Blog Image

Lapinettes blog

Sne ja -men vi er i gang!!!

November 2012 Posted on Fri, March 22, 2013 18:07:02

Så er det vist tid til update. Der har været travle dage på det sidste.

Det er virkelig en streg i regningen med al den sne. Der ligger stadig et tykt lag her på Amager. Jeg har lige rundet min træningsplads her bag huset – og det ligger i 20 cm. højde, så vi må nok springe træningen over i dag 🙂

Det går ellers super – mest af alt nyder jeg at være i gang igen, og have noget dejligt intensivt samvær med hundene jævnligt – en ad gangen 🙂

Donna er allerede i fuld form igen – lavede en lille statusprøve for et par dage siden, og hun arbejder sikkert, stabilt og med flot tempo.

Casey er total turbo-fræser pt. Super lækkert i felt, indkald med stå m. videre – men ivrigheden giver lidt lyd i stillingsskiftet. Ved hver skift siger hun vov vov, og så flyver hun op/ned som ønsket – og meget sikkert og præcist. Det der vov vov skal åbenbart bare med…………..tsk tsk 🙂

Der er fuld gang i den i Hundeskolen. Vi holder uoff. prøver her medio april, og 10 skal op i LP1 og 4 i LP2. Der kan nå at melde flere til………….MEGET spændende – og næsten lige så mange er meldt til DCKs prøve i maj. I al fald 8 er pt meldt til i LP1 – og et par stk i LP2. Meget spændende – og betyder også en masse nye collier på de grønne baner – hvilket jo er super hyggeligt!!

Der knokles og jeg nyder det miljø vi har.

d. 20. april er der UHM i collieklubben og Smilla og Summer er meldt til. Bliver også meget spændende!!

Så venter Lapinette-dagen 5.maj – med sporkursus og en masse andet godt – og slutter med middag. Rigtigt mange er allerede meldt til. Alle kuld bliver repræsenteret – og pt. er 13 hunde herfra meldt til. Det er da meget godt – der er flyttet 20 stk. herfra 🙂 Flere kan nå at melde til endnu…………

Det går super med E kuldet – jeg nyder meget alle billederne og beretninger fra deres hjem. Virkelig dejligt! Der er lagt en del nye billeder ind i galleriet af dem alle stort set – og også hos nogle af de andre hvalpe.

Næste projekt er dog at lave små halvsøskende til dem 🙂 Bassie er tiltænkt at skulle være far til et kuld hos Kennel Ebony Moor, som ligger v. Århus. Alba er gået i løb for et par dage siden, og kommer over for at blive parret, når hun er klar. Det vil meget sandsynligt blive i løbet af påskeferien – hvor Bassie og fam. er på Bornholm – så Bassie flytter simpelthen ind hos mig inden de tager af sted – og så holder han påske hos kennelmor. Uhhhh – DET glæder jeg mig til. Jeg er jo meget glad for ham, og han fungerer super i flokken, så det er intet problem.

Man kan læse om Alba, flok og kennel her : http://www.jolicoeur-collie.dk/

Alba har jeg mødt et par gange. Jeg så hende lave en fin UHM i 2012 – og jeg har været på kursus med hende det meste af en weekend. Dejlig pige, som tænder meget på samarbejde med sin fører. Jeg krydser fingre for der bliver nogle dejlige hvalpe!!

Jeg går og lurer på om Casey også snart vil i løb. Det er 6 mdr. siden sidst og hun er begyndt at tisse meget på turene – markere simpelthen. Hun er også tiltænkt at skulle have hvalpe ved næste løb – hvor vi tager til Øland i Sverige, så hun kan date smukke Sydney.

Det bliver et rigtigt “hvalpeår” tror jeg 🙂 Trixie i Norge er også tiltænkt at skulle parres. Det bliver dælme spændende, det hele!!!!



Trænings status

November 2012 Posted on Tue, March 12, 2013 08:00:20

Hold nu fast, det passer mig dårligt der er kommet kulde igen. Det var lige SÅ dejligt med forårsfornemmelser og milde dage. I særdeleshed ift træningen – for det trækker ligefrem at komme ud, når vejret mildnes. Nu er det på med 3 sæt tøj igen – og pakke sig ind.

