt at tage bort.

Det var sådan set nok den bedste nyhed længe. Et par mdrs tungsind omkring LP3, og hvad vi så skulle ( og gad vi så overhovedet træne det fortsat her i år?? ) faldt på plads på få sekunder. SIKKE en lettelse og glæde. Fanny er 4 år – der er meget arbejde i hende endnu. At kaste sig over rally og “nøjes” med det de næste 8 år kan jeg jeg ikke helt forlige mig med, så det her er bare TOPSUPER. Og nej – dogdancing bliver nok aldrig mig, selv om jeg synes det er sjovt at lære hundene de forskellige tricks. 🙂

Når man har levet ½ liv på de skrå brædder på professionelt plan, er det svært at gøre det for sjov.

Hundene er raske igen – men det var edderdyleme sejt mens det stod på. 3 nætter stort set uden søvn.

Nu venter en weekend med 2 * udstillinger fredag og lørdag. Det bliver spændende og jeg glæder mig til 2 dage i gode venners lag.

Søndag burde være hvilkedag- men nope. Den glæder jeg mig også til.

Noget af det bedste jeg har gjort længe,er at melde mig ind i belgierklubben, kreds 3. De har ladet mig nasse for vildt på deres trænere, gode klubånd og faciliteter. Ikke en lader sig mærke med jeg kommer med en lille sort fremmedarbejder og belgier-wannabee 😀

På søndag er der fællestræningsdag – noget de satser på at holde en gang om mdn her i sommer.

Så er der spor fra morgenstunden, LP, brugstræning, rally, feltsøg osv – og slutter med grillede pølser.

Jeg GLÆDER mig til en hyggelig dag med godt hundearbejde og hyggeligt selskab.

Sådan en havde vi også i lørdags i collieklubben med prøver.

I går ogi dag har 12 collier været forbi træningspldasen herude – og det er skønt at mærke den korpsånd og fællesskabsfølelse der er.

Det er ingen hemmelighed jeg synes collien er en hyrdehund og samarbejdende race. Der har været snak om at flytte den over til selskabshundene, men det er helt forkert i mine øjne. Collien ELSKER at lave noget med sin ejer – og at få lov at samarbejde og lave noget SAMMEN, er hvad den er født til.

I mange år har jeg søgt at arbejde for at vi/folk så potentialet i racen – og mulighederne med den og mærkede lykkefølelsen, når et par skinnende øjne lyser op i fra en pladsposition i ren lykke over at lave noget SAMMEN.

Collien KAN – og VIL – og hvor er det fedt at se flere og flere finder ud af det <3

Næste weekend igen er der foto-tur – igen i hyggeligt selskab.

Maj er lidt vild – der venter også en del flere prøver.

men hva´- man kan sove,når man bliver gammel 🙂

Et billede af Nellie,taget ifm træning i går.

Der er ingen, der kender dagen før solen går ned.

Den sidste uge har været vanvittig.

NÅ – men jeg skrev jo sidst om fundet af en knude på Bobbys mave. Knude var dyrlægens ord ifm jeg tog ham med derned. Jeg kaldte det “udposning” da jeg bestilte tiden. Men en udefinerbar bule på maven lige ved inderlåret. Ifm palpering syntes dyrlægen det var noget mærkeligt blævret noget, og mærkede så en hård knude under.

Det var ikke en sjov besked at tage hjem med – eller viderebringe til ejerne. Håber jeg gjorde det nænsomt – jeg overvejede i al fald ordvalget grundigt. Det er et stort ansvar at passe andre folks hunde – også selv om det er ens egne hvalpe. Bestemt ikke sjovt at hunden så bliver syg/ der opdages sådan noget her.

Dyrlægen ville gerne have biopsi af den hårde knude, og det aftalte vi så jeg skulle gøre, idet ejerne har et arbejde at passe. Så han nåede lige at få et par dage hjemme, så kom hen retur her.

Jeg fik en tid ved dyrlægen og også “speciel treatment” idet jeg ikke ville acceptere at levere ham morgen og hente ham sidst på eftermiddagen. Jeg ville være ved ham – og det fik jeg lov til. Så vi mødte meget tidligt ind – 8.30 – til blodprøvetagning. Da han bliver 7 år nu, skulle de se hvordan de indre organer havde det inden han kom i narkose.

Mens vi ventede på svaret, gik jeg en tur med Bobby, fremfor han skulle sidde i et bur ved dyrlægen. Langt bedre og mindre stressende for ham.