Weekenden var STYG. Lørdag var jeg på Vores Hundekole 2 timer – og søndag 4. Søndag var et studie i overlevelse. Det blæste vildt – og det foregår jo på en stor åben plads – så kulden var enorm. Jeg havde masser af tøj på – men alligevel frøs jeg. Havde om morgenen læst, at grundet blæsten ville kulden reelt være minus 21 grader, og der var risiko for frostskader. Nøjs, jeg var bange for min næse 🙂 Helt tosset – men det bed og sved i den – og jeg var spændt på om varmen ville komme igen når jeg kom ind – eller næsen falde af. I pausen susede jeg hjem og fiskede en bitter frem. Fik en flaske ” 1 enkelt” af en hvalpekøber for nylig, og jeg skal love for den kom i anvendelse.

Var hjemme 15.00 – og pakkede mig ind i uldsokker, tyk trøje – dyne – og så var der dømt sofa. Først 19.00 havde jeg varmen.

Vores egen træning herhjemme går godt. Disciplinen er god pt og pigerne er oppe på lakridserne og nyder tydeligt at arbejde igen efter ca. ½ års pause. Vi har da trænet det halve år – men mest tricks. Har hygget mig med at lave små “serier” – f.eks bakke 10 m, twist – bakke 10 m mere – og så ned i buk. Indkald- og springe over mit ben og lign. som bare er sjov og spas. Hundene elsker det.

Jeg arbejder med 2 – max 3 øvelser samtidigt, og de prioriteres skarpt, således 1 er den vigtigste. Casey skulle lære stå sit dæk under gang helt forfra – uden håndtegn – og Donna skulle godt nok have den opfrisket, for hun var ret blank ift den, da vi startede op igen.

Har lavet mig en arbejdsmodel, som siger at hver mandag er der “status”. På den øvelse, som havde særligt fokus – evt. de andre også – og den laves som færdig øvelse på video. Såeh – en smule opvarmning – og så lige på og hårdt, og hvis ikke den sidder i skabet fortsætter vi. Er den ok – så ryger den ned på “vedligeholdelse” – dvs som øvelse 3 – og en ny bliver 1. prioritet.

Status i går var, at begge lavede perfekt positiotiner – med hurtige skift – i positioner under gang. Donna flagrede lidt i et par vendinger – men det har ikke noget med skiftene at gøre, og må pilles ud som selvstændige øvelse. Det kunne f.eks så være øvelse 2 😉

Caseys var super. Ekstremt hurtige skift.

Herunder Donnas færdige øvelse – lille, skaldede Donna 🙂 Hun ser lidt sjov ud – sorry for det. Men det “koster” at have hvalpe.
https://youtube.com/watch?v=oNvnszSJvC0%3Flist%3DUUWaDwaFmZzlIPhNkAPlj2-g

Eftersom begge lavede fine øvelser, måtte en ny findes frem. Det blev stillingsskift, som vi fik trænet helt om sidste år – og endte med nogle super øvelser. 10 m væk for begge – præcise skift – og bagudrettede. Det var det, som blev lavet om – kontrol ift dette.

Igen samme taktik – gå ud og lave den som færdig øvelse, vedvidende at det sikkert vil gå af h……… til, fordi det er ½ år siden – men så er det nemt at se, hvad der halter – og hvor der skal sættes ind. Så piller jeg det fra hinanden igen 🙂

Det kan også blive lidt morsomt – i al fald havde jeg svært ved at holde masken,da min lille blå turbocollie med stor begejstring lavede øvelsen,som hun syntes den skulle være. I kan jo prøve at gætte hvilket trick hun her i vinters har syntes var topfedt 🙂

Det er sjovt at se, at de første skift er super. F.eks bakker hun tilbage med forbenene fra stå til sit ( hvilket vi fik trænet ind sidste år ), og fra sit til dæk er en flot smækdæk. Eneste problem er faktisk fra stå til dæk – de trænede vi også ind, at fronten skal ned først – MEN så ender hun jo i den højt elskede bukke-position – og den har jo givet meget begejstring her i vinters – så den beholder hun 🙂 Så piller jeg stå – til dæk ud – og træner dette seperat – så tror jeg, at jeg har mit stillingsskift 🙂

https://youtube.com/watch?v=WqycRWLnOFM%3Flist%3DUUWaDwaFmZzlIPhNkAPlj2-g

Min ambition er klart, at om en uge sidder stillingsskift lige i skabet igen. De kunne jo for ½ år siden – så mønstret skal lige friskes op……….der skal afkodes og genindlæses,om man så kan sige 🙂

Donna var så meget sikker i den – hun nøler bare lidt for meget ned i dæk, hvor vi faktisk fik en flot smækdæk på sidste sæson. Hos hende er det den der skal genindlæses 🙂

Men det er jo så spændende – deadline er på mandag 😀 😀 😀



Hverdag igen

November 2012 Posted on Wed, March 06, 2013 07:38:46

Det er nogle fantastiske dage pt. Solen skinner endelig – jeg synes det har været en lang, kedelig vinter. Vejret nu kalder nærmest på udendøre aktiviteter, og det er rigtig godt for vores træning herhjemme 🙂

Det går rigtig, rigtig godt med træningen af Donna og Casey. Donna nyder at være i gang igen efter sin barselsorlov – og jeg nyder at arbejde med hende igen. Casey har så været trænet over vinteren kontinuerligt – og der går det rigtig stærkt. Hun lærer godt nok hurtigt – LP3 er ved at sidde i skabet, nu skal der bare stabiliseres.

Stå, sit og dæk under gang har været fokusøvelse hos begge – jeg vil gerne have de indtager positionen hurtigt og præcist – og i går blev der sat ekstra sværhedsgrad på. Det hed stå, sit og dæk under løb – de var bare så gode! Selv om jeg løber af sted med dem, så indtager de positionerne kvikt – også selv om jeg så løber i uændret tempo. Sejt!

Jeg glæder mig til nu at kunne komme ud og træne/være mere udendøre! Jeg synes det er smart med haller – og træner også nu i sådan en, men det er bare ikke det samme. Jeg føler mig klemt inde – mangler mere plads simpelthen.

Jeg er også ved at være gennem bunkerne af uld, der ryger af pt. Når 6 hunde fælder samtidig – så skal der altså svinges børster!

I går var Bobby forbi til en gang vask. Han fældede også – Anabela havde allerede taget en del, men når man så putter i bad får man løsnet det sidste. En lille “skinhead-collie” 🙂 Det var lige før – der er intet underuld tilbage. Jeg fik fyldt en hel frysepose med uld. Hel mørkegrå uld – ligner næsten tri uld. Han er vildt mørk – ligesom søster Summer. Sjovt de 2 er blevet så mørke – og 4 af E hvalpene, bliver lige så mørke, er mit gæt. De havde samme mørke farve da de blev født – som Summer og Bobby havde.

Vildt flot farve, efter min mening.

Rigtig hyggeligt at have Bobby på besøg – han er bare sådan en glad dreng. Det er skægt med de 3 søskende. Når jeg af og til har lånt dem til vask / andre ting – så går de bare med – med høj hale og YES-øjne. De vender sig aldrig tilbage og tænker : uhh, hvor blev mor af. Helt generelt for alle 3. Det er skægt at de lever SÅ meget i nuet. Langt de fleste collier – incl. mine egne herhjemme – er meget mere sådan “morsyge”. Nu kender de mig selvfølgelig – men selv f.eks Cloie som kender mig RIGTIG godt, ville vende sig og kigge efter sine ejere.

Der er lagt nogle billeder af Bobby i galleriet – under D kuldet, og dernæst “Bobby”.

Timmys mor har fået udstillings-blod på tanden – og i hele taget bare “træningsblod”, tror jeg. For deres hvalpetræning starter først 18. marts. Så nu er lille-manden meldt til ringtræning og starter i morgen. Super sejt – og i går fik jeg hans kritik. Den er også rigtig god – så synes bestemt også han skal udstilles igen.

” 3 en halv mrd maskulin sødmefyldt udtryk, velafrundet næseparti, lidt tungt kippende øre, korrekt saksebid, herligt temperament, udemærket hals og overlinje, lidt faldende i kryds som gør at han står lidt understillet, udemærket dobbeltpels for alderen. Velbårende hale i bevægelse som i stand, bevæger sig udemærket, skridt stabilt for alderen.””



Første udstilling i 2013

November 2012 Posted on Mon, March 04, 2013 12:44:54

Så er hundene luftede – og kaffen fundet frem, og benene har fået forbindelse med jorden igen. En hård ( men pragtfuld ) weekend er overstået. Der har godt nok været gang i den………..

Lørdag var der udstilling hos DCK i Voldum – omkring Hadsten. Årets første udstilling i år – og der hædres også Årets collies i de forskellige klasser. Både udstilling, LP og rally.

Casey er Årets collie i hele 2 klasser ( Brugsprøvede collie og rally øvede ), og Summer er Årets rally begynder hund. Ganske overvældende – for de er begge to meget unge hunde.