Alt var fint – så han blev gjort klar til narkose.

Jeg fandt kaffemaskinen og satte mig til at vente. Fik hyggessludret og opdateret mig med de kendte ansigter dernede – og så gik tiden ellers. Den var lang, syntes jeg – hvor lang tid tager en biopsi mon ???

Så kom Anja ned, som assisterede – og kunne fortælle det ikke var en knude – men en stor lyskebrok. Ikke bare stor, men rigtig stor. Tarmene var med nede, og de arbejdede nu på at få løsnet det hele og lagt på plads. Heldigvis noget de kunne lave med det samme. Men en forventet biopsi endte så ud i en stor operation. Over 2 timer opererede de på ham. Men sikke en god byttehandel – langt hellere en lyskebrok end knuder der skal tages biopsi af. Den knude hun har mærket har nok været en klump afføring i tarmen. Ikke rart at tænke på tarmen har ligget så yderligt – og det er så heller ikke ufarligt. Uha – det var godt den bule blev spottet.

13.30 kunne vi tage hjem. Bobby var godt groggy, men alt var gået som det skulle.

Meget, meget glad og taknemmlig for udfaldet. Han blev hentet her af ejer senere på dagen og da var han frisket en del op og havde drukket vand.

I skrivende stund går det godt med ham – ikke så meget appetit, men når der så serveres lækkerier ryger det ned 🙂 Han er glad og som han plejer ellers. Han har en del sting og et dræn også, så han er iklædt en lækker, sexet bodystocking – men den slipper han af med i løbet af et par dage, når drænet tages ud.

I dag kom der et bud med en stor gaveæske med rødvin og en masse delikatesser vedlagt et brev. ” Tak for at du opdagede Bobby var syg og tog ham med til dyrlægen. Hilsen Bobby og fam”.

Uha – så blev jeg lidt rørt. Det har alligevel fyldt meget og jeg har været bekymret. Jeg er mega lettet nu og SÅ lykkelig over det endte godt.

Det var lige overstået, stort set – så fik Fanny lidt dårlig mave. Dagen efter var der ingenting – og så var det prøvedag. Da var hendes mave helt skidt. De andre fejlede intet. Første gang i hele Fannys liv hun har haft dårlig mave, så jeg var lidt mystificeret. Jeg er ret giardia-forskrækket, så gav hende panacur om aftenen og tæskede efter hende og sprayede med Virkon S ude i haven, efter jeg havde samlet op.

Giardia-forskrækkelsen forsvandt dog, da de andre 5 blev syge natten til søndag. Natten inden havde jeg lukket hende ud et par gange – nu var jeg oppe 6-8- gange og lukke forskellige ud.

Prima skulle dog ikke ud – det skulle hun til gengæld om morgenen, hvor det blødte godt også. Så hun havde fået tarmbetændelse. Mig tænke alt igennem de havde spist – og det passede med jeg havde åbnet en ny pose frolic og givet Fanny et par aftener til træning. Det var de 2 dage efter hvor hun havde dårlig mave. Alle hundene fik frolic lørdag – 4 til prøven, og de 2 hjemme fik en håndfuld da jeg gik.

Det er set før, der er bakterier eller mugsporer i foder, og giver hundene godylt dårlige maver. Det må være det vi har været ude i her. Fanny startede – hvor det passede med hun havde fået de frolic. De andre 5 fik det samtidigt ca. 12 timer efter de havde fået dem. Havde det været virus, ville det have kørt på omgang. SUK, siger jeg bare.

Måtte trække Fanny fra LP3 prøven – og så har jeg ellers knoklet i 2½ døgn på at stabilisere maver.

Prima fik en gang antibiotika jeg havde på lager. Det var hvad dyrlægen ville have ordineret, hvis vi var kørt derned en søndag, tænker jeg. Det stoppede også tarmbetændelsen med det samme.

I dag har alle det godt igen. Uvejret har passeret. Jeg har kæmpet som en tosset og stort set ikke sovet – men nu er det overstået.

PFYH………..

Nåh ja – og mellem Bobby og mavesjov var vi til prøve. Det kan man læse om i news. En fantastisk fin dag, hvor Prima havde sin debut. Min lille lynkineser. Uh, hvor er jeg glad for den lille hund!!!

Kun 11½ mdr gammel. Det bliver nogle spændende og intense år der venter forude med hende!! Nu er maven fin i al fald 🙂