Når vi nu alligevel skulle af sted, kunne vi lige så godt melde nogen hunde til udstilling – så Summer blev meldt til, jeg tog Bianca med ( som jeg har avlsretten på ), og brormand Timmy stødte til derovre. Meget spændende – de er jo alle 3 vildt “rå” ift udstilling – ikke trænet og ingen erfaring. Summer udstillet en enkelt gang som baby – that´s it.

Alle 3 håndterede det at komme i hal med masser af mennesker, hunde, larm – og glat gulv helt sublimt. Ingen tøven eller noget som helst – det var bare – okay,fedt nok,så gør vi det 🙂 Super nysgerrige – og hvalpene især fik hilst på RIGTIGT mange mennesker. Endnu en gang blev hvalpetesten gjort til skamme – for de opsøgte glad og gerne alt og alle, og halerne logrede MEGET. Fedt!

Selve udstillingen klarede de også super flot. Vi trænede lige kort inden – og fik også gode fif af Helle,som er ringtræner – og så var det lige på og hårdt. Både Timmy og Bianca stod fint – og stillede sig godt. Løb også fint – men måske det skal have lidt mere træning. De havde ikke helt fornemmelsen af retningen – så begge havde lige en afstikker ind mod midten,så vi måtte stoppe op – og lige samle retningen op igen 🙂 Timmy blev i øvrigt handlet rigtig fint af Mulde, og jeg var i ringen med Bianca.

Bainca herover står til bedømmelse………….Timmy herunder får mærket efter om han er en rigtig hanhund 🙂 Det er han 🙂

Biancas kritik : “3 ½ mdr gammel tæve, feminin herligt udtryksfuldt hoved, velansatte ører som kipper korrekt, mørke mandelformede øjne, korrekt saksebid, herligt pigment, lige bred i sin forstilling, herlig hals og overlinie, udmærket pels for alderen. Prima vinklet bag. En anelse højt båren hale i bevægelse”

Det er jo en super flot kritik – og en hvalp på 3½ mdr bærer da gerne halen højt, så det er jeg ikke bekymret over 🙂 Hverken far eller mor har høje haler – og eftersom Bianca ikke var trykket over at være det – jah, så er der jo ingen grund til at gå med den nede mellem bagbenene 🙂

Timmys kritik var også super fin – men jeg kan ikke huske den i hovedet. Den har Susanne jo med hjem. Begge fik SL, og blev 2. vinder i deres klasser.

Summer var super at have med i ringen – når man påtænker hun er alderes utrænet i det her. Super fokus – hun så ikke andet end mig, og stod rigtig flot. Hun fik VG – fordi brystkassen mangler at udvikles lidt – og det har dommer ret i. Hun fik super flot kritik i øvrigt – og den sluttede med : VG på dagen, eftersom fronten bør udvikles lidt mere ( måske ikke ordret – men det var essensen ). Resten var en stor lovsang- flot vinklet bag, super toplinie, dejlig pels – og hovedet var hun rigtig glad for. Summer er 1½ – så nu ser vi lige om ikke den front får mere fylde over sommeren – og så nupper vi en udstilling igen. Kun for sjov – og fordi jeg mener hun kan mere end VG. For hun er avlsgodkendt nu 🙂 🙂 VG = avlsgodkendelse.

Og ja – ifølge DKKs seneste tiltag behøver man jo ikke udstille for at avle på sin hund. Efter min mening hamrende useriøst – og jeg kunne ikke drømme om ikke at få mine avlshunde eksteriør-godkendt inden avl.Tsk tsk altså…………!
Derefter var der Årets hund hædring. Casey og Summer blev kaldt op, og vi fik flotte rosetter, pokaler, diplomer og Sponsorgaver fra både Olivers og Norbarf. Tusinde tak for det!!! Rosetterne var super flotte – hold da op. Der er billede på forsiden af de to piger med alle deres præmier, men sådan et blitzlys yder slet ikke farver m.m. retfærdighed.

På vejen hen til udstillingen var Ellyn og jeg inviteret på frokost hos Bess – så jeg kørte hjemmefra allerede kl. 7 om morgenen. Fra Ringested kørte Ellyn og jeg samme i hendes bil. Det har været en utrolig hyggelig tur vi havde sammen der 🙂

STORT at se Bess igen, og Bianca og Bess tæskede rundt og legede sammen – åh, det er helt rørende. Den ene bor i Dragør – den anden i Bjerringbro – de kan næsten ikke komme længere væk fra hinanden i Danmark – men de fandt fluks hinanden igen – og havde det herligt. Dejlig frokost – og så måtte Ellyn og jeg videre. Jeg har lagt en mappe med billeder af besøget ind under E-kuldet i galleriet ( link på forsiden til galleri ). Jeg er også i gang med at lægge en masse billeder ind af en masse hvalpe – for der kommer billeder til hele tiden. SUPER fint – åhhh, hvor herligt.

Efter en masse genvordigheder med min bil – landede jeg hjemme igen 23.00. Sikke en lang dag – men top super!!! Stort at se Bess og Timmy igen – og deres ejere. Dejligt at hygge på ringsiden med en masse søde collie-folk. Dejligt at opleve det skønne miljø der kan være på sådan en udstilling blandt søde mennesker.

Lidt pudsigt at opleve garvede udstillere – som der som regel er blandt vinderne – sidde og kommentere grimt om dem i ringen. Meget underskudsagtig adfærd. Havde det så været noget relevant og sagligt – men næh – bare pladder. Fyre noget grimt af – bare for at gøre det. Sørgeligt – men jeg morer mig også lidt 🙂 Det rammer sgu ikke mig – jeg er ligeglad, men lidt sjovt folk tror man er døv, fordi der er et kantbånd. Hæ 2 meter væk er altså 2 m væk – kantbåndet er ikke lydisoleret 🙂

Får billeder på nethinden af de gamle mænd fra Muppet Show – og de er jo på sin vis også ret morsomme 🙂 🙂

Men super dejlig dag – i går lå jeg brak, for der var gang i den.

Jeg har fået blod på tanden ift udstilling – tror jeg vil træne Bianca i noget ringtræning og så skal vi ud og være med. Donna skal også prøve igen.

Nu venter en masse huslige gøremål – tøjvask,gulvvask m.m. Men solen skinner – og det er bare SKØNT!!!!



Lidt tanker på en feber-aften

November 2012 Posted on Thu, February 28, 2013 23:06:39

Nå – så får I lige et indlæg her igen. Sidder og små-koger. Har fået feber hen på eftermiddagen i dag, og er småsløj. Håber det er “ikke noget videre”, for har slet ikke tid til det her. Er gået så herligt fri for influenza, forkølelse osv – hvad folk har kæmpet med den sidste måneds tid – og det skal da også bare holde sig væk!!

Jeg har vasket Bianca i dag – og det er altid meget lærerigt at have fingrene i hvalpene, og mærke/ se grundigt på dem.

Jeg har i flere år vidst, hvad jeg ville have når jeg valgte hanhund til min tæve. Jeg har skrevet meget på siden her om mentalbeskrivninger og krydser, arbejdsresultater osv – og jeg er også meget stålsat der. Der er visse ting der jeg under ingen omstændigheder vil gå på kompromis med. Men selv om en god mentalitet er første prioritet, så er jeg altså ikke ligeglad med hvordan hundene ser ud 🙂 Jeg har siddet og brugt nok 100-vis af timer på at tjekke hanner og linier ud, og også fundet mange mentalt gode hunde rundt i Europa – men når jeg så får kigget nærmere – jamen, så ser de altså ikke ud, som jeg synes de skal. Jeg kan ikke udelukkende være rabiat mental-nørd – eller arbejdsnørd. Jeg vil have den hele hund – basta bum 🙂

Hidtil har jeg kigget meget på vinkler, type, forskellige detaljer – og om hunden “balancerede”. Jeg har ikke haft ord for meget af det – men kunne godt se, når en front f.eks ikke er god.

Den seneste tid er jeg begyndt at nørde anatomi – og er blevet grebet fuldstændig af det. Det er sgu spændende – og det er jo ikke bare et spørgsmål om at lave en smuk hund – næh, det meste har jo en praktisk betydning. F.eks vinklerne, ryggen, halsen m.m. – Det skal balancere for at hunden bevæger sig optimalt – og jeg vil gerne have hurtige hunde – og hunde der kan arbejde ubesværet, og så er det jo guld at de har kroppen til det. Det kan så heller ikke stå alene – for hvad nytter det, den har den perfekte krop til at arbejde ubesværet – hvis ikke den gider arbejde?? Eller tør ??

Det hele hænger sammen!!

Men for søren, hvor ryger timerne af sted – når man falder over f.eks en hel side med collies stillet op – og kan begynde at dissekere dem ned i detaljer. Jeg har fundet ud af collien er heldig – for jeg synes faktisk mange dommere er gode til at se collien rigtigt – og dem med de mest hensigtsmæssigt kroppe er også dem der ryger til tops. Der er andre racer jo mere uheldige – hvor det ikke netop er sundhed og sunde bevægelser der belønnes, men racespecifikke detaljer, der måske netop ikke er sunde ??

Også dejligt at se, de valg jeg tog tidligere har holdt vand på fornemmelsen. Bassie blev “lavet” til Donna i sin tid – og nu futter deres små 3½ måneder gamle hvalpe rundt, og jeg synes godt nok mange af forventningerne er indfriet. Bianca er røget på forsiden – hun bor stort set om hjørnet hos min gode ven og kollega gennem 22 år. Jeg har beholdt avlsretten – for Donna skal ikke have flere hvalpe. Der er jo lang vej endnu, inden det er afgjort om Bianca skal i avl. Der skal tages HD billeder,UHM – og hun skal også til nogle arbejdsprøver. Hun er dog en super lille hvalp træningsmæssigt, kan jeg se – og eksteriøret holder også vand. Synes hun er afsindig godt sat sammen – så det er skønt!!!

Hun ligner sin far mest – og hun er en stor pige. Men har længere hale end ham – og endnu bedre vinklet bagtil ( han er nu også god ). Dejlig hoved – som klart også kommer mere fra ham, end fra Donna. Uhhh – det bliver spændende at følge hende – og hendes søskende, for de er også gode!!! Det var svært at vælge Bianca – jeg var meget i tvivl, og endte med at lade Emilie vælge hende mellem 2 favoritter.



Udstilling på lørdag

November 2012 Posted on Tue, February 26, 2013 22:12:51

Så nærmer vi os weekend – jah, det er helt tosset at snakke om det allerede tirsdag måske, men der er en del forberedelser til denne weekend.

3 hunde at huset skal udstilles – og så skal de jo vaskes, gøres lækre m.m. – og det må planlægges.

Den ene af dem bor helt ovre i Jylland – og det er ikke helt enkelt at forklare pr. mail m.m. hvordan man plukker ører f.eks – så heldigvis ville en sød opdrætter derovre hjælpe Susanne, så det blev rigtigt. Tusinde tak til Helle! Det er bare så godt, når vi opdrættere kan hjælpe hinanden. Det sker jo ens hvalpe flytter lidt langt væk, så man ikke selv kan rykke ud – og så er det godt hjælpen er nær.

Timmy har nu fået plukket ører og blevet ordnet med de detaljer – så putter Susanne ham selv i bad. Han bliver en flot fyr – ingen tvivl om det. har stadig lidt tunge ører, men det havde Bassie også i den alder ( Timmy er 3½ måned nu ), og Bassies hoppede op og havde perfekt kip, da han var 5 mdr. Timmys er også på vej.

Men jeg er utrolig glad for hans krop. Han bliver en stor dreng, og er rigtig godt vinklet – og har et lækkert hoved. Det bliver spændende at se ham vokse op! De bagben der – uhhh, dem er jeg glad for.

Bianca skal vaskes og ordnes torsdag – det gør jeg. Glæder jeg mig til – hun ligner brormand en del,så spændende at se, når ører m.m. bliver ordnet – hvad der så popper frem 🙂 Hendes er så røget op på plads.

Summer ryger i bad fredag ( den nupper jeg også ) – og bare for ikke at skille sig ud, knaldede jeg Casey i bad mandag. Hun skal jo ikke udstilles – men da hun skal med som en af Årets Hunde, skal hun jo ikke se nusset ud ift resten af selskabet – så nu er hun også blevet lækker. Jeg elsker bare, når de er nyvaskede – det er så lækkert. Silver var i bad i sidste uge,så den blå afdeling er totalt up to date nu 🙂

Det bliver mig, der skal i ringen med dem alle 3 – har ellers søgt at sælge det til ejerne, men næh…………ikke med den store succes. Jeg må forberede noget totalt guf, så de vil gå med og fokusere på mig. Tænker leverguffer vil være en god ide at have på lager.

Her er Bianca – i gang med at drille katten – eller nusse den 🙂 Hun er en værre lille klatrecollie – og hoppebold. Der skal bare ske noget………………hæ – bliver sikkert rigtig skægt på lørdag at have hende med i ringen 🙂Og billeder også fra Bess. Her er hun med veninden Fifi. Uhhh – synes godt nok også Bess er vokset. Det går SÅ stærkt. Hende skal jeg også se på lørdag – vi er inviteret på frokost hos hende og hendes familie. Jeg glæder mig HELT vildt!!!

Der sker så meget spændende lige pt. – så jeg dårligt kan følge med 🙂

Der er også gang i den ude på træningspladsen, hvor faktisk rigtigt mange collier giver den gas pt. De har erklæret hinanden krig i LP1 til off.prøver i år- så der trænes for fulde hammer. Super spændende at være en del af – og nogle af hundene er meget unge, men godt nok gode. Super!!

På et personligt plan glæder jeg mig meget over sneen er ved at være væk. Hold da op, jeg har været træt af den – vade rundt i sne, når man træner. Passe på man ikke glider, eller vade rundt i knoldet underlag. Dejligt – det er væk!!! Ja – så slæber hundene skidt med ind osv – I don´t care!! Bare jeg slipper for at vade rundt i det – TAK!! 🙂



Hviledag

November 2012 Posted on Thu, February 21, 2013 10:33:17

Så er jeg landet efter nogle travle dage. Den har stået på hundevask hist og pist, og hundetrimning sågar også. Sidstnævnte er vældig hårdt for både fingre og ryg, så man kan godt mærke det dagen efter 🙂

Men det går godt. Masser af super tilbagemeldinger fra hvalpene – og masser af dejlige billeder. De bliver løbende lagt ind i galleriet – nogle gange også uden jeg opdaterer andre steder.

I disse dage oplever jeg en utrolig glad Gimli. Han er jo kommet på metacam igen – fordi han tydeligt ikke havde det godt. Så gik der en 14 dage med bedring, men stadig var der dage han ikke var fit. Men de sidste dage har han jodlet rundt, leger med legetøj og kommer hen til mig og indbyder til leg. Nååårh altså – gamle dreng. Dejligt at se. Håber han bliver længe på det “stadie”.

Hele flokken er i fæld – og jeg er ved at være igennem mængderne. Der er blevet friseret meget uld af – og jeg må se at få spundet noget af det til garn, og putte det i garnskabet – for uldskabet er efterhånden godt spækket 🙂

Donna har jo så smidt ALT – og næsten mere til. Hold da fast hun ser ud – ligner i visse vinkler næsten en korthårscollie. Hun fryser så også. Når de kommer ud i en kold bil om morgenen, når vi skal på tur – så går der ikke lang tid, før hun fryser. Herhjemme finder jeg hende også tit UNDER min dyne i sengen. Hun har lært sig at flytte sengetæppet og så kravle under. Så ligger hun på min hovedpude med hovedet – og under dynen. Sådan lidt sært menneskeligt at se faktisk 🙂 🙂 Hun er en lille brainy en 🙂

Jeg tror hun savner sine hvalpe – hun er meget kontaktsøgende. Kommer mange gange dagligt og skraber på mig med poten – og vil ” et eller andet”. Så nusser vi lidt, og snakker lidt sammen – men hun er meget insisterende. Jeg tror hun synes der mangler noget…………Så går vi ud og træner lidt nogle af gangene, og hun er godt nok “hot” pt. Det tror jeg hun har savnet – fri ved fod er mere hoppende, end gående. Forbenene rører næsten ikke jorden – hun er helt oppe at køre 🙂 Men det er jo dejligt – og meget af det sidder fra før hvalpe. Visse ting skal dog lige have en opfrisker kan jeg se – hvor gamle vaner titter frem.

Casey er til gengæld fantastisk til at huske. Alt sidder, hvor vi slap det – og hun bygger hurtigt på. Har fornemmelsen af hun faktisk har overhalet Donna nu. Men nu må vi se…………

DCK afholder off. prøver 26. maj – og der bliver de meldt til. Det samme gør en del hvalpe herfra – og en masse kursister. Glæder mig meget. For første gang i 3-4 år er jeg ikke med til at arrangere,og kan faktisk bare nyde at skulle af sted. De andre år, har vi mødtes kl. 06.30 mener jeg – i al fald MEGET tidligt, for at sætte baner op og gøre klar. Inden da var gået mange, mange timer med at lave program, hyre dommere m.m. – så egentlig var jeg flad, inden vi overhovedet nåede frem til pladsen 🙂

Dejligt der står nye mennesker klar til den tørn – og egentlig synes jeg alle brugere burde have den tørn. Det burde gå på omgang. Det er et KÆMPE arbejde – og mange gange hører man bare brok. Tror forståelsen ville være større, hvis man faktisk selv havde prøvet det.

Men ren luksus ikke at skulle tænke på dette i år.

Næste stop “ud af huset” er udstillingen i Voldum d. 2.marts. Glæder mig rigtig meget. For det første er Casey vinder i 2 klasser i “Årets hund” i lydighed – og skal hædres for dette. Det samme er Summer i rally begynderklassen – så Ellyn og jeg tager turen sammen, og det bliver ren hygge.

Inden udstillingen ( som starter kl. 14. ) skal vi nemlig forbi Bess, som bor 3 kvarter derfra. Der er vi inviteret til frokost – uhhhhhhhhhh, jeg glæder mig til at se Bess igen. Jeg har så også Bianca med – for hende har jeg jo avlsretten over,og så skal hun prøve at udstilles og i hele taget bare med og have en på opleveren.

Timmy & co. støder også til – og han skal også udstilles. Det bliver en travl,intens – og fantastisk dag, i selskab med så mange af mine hvalpe. Glæder mig!!!

Men dermed er der ligesom officielt taget hul på sæsonen – og jeg tror 2013 bliver et super spændende år.



Til lykke til vinderen!

November 2012 Posted on Sat, February 16, 2013 21:57:57

Så er det tid til lidt opdatering igen. Sidder her og hygger mig efter lørdags-rengøring – og inden da var jeg ude og undervise 2 hold. Som altid dejligt – men trods tøvejr, synes jeg dælme det var koldt! Det tog noget seriøs rengøring at få varmen igen – og den kom først endelig, da jeg hev en gang kanel-snegle ud af ovnen 🙂

E-kuldets socialiserings-konkurrence er slut. Til og med 12. uge løb den – og så skulle krydserne gøres op. Tusinde tak for jeres indsendte resultater – og ikke mindst de mange beretninger om hvad I har lavet – og hvordan de små har håndteret det. Jeg har siddet med kæmpe smil og nydt det hele! Det er SÅ sejt, som I draget ud for at give dem en masse gode oplevelser. Det kommer I til at leve højt på de næste mange år.

Vinderen havde 195 krydser – og 2 uger var der kryds i samtlige rubrikker. Helt vildt.

KÆMPE til lykke til Timmy, Susanne og Bent!!!!

Jeg var på posthuset og sende jeres præmie i går :

Præmien er et “trænings-kit” – med ting, som ofte ikke lige kan købes om hjørnet. 1 kaninskind til belønning, en kong med snor ditto. En homemade lineførings/rallysnor i den rigtige længde – så den bare kan hænge i en pegefinger. Derudover et halsbånd, syet af Marianne Quist – bestilt hjem i sidste øjeblik, så det kunne blive den rigtige farve. Håber det kan gøre nytte.

Fredag var jeg i Næstved og vaske Dina – og gøre hende lækker. Uhhhh, det er så hyggeligt altså. Trods jeg stort set altid putter hende i bad, når vi ses – så er hun vældig glad, når kennelmor kommer forbi. Hun ligner sin mor – en del endda. En stor Andrea – for Dina er en del større og mere langlemmet end Andrea. “Sig mig – er du sikker på der ikke er border collie i ?” spurgte ejeren – for hun synes Dina er meget livlig med masser af “knald på” – men også enormt trænbar. Hæ – det er lidt skægt, for jeg har altid kaldt Andrea min lille border collie-collie 🙂 Hun har den der lidt vimsende adfærd, men også tit ser hos dem. Den har Dina så også – og hun er lige så stor en puttetrold som sin mor. SÅ hyggeligt.

Casey ligner også søster, hvad det angår – og lige pt er vi gået i træninsmode igen, og det går simpelthen super. Havde virkelig troet sæsonens fokus skulle være stå, sit og dæk under gang – men den sidder allerede. Viste vores “stå” ( som var det mest kildne ) til træning i torsdags – og den “sidder lige i skabet”. Fedt mand…………….jamen, så skal der bare stabiliseres, for så er der tjek på alle LP3 øvelser.

Det bliver virkelig spændende – glæder mig meget. Donna er også godt i gang igen, så det bliver en overskuelig sæson. Jeg skal kun koncentrere mig om LP3. Ellers har jeg ofte haft hunde i stort set alle klasser,og tæsket rundt til prøver for at nå de forskellige ringe med de forskellige hunde. Men i år står den kun på LP3.

Årets Lapinettedag er nu annonceret. Link til arrangementet på forsiden. Det glæder jeg mig godt nok også til!! Et af årets højdepunkter er de dage.



« PreviousNext »